”Othello”
Mungo Park
Spiller frem til 15. marts 2008 på Mungo Park
På landsturné i April – se www.mungopark.dk

Præmissen for Shakespeares grumme tragedie Othello fremstår klart og tydeligt i Mikkel Flyvholms instruktørdebut på Mungo Park, hvor had, mord og bagtalelser udgør hovedingredienserne. Desværre bliver det hele lidt for unuanceret i længden.

”Jeg … HADER … moren!” Jago – manden bag udtalelsen – HADER! Det er det hele – og hvorfor hader han? Jo, han føler sig forbigået. For en anden har fået den stilling ved hærføreren Othellos side, som han, Jago, rettelig burde have haft. Og den fejltagelse skal komme Othello dyrt at stå, for man går ikke Jago imod i hvert fald ikke ustraffet. Og slet ikke Mikkel Arndts levendegørelse af denne, en af verdensdramatikkens nok mest usympatiske skikkelser: Jago iscenesætter sin hævn, en hævn der er grusom, ondskabsfuld og ikke mindst meningsløs. Den rammer alle omkring ham – hvilket nok var lidt flere end Jago først havde beregnet.

Men ”skidt nu med det” er det næsten som om man kan høre ham sige – og bringer Othello frem til sin rigtige Shakespearske afslutning: Fire ud af fem hovedpersoner ligger døde hen, mens den sidste – vores playmaker – står tilbage med et selvtilfreds og djævelsk smil på læben og ikke mindst i øjnene. Hvad det hele startede med står ikke så tydeligt længere, men han fik bevist hvordan man ved at placere de rette hentydninger og fordreje de rigtige ord, også kan fordreje folks opfattelse af en ellers klokkeklar sandhed – hvilket visse andre verden over på storpolitisk plan også har bevist inden for de sidste par år.

I Shakespeares ånd
Rent scenisk er det en befrielse, at Mungo Park har valgt at spille Othello som Shakespeare skrev den – bearbejdet og nyoversat, men uden de til tider ildevarslende ord ”frit efter” tilføjet før dramatikerens navn. Selve handlingen udspilles i en minimalistisk og næsten klinisk hvid scenografi, med kig til hvad der sker bag scenen igennem store plexiglas skærme. En interessant løsning, der giver rigelig plads til at lade fantasien og Shakespeares egne ord mane billederne frem i tilskuerens bevidsthed.

De stiliserede Elisabethanske kostumer henleder opmærksomheden på skuespillets historiske ophav, men understreger samtidig stykkets tidløsheld. Og at stykkets temaer og fremstilling af menneskets motiver tilsyneladende er evigt aktuelle, kan der ikke herske megen tvivl om – beklagelig vis.

Så vred så vred
Beklageligt er det desværre også at måtte konstatere, at Mungo Parks Othello ikke er den mest slagkraftige af slagsen. Især kunne en del elementer i personinstruktionen have været løst anderledes og mere tilfredsstillende: I særdeleshed fremstår Othello (Kasper Leisner) ikke som den kraftfulde skikkelse, han bør være. Han er for blød og blåøjet (i mere end én forstand, for den mørke morer har de klareste blå øjne) og han går alt for hurtigt fra at være den trofaste elsker til den jaloux og paranoide ægtemand. Og så er han så vred, så vred og meget ophidset, hvilket giver sig til udtryk i en hel del råben og højlydte udbrud. Det bliver ganske enkelt for meget og for unuanceret.

Kun Jagos hustru Emilia (Kitt Maiken Mortensen) giver sin ægtemand rigtig modspil og hun er i den grad med til at give afslutningen af forestillingen et dramatisk og tragisk islæt, der lægger sig som en dyne over tilskueren i det lille scenerum.

På trods af sine fejltrin er Mungo Parks Othello et interessant møde med både Shakespeare og med stykkets højaktuelle bevis på (det velvalgte) ordets magt, der giver noget at tænke over på turen hjem med S-toget fra Allerød.

 

Mikkel Arndt som Jago