The Phantom of the Opera
Af Andrew Lloyd Webber
Det Ny Teater – Store Scene
Spilleperiode: 16.  januar -  24. maj 2009

Forpustet Fantom, knas med teknikken og lidt for meget accent i de store ensemblenumre – det kan I gøre bedre.

Jeg havde set frem til denne aften, da jeg mener, at musikken i The Phantom of the Opera hører til blandt de bedste musicals. Stemningen på Det Ny Teater, med sin miniatureudgave af Opera Garniers trappe gør, at teatret er en god kulisse for historien om den vansirede og udstødte komponist.

Gaston Leroux’ trekantsdrama, spundet rundt om Fantomet og Christine, som han elsker, og den fornemme Raoul, som hun elsker, er en trist, men smuk fortælling.  Akkompagneret af musikken af Andrew Lloyd Webber og en gang teatermagi bliver fortællingen om Operafantomet til en sand musicalklassiker.

Andrew Lloyd Webbers musik til The Phantom of the Opera er bygget op om en række ledemotiver, som er gentagne musikpassager, der bruges til at præsentere og følge en given karakter.

Et eksempel herpå er Fantomets kromatiske ledemotiv, som opleves første gang i prologen under auktionen, når lysekronen forlader scenen og hejses op i loftet. Fantomets ledemotiv høres flere gange i løbet af musicalen, og det er med til at understrege Fantomets sindsstemning ved at skifte toneart eller tempo.

Overgangen fra prologen er, efter min mening, en af de bedre scenografiske løsninger på, hvordan man kan vise forandring i tid og rum. Når lysekronen forlader scenen og hejses på plads i loftet, bliver publikum taget adskillige årtier tilbage.

Scenografien i The Phantom of the Opera er i det hele taget imponerende, og der er helt sikkert udtænkt kreative løsninger for opbevaringen af den, eftersom Det Ny Teater jo ikke har de samme dimensioner til rådighed som for eksempel Det Kongelige Teaters Opera. Der kan man jo bare køre hele scenografier frem og tilbage. Scenen, hvor Fantomet tager Christine med til sin bolig i katakomberne under Opera Garnier, og den nok mest kendte melodi ”The Phantom of the Opera/Operafantomet” synges, er meget stemningsfuld og yderst imponerende. Man tror på, at Fantomet og Christine sejler gennem diset under Opera Garnier.

Desværre blev intensiteten afbrudt, lige som Christine vågner efter at havet overnattet i  katakomberne, da scenetæppet går ned, og en stemme i højtaleren fortæller at der er tekniske  problemer, men at man håber at kunne fortsætte forestillingen snarest. Det minder lidt om den besked, man får i Metroen, når der er problemer.

Lyset tændes i salen, og alle får en lille ekstra pause på en fem minutters tid.  Jeg registrerer, at damen ved siden af mig siger til sin ledsager at hun ikke helt er med på, hvad der foregår, og derfor lige må tjekke programmet for at finde handlingen.

Hmm, det er jo ikke godt, hvis publikum ikke er med. Det kan der være mange grunde til. Men den største grund er klart, at der er hyret mange internationale kunstnere til opsætningen, mens forestillingen synges på dansk. Det var i bund og grund meget svært at forstå, hvad der blev sunget af disse ellers sangbegavede kunstnere.  Jeg tænker, det måske næste gang vil være værd at overveje at bruge de originale tekster, frem for at bruge energi på at lave en dansk oversættelse. 

Forestillingen genoptages, og der spoles tilbage til Christine, der vågner i katakomberne, mens musikken igen toner frem fra orkestergraven. Der er ingen tvivl om, at musikerne i orkestergraven er professionelle og bliver dirigeret flot af Per Engström. Det er en meget flot musikalsk fremførelse.

Det er ikke blot scenografien og musikken, som fungerer som den skal. Kostumerne bærer klart deres del af handlingen, lige fra Fantomets halvmaske til Carlottas store og tunge divakjole.

Det er dog ikke meget som Det Ny Teater selv har kunne præge denne forestilling, da den er købt som en færdig pakke af Andrew Lloyd Webbers firma The Really Useful Group.

Det Ny Teater måtte endda igennem en større modernisering af scenegulvet for at blive godkendt til at opføre The Phantom of the Opera, ligesom at alle større roller er besat efter godkendelse fra The Really Useful Group.

Pakkeløsning eller ej, så er det ikke en lille opgave at opsætte en musical som The Phantom of the Opera, der involverer mange professionelle kræfter både på og bag scenen; og denne opgave løfter Det Ny Teater.

Men, det tager mere end fantasifuld scenografi og en velspillende orkestergrav til bære denne fortælling ud til aftenens forventningsfulde publikum. Grundstenene er, at de sangmæssige præstationer sidder lige i skabet - også selv om vi er midt i spilleperioden.

Fantomet, denne aften spillet af Flemming Enevold, var noget forpustet i sin sang og gibbede til tider efter vejret, hvilket ikke kom til så godt udtryk i mikroporteren. Hans skuespilmæssige fremstilling af Fantomet understregede fint den mørke og farlige side i personligheden, men jeg manglede at den blide forelskelse i Christine kom bedre til udtryk.

Christine, denne aften spillet af Teresia Bokor, virkede ikke helt oplagt i forestillingens første akt. Men i andet akt gav hun en udmærket fremførsel af ”Var du bare her hos mig igen/Wishing You Were Somehow Here Again”. Hun voksede med opgaven. 

Aftenens forestilling bar i det store hele præg af, at det hele var blevet lidt for rutinepræget, og noget af gejsten var gået af ensemblet. Det virkede blot som ”just another day at the office”. Men, for mange af publikumet var dette deres første møde med Det Ny Teaters The Phantom of the Opera.

Personligt gik jeg hjem med en følelse af, at mine forventninger til aftenens forestillingen ikke helt blev indfriet. Det kan selvfølgelig tænkes jeg havde sat dem for højt.