|
’Completely
simultaneously’
Entré Scenen
24.oktober- 4.november
’Completely simultaneously’
vrider armen om på forestillingskonventioner og sceniske
spilleregler. Som tilskuere er vi udsat for momenter, scener
og sekvenser, der giver os ovenud rig mulighed for at være aktivt
betydningsskabende i dette værk, WEGO har skabt.
Hvad er det, du som tilskuer møder? Hvad er det, WEGO er gået efter?
Det korte svar er: Mange forskellige oplevelser! Vi har bevæget os
ind i Entré Scenens blackbox til en forestilling der kombinerer dans
og musik. Så langt så godt. For her stopper forudsigeligheden…
Impulsleg mellem musik og dans
Forestillingens åbning er fyldt med en blød behagelig melodiøs
underspillet musisk indføring i forestillingens ukonventionelle
genre. WEGO leger. Med modsætninger af auditivt og visuelt udtryk.
Dansere svæver, mens musikken dundrer. Modsætninger i lyd. Fine
klokker overfor tung aggressiv bas.
Gennem forestillingen impulsstyrer og manipulerer, understøtter og
forlænger musikere og dansere gensidigt hinanden i improvisatoriske
scener: Hvem fanger hvem, hvem eftertragter hvem, hvem er inde og
hvem er ude? Det er muligt at genkende betydning i mange af
dansescenerne.
Danserne dirigerer musikerne individuelt, musikerne skulpterer
danserne. Ensemblet leger med modsætninger i tempo, lys-mørke, mand-
kvinde, stilstand- bevægelse.
WEGO udfordrer og udforsker alle mulige kombinationer af stemmebrug,
dans, musik, lyssætning, solodans-band, udskillelse af danser
overfor resten af ensemblet. De har været hele paletten rundt i
skabelsen af dansekoncerten.
For meget materiale
I sekvenser synes det
dog, at ensemblet har valgt at vise for meget af deres materiale.
Især i starten af dansekoncerten bliver dansen i sekvenser til
demonstration af leg. Det ville måske fungere, hvis der var flere
markante betydningslag i dansernes indbyrdes spil. Enkelthed i det
fysiske udtryk, energetisk opbygning og fiktionel betydning
udelukker jo ikke hinanden. Demonstrationen bæres igennem med for
spinkle midler, så starten af dansen bliver for flad.
Det virker som om musikkens og dansens ligestillelse indimellem
spænder ben for kvaliteten i den artistiske udførelse.
En anden indledende ”øvelse” er dansernes leg med at underbygge og
kontrastere musikken ved koreografi blandt musikerne og
instrumenter. Her bliver intentionen om sammensmeltning af
kunstarterne fremtrædende. Udtrykket demonstrerer en konstrueret
intention frem for at pege på betydningen af den.
Så sker der noget
Så endelig tager bandet fat på at udfolde sig – stærkt – i den
rockede ende. Musikerne viser gennem hele forestillingen deres
interessante spændvidde fra blød, fortællende jazzguitar til voldsom
rå funk-rock.
Så overtager dansen. En af de smukkeste dansesekvenser i
forestillingen implicerer som hovedperson Kirstine Kyhl Andersen og
samtlige øvrige performere. Kvinden motiveres, befordres og bevæges
på skift af de mandlige performere. Kvindens reaktion på
manipulationerne er seværdig.
Sekvensen er et eksempel på, at ensemblet er på højde med dets egne
ambitioner. At de fælles, i en fastlagt koreografi, med musikere og
danseres sammensmeltning skaber en homogens i et samlet scenisk
udtryk. Samtidig er det en smuk betoning af performernes
individuelle artistiske kvaliteter.
Lyset som ligestillet scenisk
element
Nu træder lyset i karakter som ligestillet mod- og medspiller i en
uddybet iscenesættelse af rummet og musikken. Trommeslageren,
enkeltstående belyst, spillende - fastholdes visuelt som et
kunstværk i kunstværket. Smukt. Musikerne står som nodeskulpturer i
svag belysning.
Et mørkelagt bands kvaliteter fremhæves af det manglende lys. Svagt
bagfra belyste dansere udgør kulisse til den mørkelagte lyd. En
musiker leger med gestaltning af egen musik i form af et kattedyr.
En danser overtager dyret og udfordrer nu musikken med sit spil.
Så sker der virkelig noget
WEGO vender op og ned på de sceniske elementers roller. Der er
nærmest ikke det modsætningsforhold ensemblet ikke når at integrere
i det sceniske forløb.
Når ensemblet tør at udfordre skellet og ligheden mellem danserne og
musikerne engageres de – og vi som publikum. Musikerne befinder sig
pludselig ”afklædte”, i hvert fald omklædte, som dansere, og hvad
stiller de op? De stiller op til de bedste sceniske oplevelser denne
aften. Musikerne begynder at
træde i karakter som dansere. Det er interessant. Og endnu mere
interessant bliver det da danserne Kirstine K A og Christos
Papadopoulos overtager instrumenter og ved dette greb skaber
egentlig fokus på musikerne, som nu har taget dansernes roller.
Alt i alt er forestillingens absolutte sublime øjeblikke, når
musikerne bliver dansere og omvendt. Artisternes udvidede
gestaltning tilføjer og revitaliserer i den grad værket.
Forestillingens højdepunkt på alle
artistiske planer er uden tvivl da Christos Papadopoulos henimod
koncertdansens afslutning komponerer og dirigerer danserne og
musikerne. Et værk i værket skabes her live.
Her er det sceniske nærvær hos artisterne via deres uforbeholdne
improvisatoriske nærvær så intenst, at WEGO åbner døren til
selvforglemmelsen. Fornemt, ikke nemt.
Anbefalingen lyder: Go for WEGO.
Artisterne udstråler, at der er meget mere fandenivoldsk skaberkraft
hvor det kommer fra…
|
