|
”In
memoriam”
Betty Nansen Teatret
8. okt. – 15. nov. 2008
Den rå og
skinbarlige virkelighed forsøges gengivet så virkelighedstro som
muligt i Betty Nansen Teatrets foruroligende iscenesættelse af
Noréns In memoriam. Et stykke om menneskets skyggesiger, der
dog qua sin udpenslende voldsæstetisk rummer en betragtelig risiko
for at støde publikum fra sig.
Er der overhovedet
noget, der er retfærdigt?
I et land
ikke så forfærdelig langt mod øst, er verden gået af lave. I hvert
fald for en lille gruppe mennesker, der hutler sig igennem
tilværelsen ved at sælge alt hvad de ejer i et desperat forsøg på at
overleve: Deres ejendele og deres ære sælger de. Sig selv og
hinanden lige så, ja selv deres egne børn sælger de, som var det den
mest naturlige ting i verden. Til højst bydende helst, men ellers
kan den lavest bydende også bruges. Bare der kommer noget i kassen
til en bid brød, en pakke cigaretter, et fix eller en flaske, der
kan overdøve larmen fra livets barske virkelighed for et øjeblik.
Her, i dette land på
denne tid er mennesket blevet reduceret til rovdyr i bur. De vandrer
enten hvileløse og døde i blikket frem og tilbage i deres alt for
små verdener uden håb om at komme væk; eller ligger apatiske og
resignerede og venter på den eneste udvej – døden.
Kun en ting er
sikkert: Der er kun én udvej og det er døden. Så længe man stadig
lever, kan tingene kun blive værre. Døden er det værste, der kan
ske, men så er man da i det mindste sikker på, at så bliver det
heller ikke værre … hvis man er heldig.
Der er – med andre
ord – ikke noget hér, der er retfærdigt. Sådan er det og sådan
bliver det ved med at være. Håbet er dødt – længe leve håbløsheden.
Noréns nødvendighed
Med denne
skildring af livets håbløshed og forfald, afslutter Lars Norén i
Politkovskaja in memoriam sin trilogi om de mørkeste sider af
vor tids menneskelighed. Ifølge Norén selv, er dette det mørkeste
stykke han har skrevet; et stykke uden håb og uden lys, hvor det
eneste håb ligger i publikums reaktion.
Kernen i Noréns
skuespil og i Betty Nansen Teatrets opsætning bliver dermed at få
publikum til at reagere. Til at råbe ”nok er nok” og tage de skridt,
der skal til, for at bremse forfaldet. Til at tage over, hvor bl.a.
den russiske journalist, Anna Politkovskaja – til hvem stykket er
dedikeret – måtte slippe, da hun blev myrdet for sin stædige
åbenmundethed.
Dét er et ønske, der
giver Noréns stykke en indre styrke, der ikke er til at tage fejl
af. Men desværre viser det sig, at hans ønske måske er lige lidt for
stærkt og lidt for åbenlyst til, at han – og Betty Nansen Teatret –
opnår det, de ønsker.
For meget af det
gode
Der er
ingen tvivl om, at der er en nødvendighed i at fortælle om livets
grusomme, uretfærdige og mørke sider. Dét er blevet gjort ganske
effektivt før og i bredt omfang, fra Christiane F til
Trainspotting med videre. Men problemet bliver, når det
fortælles på en måde, så tilskuerens følelser nærmere slår fra end
bliver rørt, hvilket bl.a. kan ske, når filteret fjernes og den rå
og skinbarlige virkelighed forsøges gengivet så virkelighedsnært som
muligt på teatret. Eller når mørket, fornedrelserne og elendigheden
i handlingen får lov at dominere så meget, at den dramaturgiske
fremdrift i stykket kommer i anden række.
Det sker desværre
hér. På trods af gedigne og fortvivlende livagtige
skuespillerpræstationer - ikke mindst af de tre helt unge mennesker,
der er på scenen - en gennemført personinstruktion og en scenografi,
der nærmest alene kan tage modet fra én.
Det er synd for
menneskene!
Hvad der
dog ikke desto mindre kan sætte tankerne i gang ved In memoriam
er den kendsgerning, at der lige rundt om hjørnet på Betty Nansen
Teatrets hovedscene på Frederiksberg Allé bliver spillet en 100-årig
klassiker, der mere eller mindre kommer til den samme konklusion,
som Lars Norén: Det er synd for menneskene – som Strindberg
lader gudedatteren Agnes konstatere – og nej, der er overhovedet
ikke noget, der er retfærdigt her i livet. Nogle vil have det godt
og andre vil have det elendigt – og selvom det virker som om, at der
intet er at stille op, så bør vi måske gøre forsøget alligevel.
|