”Maria Stuart”
Betty Nansen Teatret
Til 8. april 2009

I en tid hvor mændene ellers sad tungt på magten, var der på de britiske øer en treenighed af kvinder, der imellem sig kæmpede en indædt kamp for den engelske trone – og udadtil kæmpede en kamp for at bevise kvindens værd og styrke.

Vi er i England. I det Herrens År 1568. Elisabeth den 1. sidder på Englands trone. Jomfrudronningen, der har nægtet at gifte sig, for selv at kunne regere sit folk. Det er sådan, hun har bevaret roen i et land, der i snart mange år har været splittet mellem tilhængere af to kongeslægter, mellem katolikker og protestanter. Nu er hendes ro blevet truet: I det berygtede Tower fængsel sidder Elizabeths værste rival – den katolske skotske dronning Maria Stuart, der fordrevet fra sit eget land, søgte asyl hos sin slægtning Elizabeth i England. Som en af de værste konspiratorer mod Elizabeth og drevet som hun er, af sit ønske og krav om at vinde den engelske krone – er hun dog blevet nægtet asyl og smidt i fængsel i stedet.

Dét har sat sindene i kog. Hjulpet godt på vej af en alt andet end fair retssag mod den skotske dronning, ført an af Elizabeths rådgiver Lord Burleigh (i Ole Lemmekes uovertrufne skikkelse), der har ét klart mål: At få Maria Stuart ryddet af vejen, så hurtigt som muligt. Dommen er faldet og nu venter landet – og Maria Stuart i sin celle – på den endelig ordre om henrettelse. Dén kan kun Elizabeth udstede – og hun er splittet mellem vejledning fra to gode rådgivere (hvoraf i hvert fald den ene har sin helt egen dagsorden), sin elsker (der også elsker Maria), en ung fanatiker, en trofast fangevogter og sin egen samvittighed.

En forestilling med lidt af hvert.
Det er et komplekst drama, der udspiller sig i Betty Nansens opsætning af Schillers klassiker – og man skal holde tungen lige i munden, hvis man skal komme sikkert igennem de mange intriger og samtidig prøve at finde ud af, hvor ens sympati ligger. Hos Maria Stuart, der selv fra fængslet ikke holder op med at smede rænker mod Elizabeth og samtidig kræver vores medlidenhed for måden, hun behandles på – eller hos Elizabeth, der med stolthed og oprejst pande har kæmpet for sit folk i så mange år.

Det er derfor en genistreg, at Maja Ravns scenografi spiller på det minimalistiske og enkle: Maria Stuarts fangehul er et klædeskab. Hoffets pompøse gemakker og lange gange træder frem som videoprojiceringer på hvide lærreder. Og Elizabeths tronrum træder frem med hjælp fra en enlig stol – lige så majestætisk som jomfrudronningen og lige så ensom på scenen.

Et andet interessant træk i scenografien er et slags ”løbebånd”, der bruges, når der skal vandres i de lange, lange gange. Desværre larmer dette ”løbebånd” så meget, når det kører, at det virker forstyrrende på selve handlingen og lige præcis så langsomt, at det er lidt svært for skuespillerne at få det til at se ud som om, de går naturligt. Et andet – desværre – forstyrrende element, er de sceneskift, der laves fra scenekanten, hvilket betyder, at sceneteknikere de første godt 45 minutter har travlt med at komme ud fra siden af scenen, løfte ting op på scenen og så forsvinde igen. Det bryder unødigt den sceniske oplevelse så meget, at det næsten ikke er umagen værd.

Kraftpræstationer på scenen.
Ser man bort fra de forstyrrende elementer i scenografien og retter blikket mod skuespillerne på scenen, er der dog kun få forstyrrende elementer. Ditte Gråbølls Elizabeth 1 er ganske enkelt skøn – som den midaldrende dronning, der både er den dygtige og egenrådige regent men også et ensomt menneske, der blot for én gangs skyld gerne vil elskes som menneske. Sidse Babbett Knudsens Maria Stuart er ligeledes fantastisk – hun har stadig den ungdommelige skønhed, Elizabeth har mistet og hun spiller på den, når hun smeder sine rænker. Men under det smukke ydre har hun bid og en hævnlyst, der kan flytte bjerge.

Ved siden af de to kvinder følger mændene trop – ikke mindst i Ole Lemmekes skræmmende intrigante Lord Burleigh. Man føler nærmest en slanges tilstedeværelse, når han snor sig om sin Dronnings trone, mens hun prøver at træffe sin svære beslutning. Han er ganske enkelt uovertruffen og med en sikkerhed i diktion og karakter, der ikke er til at skyde igennem. Finn Nielsens Lord Talbot og David Denciks Lord Leicester, fortjener også at blive fremhævet, om end Ole Lemmeke har det med at stjæle fokus, lige meget hvor godt dem omkring ham spiller. Endelig fortjener Nicolai Dahl Hamilton i den lille rolle som statssekretæren Davison, der sættes i et umenneskeligt dilemma af sin dronning.

De mange flotte præstationer på scenen til trods, kunne man godt have brugt en lidt klarere konsekvens i karakter karakteristikkerne fra instruktør Katrine Wiedemann side: Morten Eisners fangevogter Paulet svinger f.eks. fra det nærmest komisk overspillet til det standhaftige og beundringsværdige og det kan være svært at se, hvor instruktørens sympati ligger – hos jomfrudronningen eller dronningen i Tower, og det går lidt ud over den samlede oplevelse. Det er synd i en forestilling, der ellers oser af historie, af intriger og af kærlighed i flere afskygninger.