Sommer i Tyrol

nyoversat og gendigtet af René Vase og Jannik Fuglsang
Odense Teater – Store Scene
Spilleperiode: 6. maj – 14. juni 2008

Vi befinder os i Østrig på hotel ”Den Hvide Hest” i perioden mellem 1. og 2. Verdenskrig. Den muntre og joviale tjener Leopold er ulykkeligt forelsket i hotelejeren Maria Gabriela Josepha, men hun værdiger ham ulykkeligvis ikke megen opmærksomhed. Gabriela er mest af alt interesseret i den let blaserte sagfører Siedler, der er hidkaldt til hotellet for at mægle i en strid om undertøj og bukseknapper, som verserer mellem buksefabrikanterne Otto Brockmüller og Sigismund Sülzheimer. Sagfører Siedler er slet ikke interesseret i Maria Gabriela Josephas tilnærmelser. I stedet forelsker han sig i Otto Brockmüllers datter, og det lykkes parret at narre den knarvorne far og holde adskillige hemmelige stævnemøder i den skønne natur, alt imens Sigismund Sülzheimer ankommer til ”Den hvide hest” med læderhjelm og scooterbriller, hvorpå han hovedkulds forelsker sig i den nærige professor Hinzelmanns svært stammende datter.
Er De med?
Det kan oplyses, at alle trakasserier ender lykkeligt og den forpinte tjener Leopold i sidste ende får sin Maria Gabriela.

Dette er groft fortalt handlingen i ”Sommer i Tyrol”, som hovedsageligt fylder med sine mange (sørg)muntre sange, dans og komiske optrin.
På Odense Teater har man valgt en symbolsk scenografi, hvor hotellet minder om et stort legehus, og naturen er repræsenteret ved grantræer og bjerge. Når gæsterne ankommer til hotellet, fremkommer figurer i form af en båd, bus eller bil, mens hotelgæsterne hujer og vinker. Man forstår godt, at teatret har anvendt en humoristisk og mere moderne scenografi, men det moderne er i øvrigt ikke noget, som gennemføres konsekvent i forestillingen. Mange scener spilles igennem som en traditionel operette, hvilket indimellem virker kedeligt. Måske fordi det virker som om, at skuespillerne nogle gange har svært ved at se, hvad meningen med at spille netop dette stykke egentlig er.

Anders Gjellerup Koch spiller tjener Leopold, og det er sangmæssigt en stor og til tider svær rolle. Som type passer Anders Gjellerup Koch godt til rollen som den sørgmuntre gavflab, men denne aften virkede han dog sangmæssigt ikke helt på toppen. Døjede han mon med sygdom? Betty Glosted spiller rollen som Maria Gabriela, men hun var ikke helt overbevisende. Hun virkede mere som en stereotyp end en kvinde, man troede på kunne rumme følelser for Siedler eller Leopold.
Forestillingens absolut bedste indslag var Peder Dahlgaards charmesang. Den var både morsom, vellykket og moderne. I rollen som Sigismund Sülzheimer gav han den hele armen med rap og gakkede optrin sammen med de kvindelige badegæster. Det var rigtig sjovt koreograferet og udført. Badegæsterne havde i øvrigt nogle meget flotte badekostumer.

Generelt må man sige, at der er mange udmærkede sang– og skuespilpræstationer. Arne Lundemann er ganske sjov som den let forstokkede Otto Brockmüller, og Claus Riis Østergaard er en charmerende Sagfører Siedler. Alligevel mangler forestillingen noget for at blive mere helstøbt og troværdig. Det ville den måske blive, hvis man valgte et mere konsekvent karikeret formsprog eller et mere konsekvent traditionelt. Som den fremstår her, synes jeg den er en underlig blanding.
Hverken fugl eller fisk.
Det er heller ikke nogen nem opgave at få en gammel traver som denne til ”at flyve” i en mere moderne udgave. Som forestillingen fremstår på Odense Teater, synes jeg, at operetten gør sig bedre i den gamle danske filmudgave med Dirch Passer som tjener Leopold og Susse Wold som Maria Gabriela. Her findes mere troværdig satire og en ægte kærlighed til genren.

 

Fra venstre: Klaus T. Søndergaard, Lars Lønnerup, Githa Lehrmann, Lisa Mette Bentzen, Morten Christensen, Kinne Lucas, Peter Glosted, Anders Gjellerup Koch, Kurt Dreyer, Peder Dahlgaard, Anna Lindgren, Peter Plaugborg, Betty Glosted, Beinta Clothier, Sophie Louise Lauring, Arne Lundemann, Bjarne Antonisen, Claus Riis Østergaard og Natali Vallespir Sand.
Foto: Odense Teater