|
’Re-play’
C:ntact
Edison, Betty Nansen Teatrets Anneksscene, København
(21. april – 6. maj)
C:ntact skaber teater med de unge – for de unge. Og ’Re-play’
forsøger med udgangspunkt i de medvirkendes egne historier at holde
et spejl op foran andre unge, så de kan se, at de ikke er alene med
deres problemer. Men netop problemerne er så overskyggende i denne
forestilling, at den kun med nød og næppe styrer udenom
selvmedlidenheden.
Under overfladen
Forestillingen har undertitlen ”En forestilling om dem vi taler om,
men ikke taler med”, og dens ambition er at gå bagom
avisoverskrifterne og ind i hovederne på de folk, vi altid hører om
i nyhederne, i kulturdebatten eller i sygestatistikkerne. Således
bliver vi bl.a. præsenteret for en bulimiker, en pakistansk
indvandrerpige og en knægt fra ungdomshuset. Derudover fortæller de
9 unge medvirkende om forældresvigt, ensomhed, forvirring og det
krævende identitetsarbejde det er at finde sine egne ben at stå på.
Spejling og genkendelse
Som udgangspunkt er det en fed idé at spejle verden for de unge fra
en teaterscene. Det gør problemerne mere almene og sætter måske gang
i nogle diskussioner rundt omkring i skoleklasserne. Men det er så
sandelig også interessant for en voksen at overvære en forestilling,
der i dén grad handler om, hvor dårligt man kan have det med sig
selv. Undertegnede sidder skiftevis og tænker ’Er de virkelig så
forpinte?’ og ’Tag jer nu sammen’, for så meget elendighed er lige i
overkanten af, hvad man kan klare i én og samme forestilling. Man
savner som (voksen) tilskuer selvironiens mindre selvhøjtidelige og
favnende humor, men den hører måske snarere den mere modne alders
bredere livsudsyn til. Det er jo ungdommens privilegium – og
akilleshæl – kun at se verden i ’sort og hvid’, i ’mig og dem’.
Heldigvis tager de fleste skæbner en mere positiv drejning i løbet
af forestillingen, så man også fornemmer mod, engagement og en vilje
til selvrefleksion, ansvar og handling hos de unge. Men det
forbliver dog det centrale spørgsmål, når Ferose Larney spørger: ”De
siger, at livet er hvad man gør det til. Er det her så også bare min
egen skyld?” Den dér med at være sin egen lykkes smed er måske lige
lovlig letkøbt, når det kommer til teenageårene. Klæder vi som
forældre de unge godt nok på til livet som voksne? Er man
overhovedet nogensinde klædt ordentligt på til springet ud af
barndommen? Og kan det overhovedet foregå uden en (nødvendig)
identitetskrise?
Deres beretninger rejser mange spørgsmål, men gennemgående fornemmes
et savn af troværdige, stærke rollemodeller, som kan opmuntre og
bekræfte de unge i, at de er gode nok som de er. Og dette behov er
grundlæggende til alle tider og ikke særegent for den nutidige
generation af unge.
Stiliseret og effektfuldt
Scenografien har ensemblet lånt af forestillingen ’Ekstrem’, og den
består ganske enkelt af en grå mur med 4 stiliserede døråbninger,
hvorigennem man aner en tilsvarende bagvæg. Med enkel og effektfuld
lyssætning, ofte synkroniseret med fede beats og andre lydeffekter,
iscenesættes situationer, dans og skyggebilleder i en god og
dramaturgisk forsvarlig blanding.
Der er tale om dans af primært hip hip/mtv funk genren – og om
monologer samt indslag med live rap-optræden. Der er enkelte og
virkningsfulde arrangementer på scenen, som giver det stiliserede
præg power og scenisk gennemslagskraft. Ofte spoles nogle scener
tilbage eller frem i tiden, rent visuelt, og ’replay’ eller ’rewind’
bruges som metafor for et liv, der er gået i stå eller konflikter,
der synes uløselige. Dansen bærer desværre præg af ungdommens
generthed, hvilket er helt unødvendigt, da det både er fede ’moves’
og god koreografi, de har fået strikket sammen.
Vækker til eftertanke
Udover den obligatoriske skuffelse over forældrene er der rent
faktisk nogle tankevækkende beretninger i forestillingen. Den
pakistanske pige Sadias fortælling viser med al tydelighed,
hvorledes en ung indvandrerpige kan være splittet mellem
forældreloyalitet og trangen til frihed og selvbestemmelse. Mest
skræmmende er moderens feje spil, hvor hun under foregivelse af en
fælles familieferie, forsøger at tvangsgifte Sadia bort i Pakistan
for at dæmme op for datterens frihedstrang. Da Sadia omsider får
overtaget og af egen fri vilje ønsker at bære tørklæde, bliver hun
mødt med helt nye og uventede udfordringer. En fed og tankevækkende
pointe at vise friheden i netop beslutningen om at bære tørklæde!
Forestillingens mere ’lette’ indslag handler om nogle gutter, der
tilbringer natten i detention efter ryddelsen af Ungdomshuset. Både
iscenesættelsen og spillet fungerer fint, og med replikken ’Så
bliver vi sat i futtog, og her sidder man så tæt, at man roder med
hinandens boller’ leveres forestillingens eneste morsomme
bemærkning!
En vanskelig teaterform
Det vanskelige består i, at man på den ene side vil give de unge et
talerør, og på den anden side vil lave et kunstnerisk projekt, en
forestilling, som andre skal se. Også i voksenforestillinger ville
alt for meget navlepillende og udpenslende selvynk være trættende
for publikum i længden, hvilket jeg også kunne fornemme på de
rastløse teenagedrenge på sæderne bag ved mig. Det er instruktørens
ansvar at finde den hårfine grænse mellem teaterterapi, primært for
de medvirkende – og så den meget relevante og forsonende spejling af
verden og dens udfordringer for publikum.
Så lidt mindre af ’min-mor-sang-aldrig-godnatsang-for-mig’ og mere
af det tunge skyts, som fx forældres og myndigheders manglende fair
play. I stedet for kun at iscenesætte, eller snarere i-tale-sætte de
unges problemer, bør man måske også udfordre dem kunstnerisk meget
mere og således give dem succesoplevelser ad den vej.
|