Revy 09 – Så længe kronen holder
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store scene
Spilleperiode: 29. maj – 5. juli 2009

Hvad tænker de dog på i Det kongelige Teaters skuespilafdeling? I teorien lyder det meget godt at tage fem velsyngende skuespillere, putte Niels Olsen i instruktørstolen  og sætte dem til at lave en revy. Men praksis og resultatet er en hel anden historie.

Forestillingen bliver en anelse forsinket på grund af kaos ved billetskranken. Der er ikke helt styr på proceduren for udleveringen af billetter, og de ansatte virker ikke klædt godt nok på til at løfte opgaven.

Det er andet år, Det Kongelige Teaters skuespilafdeling prøver sig med den kulørte revygenre, og nu hvor det faste ensemble er på vej på sommerferie, hives nyt liv på scenen, hvilket i sig selv er forfriskende.

Dette sommershow eller variete, som det nok nærmere minder om end revy, som vi for eksempel kender fra Cirkusrevyen, har meget muligt sommerens mest velsyngende ensemble. Men når det er sagt, så er der desværre ikke meget andet at komme efter.

Første akt hænger. Der mangler timing, og numrene er meget træge. Publikum bliver ikke rigtig hevet med, hvilket nok er fordi spillet ikke når ud over rampen. Det sidste nummer inden pausen er et gospelnummer, som dog får vækket lidt liv i salen.

Skuespillerne gør hvad de kan for at få gang i festen. Men da teksterne kører lidt for meget på dårlige ”hjerte/smerte-rim”, og indholdet ikke rigtig rykker ved noget, så er det et meget svært projekt at komme igennem med.

Tammi Øst giver den både som lille-pigen, der synger om finanskrisen, og som ældre dame i rullestol og med styrthjelm, der har det hårdt på plejehjemmet. Henrik Koefoed sælger meninger som en anden Hr. Schwann og er superhelten Pytmand, som løser problemet med den globale opvarmning. Jens Jacob Tychsen forsøger sig med fedme-kostume, og sammen med Anne Vester Høyer leverer han en parodi på jetset-parret Erik og Anni.

Jeg registrerer, at enkelte af de personer, som sidder foran mig, flere gange må tage deres mobiltelefon frem for at tjekke tiden eller lignende, hvilket jo er et klart signal at sende, nemlig at de keder sig og håber, det snart er slut.

Jeg savner noget satire med noget mere kant på. Det er simpelthen for pænt at se på. Det er meget pussenusset og stuerent, og det gør ikke en kat fortræd. Der bliver ikke så meget som kradset i overfladen. De samfundskritiske kommentarer hænger som små sæbebobler i luften, der gerne måtte springes, men som blot flyver til vejrs.

Kurt Ravn er den folkekære danske skuespiller, som er blevet tvunget til at deltage, hvilket han selv siger på scenen med et smil på læben, så er der nogen der ikke kan lide det, se ser, er det ikke hans skyld. Forud for dette har han givet den som sambaspillende hippie i et nummer med omkvædet alt bliver bedre for Fogh er i NATO. På dette tidspunkt tænker jeg selv, at det vist ikke kan blive værre. Men, nej. Jeg tog fejl. I et nummer om Københavns mangfoldighed bliver man som publikum trukket igennem ”ukulele-helvedet”, hvor de fem medvirkende, samt orkestret, på ukulele spiller de samme tre akkorder i en uendelig lang sang med meget korte vers, hvilket betyder at omkvædet kommer rigtig tit, og man bliver nærmest hjernevasket med teksten Vi ku’ du ku’ spille ukule.

Det eneste, der er tilbage at sige, er, at nu holder kronen ikke længere.