|
Mio min Mio
Teatret Zeppelin
Vesterbro, København
21. september - 26. oktober
2008
Astrid Lingrens klassiker Mio min Mio er en
fantasifuld størrelse på Teater Zeppelin, som handler om drengen Bo
Wilhelm Olsson der bor hos sine adoptivforældre. De er ikke specielt
begejstrede for ham. Tæsk og hårde ord hører til dagligdagen og med
slet skjult misundelse, ser han sin bedste ven og hans far, der har
det rigtig godt sammen og glade bygger modelfly. Bos mor er død og
han har aldrig kendt sin far. Det hedder sig at faren er en sluppert
som stak af fra moren og efterlod hende alene med Bo, men det tror
Bo ikke. Bo tror at hans far er derude og savner ham. Et eller andet
sted leder han efter Bo og faren er noget helt fantastisk.
Ugler i mosen
Men en dag forsvinder Bo… ”Efterlysningen starter
sådan her: ”Politiet efterlyser den 9-årige Bo Wilhelm Olsson, der
har været forsvundet fra sit hjem siden i forgårs klokken 18...”
Bo møder en æblesælgende dame der giver ham et
postkort og beder ham om at poste det. Kortet er adresseret til
Kongen af Landet i det fjerne og det fortæller at Kongens søn snart
kommer hjem. Kongens søn er ingen anden end Bo selv! Som i
virkeligheden hedder Mio, eller det er i hvert fald hans navn i
Landet i det fjerne.
Mio ankommer til dette land og kommer hjem til sin far Kongen, der
minder en del om hans vens far af udseende. I Landet i det fjerne er
alting anderledes end hvad Mio er vandt til fra dengang han var
drengen Bo. Mio er velkommen og afholdt, men selvom alt er godt er
der selvfølgelig også ugler i mosen. Den onde Ridder Kato som
hersker i Landet udenfor, har stjålet børn og givet dem stenhjerter.
Det er kongesønnen Mios opgave at tage ud og bekæmpe Kato sammen med
sin nye ven, Jum Jum. Det bliver en farefuld færd, hvor de to drenge
og deres hest udsættes for lidt af hvert.
Fantasi og indlevelse
Forestillingen er bygget enkelt, men meget
fantasifuldt op og udfordrer tilskuerne, uanset om de er børn eller
barnlige sjæle. Fx ved hjælp af helt simple ting, som at en fodbold
er en hest. Eller Ridder Katos vagter, der er stumme men har lysende
røde øjne, hvilket tilsammen gør dem temmelig uhyggelige.
Forestillingen følger Lingrens bog uden svinkeærinder og
scenografien består kun af nogle kasser. Fortællingen understreges
af lys og lyd på en måde, så man let indlever sig i det eventyrlige
univers. Skuespillerne spiller godt og skifter kostume i en sådan
fart, at man bagefter undrer sig over at de kun er fire på scenen.
Mio min Mio kan helt klart anbefales til alle der holder af eventyr.
|