|
’Blackbird’
Svalegangen
19. okt. – 17. nov.
Svalegangen udforsker grænserne for kærlighed og normalitet i David
Harrower’s ’Blackbird’, der med sin massive tekstmængde og
kontroversielle tematik stiller store krav til både skuespillere og
publikum.
I en tid hvor genreblanding, effektjageri og selvreflekterende
meta-lag på det nærmeste er blevet mere reglen end undtagelsen i
teatret, kan det være helt befriende at opleve en forestilling, der
tør formidle sin tekst uden den mindste antydning af ironi og
distance.
Og dét er i den grad tilfældet med Lars Junggreens iscenesættelse af
skotske David Harrower’s ’Blackbird’. En modig bedrift i sig selv.
For ’Blackbird’ er et teaterstykke, der tager fat i et af de største
kulturelle tabuer overhovedet: Sex-relationer mellem børn og voksne.
Eller skulle man måske snarere sige kærligheds-relationer…
Var kun 12 år
Stykkets kvindelige hovedperson Una (Heidi Colding-Hansen) var
nemlig kun 12 år, da hun mødte den dengang 40-årige Ray (Lennart
Hansen) og de sammen indledte et hemmeligt forhold. Et forhold, der
dog hurtigt blev bragt til ende af forældre og myndigheder.
Men var der egentlig tale om en forbrydelse eller var der tale om
ægte kærlighed mellem to mennesker, der mødte hinanden på et forkert
tidspunkt i livet?
Dette spørgsmål er ubehageligt nærværende i ’Blackbird’, der
inviterer os indenfor i et rum af forbudte følelser, afmagt og
moralske dilemmaer. Et rum, det er svært at forlade igen, selvom man
gerne vil.
16 år efter
I forestillingen møder vi de to hovedpersoner 16 år efter skandalen,
hvor den nu voksne Una opsøger Ray på hans arbejdsplads for at
konfrontere ham med fortiden. Begge er de ødelagte og ulykkelige.
Han har siddet i fængsel for deres forhold og kæmper nu hårdt for at
opretholde en ny identitet, mens hun er blevet boende i sin
barndomsby i en form for selvafstraffelse.
Således er scenen sat til et vaskeægte ”feel-bad”-drama, hvor vi
føres igennem hele følelsesregisteret. For da først Una og Ray er
talt varme, er det ikke småting, der hives frem fra fortiden i denne
sene aftentime.
Bliver bedre og bedre
Det er bestemt ikke en let fordøjelig ret, som Svalegangen har valgt
at servere for os. Og den alvorsbetonede og undertiden lidt tunge
dialog bevirker da også, at det tager lidt tid at finde sig til
rette i handlingen og acceptere stykkets fiktionsunivers.
Men heldigvis er ’Blackbird’ en forestilling, der kun bliver bedre
og bedre i takt med, at vi lærer de to hovedpersoner at kende. Og
når vi som tilskuere aldrig drukner i forestillingens massive
ordstrøm (hvad der ellers er en vis risiko for!), skyldes det, at
både Lennart Hansen og Heidi Colding-Hansen formår at skabe
illusionen af, at deres karakterer er rigtige mennesker med rigtige
følelser.
Heidi Colding-Hansen balancerer således flot imellem det beregnende
og det rørende i sit portræt af den bundulykkelige Una, mens Lennart
Hansens stærke mimik og vægelsindede, halvparanoide kropssprog
tilfører Ray en skrøbelighed, der kalder på vores medfølelse.
Ja, man ender såmænd med at ønske det bedste for de to på én gang
livstrætte og kærlighedshungrende mennesker – og at dét lykkes, er
faktisk rigtig godt gået af Junggreen og co.
Forestillingens intensitet understøttes desuden fint af både Klaus
Risagers stemningsmættede underlægningsmusik og Gitte Baastrups
symbolladede stålscenografi der med sin placering midt i lokalet
bevirker, at vi er helt tæt på de barske ordudvekslinger. Sjældent
har jeg set en grimmere og mere deprimerende scenografi. Og det er
positivt ment.
En stærk oplevelse venter på Svalegangen.
|