|
Nøddeknækkeren
Af Pjotr Tjajkovskij
Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Spilleperiode: 4. december 2008 – 4. januar 2009
Juletravlheden har meldt sig over Danmark. Vi aser og maser for at
nå metroen på vej til årets julegaveindkøb. Et tiltrængt pusterum,
en vej ind i en fortryllet verden eller et gensyn med en gammel ven,
venter dig på Kongens Nytorv.
Teatermagien, eventyret og den udødelige musik fra orkestergraven er
nok til at overvinde selv den mest juletrætte og ”Scroogede” person.
Der er intet andet at gøre end at læne sig tilbage og lade magien
fra Drosselmejers tryllebog langsomt snige sig op på én.
Publikum bliver budt inden for gennem det sprossede vindue til
familien Stahlbaums julefest, hvor Drosselmejer og nevø er med som
gæst. Drosselmejer er ikke blot en tryllekunstner og dukkefører.
Nej, det er ham, som styrer hele historien. Det er ham, der sætter
tingene i gang.
Det er Drosselmejer, som giver nøddeknækkeren til Clara; og ham, der
skaber splid mellem hende og broren Fritz. Børnene hiver og slider i
den stakkels træfigur, hvilket ender med, den går i stykker.
Drosselmejers nevø reparerer nøddeknækkeren og vinder Claras hjerte.
Julenat lader Drosselmejer magien hvile over Claras værelse, og da
klokken slår tolv, bliver der vendt op og ned på virkelighed og
fantasi. Legetøjet bliver levende, og Clara bliver tryllet mindre,
så alle møblerne på hendes værelse nu er kæmpestore.
Der bliver spillet på alle teatermaskinens tangenter. Scenografien
er iderig, kostumerne sjove og lyssætningen er som taget ud af en
Walt Disney tegnefilm. Der er gang i røgmaskinen, og ildspyning og
musikken fra orkestergraven hvirvler danserne over scenen som lette
blade fanget i en blid vind.
Kampen mellem Musekongen og nøddeknækkeren er uhyggelig og
mareridtsagtigt, hvilket blev lidt for virkelig for en lille dreng
bag mig. Han blev skræmt og hviskede til sin farmor, at nu ville han
gerne hjem; hvortil farmoren spurgte: ”Er du bange for musen?” –
”Nej, manden med hatten”. Det var altså nøddeknækkeren med sin maske
og spidse hat, der havde skræmt den lille dreng. Jeg kan forestille
mig, andre små teatergængere også vil have behov for at holde fast i
farmors hånd under denne magtkamp mellem det gode og onde.
Clara og Nøddeknækkeren, der er Drosselmejers nevø i forklædning,
undslipper Musekongen. Men, de fanges i en snestorm, hvor de bliver
væk fra hinanden. Drosselmejer kommer den forfrosne Clara til
undsætning og tager hende med i sin luftballon til Sukkerslottet.
I pausen undrer min ledsager og jeg os over, hvorfor man vælger at
sætte Campari smagsprøver i børnehøjde. Bagefter fortæller jeg min
ledsager om julestuen på Gamle Scene, som jeg deltog i tidligere på
dagen. Det er et fint initiativ at åbne op for publikum. Men der
skulle nok arbejdes lidt på aktiviteterne. Det er ikke nok at lade
julemanden trisse rundt alene og vise gæster ud på balkonen.
I andet akt kommer Clara og Drosselmejer til Sukkerland, hvor selv
den mindste bismarcksklump stiller op til dans. Det er virkelig
genialt fundet på at bruge alle de balletbørn i denne opsætning af
Nøddeknækkeren. Det går lige i hjertet, både på børn og voksne. Som
i 1. akt er der fart over tingene. De skiftende numre i
Drosselmejers cirkus gør at der hele tiden sker noget nyt.
Så kommer vi til pas de deux’en, som med voksne øjne er meget smuk,
men fra børnehøjde er meget, meget kedelig. Tempoet sænkes, og
kærlighedsdansen udspilles. Det bliver lidt trægt i længden, så
børnene i salen liver op igen, da den store fest begynder, og både
aber, kineser, kosakker og en, efter min mening, lidt mystisk
placeret kæmpekanin fylder scenen med farver, varme og glæde.
Når alt kommer til alt, forlader jeg og min ledsager Gamle Scene med
et stort smil om munden og varme hænder.
|