|
Guitaristerne
af Line Knutzon
Komponist: Jens Hellemann
Odense Teater - Værkstedet
Spilleperiode: 27. september 2007 – 27. oktober 2007
Intimteater med skæve eksistenser, skøre indfald og skøn musik
Formelt set handler ”Guitaristerne” om fire umage mennesker: Grete,
Kim, Gregers og Hesselhud, der mødes for at mindes og hylde den
nyligt afdøde visesanger og tolvtonekunstner John Hansen.
Visesangeren har boet i et kolonihavelignende og meget rodet hus, og
de fire guitarister mødes foran John Hansens ejendom for at
planlægge en mindekoncert med hans legendariske viser. Grete, Kim,
Gregers og Hesselhud har svært ved at blive enige om ret meget.
Hvilke af Johns Hansens viser er egentlig de bedste? Rige Svin 1,
Indrøm, indrøm, indrøm eller Jeg har fået kræft? Skal de synge i
kanon for at give musikken et ekstra twist, eller er det mon et
forræderi imod det, John Hansen ønskede at udtrykke som kunster? De
må stemme om det, sådan gør man, hvis det skal være retfærdigt eller
hvad ….?
Denne skæve fortælling, som spilles særdeles morsomt og musikalsk af
Odense Teaters skuespillere, handler ikke i nævneværdig grad om John
Hansen. Forestillingen er nærmere en satire på, hvordan en gruppe
umage og ensomme mennesker forsøger at etablere en form for
fællesskab. Der er masser af ironi og grovkornet komik i
persontegningen – og forestillingen bevæger sig i en genre, som
balancerer på en knivsæg mellem det lavkomiske og det, der graver et
spadestik dybere ned i skildringen af medmenneskelige relationer.
Grænsen er svær, men det lykkes meget fint i denne forestilling,
fordi skuespillerne både har timing, musikalitet og veloplagt spil.
Man morer sig virkelig, når Hesselhud giver den gas som passioneret
protestsanger - så meget at guitaren ryger sig en tur - eller Grete
irettesætter de andre, fordi hun synger i et ubehjælpsomt, højt
toneleje. Kim er tilsyneladende snotdum, analfixeret og
selvudslettende, og Gregers forsøger at spille cool men viser sig at
være et blødt, sentimentalt tudefjæs, da guitaristernes
koncertforberedelser er ved at nå til vejs ende.
Line Knutzon har en særlig evne til at skrue replikker sammen, så
tilsyneladende tilforladelige begivenheder på kort tid udvikles til
vanvittige situationer, der udstiller vrangsiden af vores pæne
overflade. I hendes univers lever mennesker, som ikke lægger låg på
deres følelser, drifter og uheldige tilbøjeligheder. Netop derfor er
forestillingen ikke spor banal.
Musikken er faktisk rigtig god i ”Guitaristerne” med nogle tekster,
der så absolut har en ironisk indfaldsvinkel til protestsange, og
den naive samfundskritik fra 60’erne og 70’ernes slagsange kan vi da
også både glædes over og grine af i dag. Personligt kunne jeg dog
godt tænke mig en moderne dramatiker, som turde have endnu mere
samfundskritisk bid. Der burde være nok materiale at tage fat på.
|