|
”Cruise”
Teater Grob på Caféteatret.
9.feb – 8.marts.
Vejrudsigten lover stormvejr, men turen er begyndt, og kursen er
fastlagt direkte mod en malstrøm af løgne, svigt, afmagt og en higen
efter anerkendelse.
Scenen sættes.
Den Småalkoholiske, vulgære og overfladiske pelsbaron John Mauer
(Kim Bodnia), inviterer sin søn med på cruise sin luksusyacht.
Sønnen Vincent (Thomas Levin), den sympatiske, intellektuelle
bestsellerforfatter, der lige har plukket de gyldne laurbær, er blot
blevet inviteret for at give afkald på sin arv. Den skal nemlig
tilfalde faderens nye kæreste Mis (Sarah Boberg). Alt er omhyggeligt
iscenesat af John Mauers butler Bellmann (Per Scheel-Krüger).
Johns besynderlige forsøg på at få sin søns anerkendelse, ender i
denne sejltur på Øresund, på trods af varsler om storm. Og stormen
bryder ud, både indenfor og udenfor.
Faderen og sønnens mission er i virkeligheden den samme; at vinde
den andens respekt og anerkendelse, uden at afgive noget. Men deres
forskellige sprog og referencerammer umuliggør en fornuftig samtale.
Johns sprog er det økonomiske og fysiske, hvor kærlighed og penge er
nært beslægtede, imens Vincents sprog er det intellektuelle,
psykiske og verbale. Det er et cruise der er dømt til at kuldsejle
og ende i den totale afmagt.
To the point
I løbet af de blot 5 kvarter stykket varer udvikles karaktererne
fra, hvad der syntes lidt klicheagtige stereotyper, til
flerdimensionelle karakterer.
I begyndelsen af stykket står Klicheerne nærmest i kø: Eksempelvis
er karakteren John Mauer spækket med negative klicheer fra starten.
Han er stenrig storvildtsjæger fra nordsjælland, der oven i købet
tjener sine penge på at flå små uskyldige dyr og den eneste måde han
formår at udtrykke kærlighed på er tilsyneladende gennem sit
checkhæfte. Alligevel bliver billedet mere nuanceret efterhånden som
stykket skrider frem, og pludselig fatter man sympati med denne
ellers så usympatiske mand. En stor del af æren for denne nuancerede
fremstilling af mink-mogulen, skyldes naturligvis Kim Bodnias
glimrende skuespil.
Det er i det hele taget overbevisende skuespil hele vejen rundt, og
Lisbeth Burians flotte scenografi bidrager til, at det nærmest føles
som om man selv er med ombord på yachten, og vidne til dette
stormfulde familiedrama. Ærgerligt er det derfor, at illusionen af
og til brydes af besynderlige musikbidder. Det virker nærmest som om
man vil tilnærme sig noget filmisk stemningsmusik, til at underbygge
dramaet, men det mislykkes, og man undres bare.
Når alt kommer til alt er det anbefalelsesværdigt at slå et smut
omkring CaféTeatret og se dette korte, men medrivende drama om
familien Mauers familiehemmeligheder.
|
