Scenografien er en retssal holdt helt i sort. En masse sagsmapper er placeret bagved det sted, hvor den anklagede normalt placeres. Publikum er en del af denne retssal og vi hører om de sidste seks år af Ulrike Meinhofs liv, både forud for - og under retssagen.

Ulrike Meinhof og RAF
Ulrike Meinhof var en af Tysklands nyere histories mest kontroversielle personligheder og denne forestilling er et portræt af hende.
Hun og Gudrun Ensslin og Andreas Baarder grundlægger RAF (Rote Armee Fraktion) i 1986. Forestillingen omhandler Ulrike Meinhofs liv, fra hun i 1970 deltager i befrielsesaktionen af den fængslede Andreas Baader og til hun dør i sin fængselscelle i 1976, 42 år gammel. Undervejs får vi kendskab til hendes yngre dage, som journalist på et socialistisk blad. En af de ting som Ulrike og RAF protesterer imod er Tysklands benægtelse og fortielse af nazitiden, hvilket i høj grad er med til at skabe grobund for RAFs militante aktioner.
Dette portræt viser ikke kun det politiske aspekt af Ulrike Meinhof, men vi ser også mennesket bagved. Et splittet og komplekst menneske, som må sige farvel til sine to børn og verden. En person hvis oprindelige politiske projekt stod i skyggen af en fanatisk kamp, som endte med at få konsekvenser, der var det stikmodsatte af den egentlige idé med RAF.
Manuskriptet er baseret på den australske dramatiker Christopher Barnetts "Ulrike Meinhof sings" fra 1982 og dertil en del dokumentariske citater om og af Ulrike Meinhof selv.

Forestillingen er som udgangspunkt interessant og følger i kølvandet på den tyske filmbølge, som fx ”Der Untergang” og ”Sophie Scholl”. Scenografien er spændende og der er nogle rigtig gode effekter i de fragmenterede vidneudsagn, som af og til lyder henover forestillingen. Dertil er der projekteret tekst op på små skærme, med historiske elementer fra RAFs aktioner til deres fængselsophold, med sultestrejke og selvmord. Hvilket også fungerer fint.
Når det er sagt er forestillingen temmelig langtrukken og ikke vedkommende. Skuespillet virker anstrengt og forestillingen er som helhed så fragmenteret, at det er svært at holde koncentrationen. Alle stemmer er på dansk med mere eller mindre tysk accent, hvilket havde været en udmærket effekt, dersom det var gennemført – men det bliver for blandet. Fx starter en stemme med tysk accent, men jo mere der råbes – des mere dansk klinger det.

 

Mette Frank                                                                                                 Fotograf: Bjarne Stæhr