’Den 3. tango’
Svalegangen
27. nov. – 8. dec.

Svalegangen og VISION 3 forener moderne tangomusik og 3D-animationer i en visuelt fængslende, men noget uforløst kærlighedshistorie.

På scenen foran de røde tæpper og under den glimtende lysekrone står tangomusikeren Carl (Carl Quist Møller). Han er forelsket. MEGET forelsket, fortæller han os. Hans udkårne ved det godt nok ikke endnu, for de har kun talt sammen en enkelt gang i en pladeforretning. Men forelsket, det er han.

Da kvinden en dag flytter til Buenos Aires for at danse tango, må Carl naturligvis følge efter hende. Men der er et problem: Han lider af flyskræk. Derfor må han i første omgang bruge sin fantasi og flyve efter hende i drømme.

Og det er præcis, hvad Carl gør. Ja, helt bogstaveligt! For i ’Den 3. tango’ anvendes en særlig 3D-projektionsteknik, der gør det muligt at sammenføje det fantasiunivers, vi kender fra computerspilsanimationer, med teatrets konkrete rum og levende personer. Således flyver Carl i drømme gennem Buenos Aires gader.
Og som tilskuere flyver vi begejstrede med på det, der viser sig at være en charmerende forvandlingsrejse i grænselandet mellem drøm og virkelighed: En rejse, der fører – og forfører – os ind i en ny dimension af teatrets magiske væsen.

Mange wauw-øjeblikke
’Den 3. tango’ er først og fremmest en stærk visuel oplevelse, der med sine 3D-effekter rummer mange wauw-øjeblikke. Rikke Juellunds scenografi er flot og indbydende, og Mikael Focks iscenesættelse imponerer med sin timing.

Fremhæves bør især forestillingens vellykkede skift mellem virkelighedsplan og drømmeplan, hvor rekvisitter pludselig bliver lyslevende på scenen. Gang på gang sidder man tilbage med en ’hvordan gjorde de det?’ - fornemmelse – hvilket hører til sjældenhederne på teatret (min gæst og jeg har stadig ikke regnet ud, hvordan det kunne lade sig gøre at få en person til at komme til syne i hotelværelsets spejl!).

Ubeslutsom kærlighedshistorie
Forestillingens svaghed er til gengæld, at kærlighedshistorien aldrig rigtig når ind under huden. Det forekommer generelt noget uklart, hvorvidt det er meningen, at vi for alvor skal tro på Carls stormfulde forelskelse eller om den mere skal opleves som et alibi for at føre os ind i det animerede drømmeunivers. Enkelte scener drukner desuden i overflødige gimmicks, og slutningen må siges at være mere flot end den er spændende og forløsende.

Alligevel hører ’Den 3. tango’ bestemt til i den seværdige ende af oplevelses-skalaen. Og så varmer tangomusik nu så dejligt på en kold novemberaften.

 

Forvandlingsæstetik. Carl Quist Møller i kamp med og mod sig selv i ’Den 3. tango’.