’Queer’
Camp X Aveny
5. okt. – 24. nov.

Hovedstadens nye teater, Camp X Aveny, indvies med bravur og (bøsse-) glamour i et charmerende miskmask af genrer og kunstarter. Resultatet er et forførende og sansemættet forvandlingsshow.

Først en lille advarsel: Hvis du lider af en mildere grad af social fobi eller måske bare hører til blandt den type teatertilskuere, der foretrækker at læne sig trygt og godt tilbage i den røde plysstol alt imens det store drama udspilles på den dertilhørende kukkassescene – ja, så er det en god idé at holde sig langt væk fra Kenneth Kreutzmanns ’Queer’ på Camp X. Her er intet nemlig, som det plejer. Og det er bestemt heller ikke meningen.

Vil sprænge de vante teaterrammer
Idéen bag det selverklærede samtidsteater Camp X er bl.a. at sprænge de vante teaterrammer både i form og indhold. Og med åbningsforestillingen ’Queer’ må denne del af missionen siges at blive indløst. De klassiske teaterdyder om en klart defineret begyndelse, midte og slutning er så godt som ikke-eksisterende (faktisk indledes hele molevitten med en kristen jubelsang fra Aveny-teatrets tag idet vi ankommer) og nogen sammenhængende historie skal man lede længe efter. Og nej, der er ingen siddepladser! Men pyt med det. For har man først vovet sig ind i Ida Maria Ellekildes sansemættede forvandlingsscenografi, venter der en oplevelse ud over det sædvanlige…

»Måske skulle vi rykke lidt mere ind mod midten, så vi ikke bliver inddraget i noget«, foreslår én af mine gæster, mens vi står lidt betuttede i salen og venter på, at forestillingen skal gå – rigtigt(!) – i gang. Men bedst som vi skal til at mase os igennem menneskemængden, toner en formanende kvinde (Andrea Vagn Jensen) frem på rummets mange Tv-apparater og holder en slags velkomsttale. Den er henvendt til den heteroseksuelle del af publikum og skitserer komisk en række strenge adfærdsregler for denne mærkelige del af befolkningen. For i ’Queer’ er der vendt op og ned på det ”normale”.

På oplevelsesvandring
Og så går det ellers løs: Ikke kun salen opdeles nu i forskellige scenerum, men en stor del af forestillingen foregår som en oplevelsesvandring rundt på teatret anført af en række speedsnakkende guider. Således bevæger vi os mellem teatrets rum – i værkstederne, bag scenen og udenfor teatergrunden – og samtidig bevæger vi os mellem teatrets forskellige genrer: fra videoinstallationer, kabaret, performance og rockkoncert til grotesk dukketeater, overgearede revy-indslag og selvbiografisk stand-up. Der er faktisk lidt skattejagt over det – hvor skal vi mon nu hen?

Undervejs stifter vi bekendtskab med forestillingens brogede og groteske persongalleri. Den eneste fællesnævner er, at de alle er ”Queer” i den ene eller anden forstand, hvilket skal forstås som ”anderledes” eller ”skæve” – set ud fra en heteroseksuel synsvinkel vel at mærke. Således møder vi bl.a. kernefamilien vendt på hovedet (far og søn hygger sig med madlavningen mens mor og datter leger fægteleg); og vi er med til den afgørende test-konsultation hos overlægen og ”patienten”, der brændende ønsker sig en kønsskifteoperation (overbevisende fremført af Benjamin Boe Rasmussen og Andrea Vagn Jensen); vi er til talkshow og til foredrag med den skønne trans Sandra Day med de (næsten) ægte bryster og en gigantisk blond paryk.

Kønspolitisk satire
’Queer’ er baseret på en lang række interviews, historier og cases hentet fra den virkelig verden, og der er da heller ingen tvivl om, at der ligger en klar kønspolitisk agenda bag projektet. Men hvad der let kunne være endt som en tung politisk enetale ender heldigvis med at blive en veloplagt kønspolitisk satire med stor underholdningskraft.

Jovist skinner forestillingens grundholdning da tydeligt igennem med drøje hug til kernefamilien og samfundets ekskluderende konformitet. Men ligesom i de bedste britiske sketch-shows udstilles autoriterne kærligt uden løftede pegefingre. Personerne i ’Queer’ er flamboyante excentrikere, men de er også udstødte og alene. Og i dette tragikomiske krydsfelt opstår der en meget vedkommende humor.

Blandt aftenens absolutte højdepunkter er Ulla Henningsens melankolske fremførelse af ”Both sides now” under en hate crime-scene mod forestillingens slutning. Det er på én gang smukt, trist og rørende. Med scener af denne kaliber er man villig til at sluge, at forestillingen andre steder mangler lidt timing og rytme.

Man forlader Camp X Aveny sansemættet og alligevel i vældig party-stemning. Mhh..., gad egentlig vide hvor Sandra Day køber sine parykker…

 

Ulla Henningsen