|
'Hamlet'
Det kgl. teater
Det nye skuespilhus
(16. feb. - 11. apr)
Nicolas Bro er fænomenal som den forpinte danske Prins Hamlet i
Det Kongelige Teaters opsætning i det nye Skuespilhus: Vred,
ulykkelig, forvirret og desperat i sit forsøg på at finde hoved og
hale i sit liv og i den verden, der løber løbsk omkring ham. Det
lykkes desværre ikke for ham (som vi ved). Desværre lykkes det
heller ikke instruktør Alexander Mørk-Eidem at gøre klart, hvad det
helt præcis er, han vil med sin Hamlet.
Det starter godt…
Én af Shakespeares ynglingspointer er, at skuespillet spejler livet
og at livet blot er en scene, hvorpå vi alle spiller vores rolle så
godt vi nu formår. Og præcis dén præmis har instruktør Alexander
Mørk-Eidem klogeligt brugt som udgangspunkt for sin
Hamlet-opsætning: De medvirkende indtager i nutidige kostumer deres
pladser samtidig med publikum i spændt forventning over den
festforestilling, de skal til at se. Også Danmarks Konge og Dronning
deltager naturligvis i festlighederne.
Ja, alle deltager. Alle på nær Hamlet.
Han kommer væltende ind med en pose dåseøl i favnen, sætter sig
surmulende, halvfuld og skulende på sin plads og bedst som Kongen og
Dronningen har gjort deres entré og begyndt deres hyldesttale til
det nye Skuespilhus (skrevet til lejligheden af Nils Brunse)
eksploderer han med et brøl ind på scenen, så talerstolen flyver.
Kongen og Dronningen fortrækker sig skyndsomst og overlader scenen
til Hamlet, der vrænger den store ”At være eller ikke være” monolog
(der er blevet rykket væsentligt frem ifølge det oprindelige
manuskript) ud over publikum. Den rammer med en enorm kraft og
sætter hjulene i gang på tragediens uundgåelige vej mod afgrunden.
Herfra går det, som det altid går i Hamlet: Prinsen af Danmark møder
sin fars genfærd, lægger sin plan om at afsløre sin onkel – nu
Danmarks konge og gift med sin brors enke – som sin fars morder, gør
Ofelia ulykkelig og foregiver at være sindssyg.
Alt imens dette finder sted, sker der samtidig en diskret men
markant forvandling af skuespillerne: Fra det øjeblik Hamlet
beslutter sig for at spille gal, forvandles hans (og alle andres)
påklædning gradvist fra det nutidige til det elizabethanske, for i
det øjeblik hvor Hamlet kommer til at slå Ofelias far Polonius ihjel
at gå over til rent elizabethanske kostumer.
Flot og finurlig
Det er en fantastisk flot og finurlig måde at trække forbindelsen
mellem fortiden og nutiden på og derved understrege stykkets
udødelighed og universalitet. Samtidig rettes skuespillet også
mindre ud mod publikum, der bliver hjælpeløse tilskuere til
tragedien og i stedet mere ind i sig selv.
Dette brud understreges ydermere ved, at den nære og intime
scenografi, der har været der siden stykket startede som en spejling
af tilskuerrummet – i det øjeblik hvor Polonius myrdes – bliver
trukket helt tilbage i det store scenerum og i stedet efterlader et
stort, mørkt, uhyggeligt gabende tomt rum. Det har en effekt, der
mest af alt kan sammenlignes med, at man en vinterkold morgen uden
varsel får revet en varm og tryg dyne af, så man føler sig udsat,
nøgen og sårbar. Og man er slet ikke i tvivl om, at handlingen på
scenen har taget en ny og uigenkaldelig drejning mod den endelige
tragedie.
Unødvendigt show-off
Dét er flot og virkningsfuldt og ligeså spændende er det, at denne
mere ”klassiske” spillestil fortsætter efter pausen i det store,
tomme scenerum. Tomt, vel at mærke på nær nogle – undskyld mig –
decideret grimme blomsterdekorationer, der ikke rigtig lader til at
have anden funktion end at fylde lidt ud, give Ofelia nogle blomster
til sin vanvidsscene og så ellers spærre for udsynet, når
skuespillerne står lidt langt tilbage på den enorme scene – som vi i
øvrigt også liiige skal se hvad kan, når det kommer til teknisk
udstyr og fine hæve-sænke gulve. Det er flot, ingen tvivl om det,
men det fjerner desværre opmærksomheden fra skuespillet.
Hertil er det hele såmænd så godt, som man kunne ønske sig – måske
lige med undtagelse af den stadige forundring over, at Hamlets gode
ven og eneste fortrolige, Horatio, i denne udgave er blevet til en
stor grå plyskanin, der tydeligvis kun eksisterer i Hamlets fantasi,
hvilket unægtelig gør det svært at tro andet, end at Hamlet i
virkeligheden er gal og slet ikke spiller skuespil, som han siger
han gør.
Da kaos brød ud og alt blev helt stille
Det rigtig forstyrrende indtræffer imidlertid hen mod slutningen af
forestillingen, hvor Hamlet vender tilbage fra England og pludselig
står overfor Ofelias grav. Dét er åbenbart for meget for Hamlet,
eller nok rettere for instruktøren, der – tilsyneladende – har
tænkt, at ”nu skal der lige ske noget igen: Pludselig afbryder
Hamlet sig selv og spillet med ordene ”Hold op, nu vil jeg ikke
mere!”, hvorefter han vender tilbage til den direkte taleform til
publikum og i øvrigt begynder at væve rundt i sin tidligere snak om
skuespilkunstens formål fra 1. akt, da en oversminket,
falden-på-halen-agtig karakter kommer ind for at bebude, at Hamlet
er ønsket ved hoffet.
Det er lige præcis hér det hele bliver lidt rodet, for fra dette
øjeblik og frem bliver det hele mere forvirrende end sammenhængende:
Bedre bliver det ikke af, at den sidste dramatiske scene –
fægtekampen mellem Laertes og Hamlet – bliver druknet i balloner og
glimmer-konfetti, der skydes ud over scenen som om vi befandt os ved
en af de amerikanske præsidentkandidaters sejrsfester. Det er
umådelig synd og ærgerligt.
Det værste er dog øjeblikket, hvor den døende Hamlet med sine sidste
kræfter kalder på sin trofaste Horatio og – i denne forestilling –
kun finder en lille grå plyskanin han kan kramme og derpå med rette
stønne sine sidste ord: Resten er tavshed. For uden en ”virkelig”
Horatio, så er alt vitterlig stilhed, når Hamlet og resten af det
danske hof ligger døde hen på scenen.
Det er Horatios opgave, ikke blot at være Hamlets eneste sande ven
igennem hele hans mareridt. Det er også ham, der af Hamlet bliver
bedt om at føre fortællingen om det, der er sket, videre. Som den
eneste overlevende blandt hovedpersonerner, er det alene Horatio,
der kan bære vidnesbyrd om det, der er sket og sørge for, at det
ikke bliver glemt.
Og er der ingen Horatio, så er der ingen til at fortælle historien
videre – og det ville da være ærgerligt. Ligesom det er ærgerligt at
en forestilling, der begynder med konsekvens og målrettethed,
efterlader en siddende måbende og undrende i de fine nye stole i dét
nye skuespilhus, der skal bringe teatret ind i fremtiden…
Forestillingen får 4 ud af 6 masker – men i hvert fald de to af
maskerne er ene og alene Nicolas Bros!
|