|
Populærkulturens overfladefællesskab dyrkes,
udstilles og opløses i Camp X’s speedede og uforudsigelige
ironisering over Europas demokratiske tilstand. ’Demo-Crazy’ er
simpelthen så vidunderlig pinlig, at man bare må overgive sig.
Først er det sjovt. Så bliver det lidt pinligt
et stykke tid, hvorefter det mest af alt bliver rodet, højrøstet og
underligt. Og så er der en slags pause efterfulgt af flere
underligheder indtil det mod slutningen igen bliver pinligt. Men nu
har pinligheden antaget en meta-pinlig karakter. Og den er sjov.
Rigtig sjov. Forvirret?
Handlingen i ’Demo-Crazy’ lader sig umuligt
reducere til et bare nogenlunde overskueligt format. ’Demo-Crazy’
rummer nemlig slet ikke en handling – i hvert fald ikke i
traditionel forstand – men fungerer som et excentrisk
oplevelsesshow, hvor det ene pinlige og bizarre
underholdningsindslag konstant overtager det næste. Eneste
fællesnævner for de skæve indslag er, at de alle i en eller anden
forstand relaterer sig til en fælles europæisk referenceramme.
Europahymnen på blokfløjte
Aftenens første skævert er lagt i hænderne på Søs Egelin (der på
bedste skabagtige vis endnu engang får cementeret sit vidunderlige
komiske talent). På blokfløjte hakker hun sig igennem Europahymnen
foran den stjernemalede blå/gule scenografi, der på én gang vækker
associationer til EU’s topmøder og til en discountudgave af
Eurovisionens melodi grand prix. Ikke én tone klinger rent. Ja, så
er niveauet da lagt, tror vi. Men det bliver værre endnu. Meget
værre.
Således fortsætter forestillingens første akt
med genhør af diverse grusomt falskklingende grand prix-slagere (her
kan man vinde vodka, hvis man gætter det rigtige land), vi får
præsenteret "postkort" fra de forskellige lande, vi får testet vores
viden om EU-lande og der afvikles hjernedøde game
shows alt imens vores fire værter blander hæslige drinks til
os under titlen "Elite" og "Folkestyre".
En slags mening med galskaben
Intentionen bag de gakkede indslag er at kaste lys over vores
fælles europæiske identitet og bagage; at skabe »en større
bevidsthed om, hvad det er for en verden vi faktisk lever i«, lyder
den næsten parodisk selvhøjtidelige forklaring i det vedlagte
pressemateriale. Og havde det ikke været for den overraskende
drejning, der finder sted mellem 1. og 2. akt, ville ’Demo-Crazy’
snildt kunne affejes som en sjov, men dybest set ligegyldig og
overgearet omgang selvsmagende underholdningsteater.
Drejningen begynder faktisk allerede inden 2.
akt går i gang. I pausen spørger Gry Guldager Jensen os (og nu med
en alvor i stemmen), om vi ikke nok vil blive i salen og høre hendes
foredrag om EU. Men nej, gu’ vil vi da ej. Og én efter én må vi
liste forbi hende ud i loungen, hvor vi kan nyde vores pausedrink
alt imens Bo Madvig (iført et af sine fantastiske glamour-kostumer)
danser en intetsigende dans.
Hermed sætter forestillingen sig selv og sin
egen ligegyldighed i meta-komisk relief ved at fortælle os: »Ja, vi
ved godt, at det I har overværet indtil nu er en omgang
CRAP – men det er jo tilsyneladende det,
I helst vil have!«. Og denne pointe
gennemsyrer samtidig hele 2. akt, der for så vidt er lige så
åndssvagt som første, men som nu rummer en tyngde, der gør aftenen
det hele værd.
Så var der måske alligevel en form for mening
med galskaben, tænker man, bl.a. imens Benjamin Boe Rasmussen giver
den gas som foredragsholdende kiwi(!), der i irritation over sine
Reumert-liderlige medspillere smider dem ud én efter én, hvorefter
han fremfører den "seriøse" demokrati-forestilling alene på scenen.
En original bedrift
Med ’Demo-crazy’ har den dansk/islandske kunstnergruppe,
Mindgroup, begået en modig og dybt original bedrift, der utvivlsomt
vil dele vandene imellem sig. Med pinlighedsæstetikken som dramatisk
motor sættes den overfladiske underholdningskultur til tælling
samtidig med, at forestillingen på glimrende vis ironiserer over sig
selv som underholdningsprodukt.
’Demo-crazy’ er således ikke en forestilling om
EU, Melodi Grand Prix og demokrati, men et selvironiserende
meta-show, der accentuerer underholdningsbegrebet som et moderne
vilkår for kommunikation. Og vist peger forestillingen i mange
retninger (og også for mange). Men dette opvejes til fulde af
den meget levende form, der er så sprængfyldt med energi, og af
skuespillerne, der ikke er bange for at være dybt pinlige, når det
er det, der skal til.
Herfra falder der fire masker – og så lige én
ekstra. For sjældent har jeg været så pinligt berørt og rasende godt
underholdt på samme tid. Og hvad skyldes det så? Ja, lad os bare
kalde det Camp X-Factoren.
| 
