Teateranmeldelse.dk
 
  Tilbage til forsiden
 
 
Magtens tyranni
Af Bjarke Eijgendaal og Tom Rahbek

’Don Carlos’
Aarhus Teater
Store Scene
20.02. - 21.03.09


En stærk historie, gode skuespillere og en imponerende iscenesættelse. Der er nok at komme efter i ’Don Carlos’ på Aarhus Teater.


”Jeg tilbød ham kongeriger, jeg ville have givet ham fremtiden, hvis han blot havde givet mig sin kærlighed” siger Søren Pilmark i rollen som Kong Filip om sin søn Don Carlos. Men kærlighed er ikke nem - og kærlighed er det eneste som ikke kan gives på befaling.
Kronprinsen Don Carlos står til en dag at få alt i verden. Dog kan han ikke få det, han ønsker sig mest. Han var forlovet med den franske prinsesse Elizabeth, men da hun bliver gift med hans far, bliver Don Carlos’ verden revet op med rod. Trods al den magt han med tiden kan få, vil hun som hans stedmor være forbudt land.

Magtens dilemmaer
Konflikten mellem far og søn er udgangspunktet for dramaet i ’Don Carlos’, for den magtkamp der opstår mellem de to indbefatter ikke kun dem selv, men også alle de ja-sigere der konstant kæmper for at komme så tæt på magten som muligt.
I ’Don Carlos’ bliver magtens dilemmaer vendt og drejet. For hvad hjælper magt, hvis man ikke kan få det, man allermest ønsker sig, eller hvis det gør at man bliver omringet af en flok ja-sigere der konstant prøver at sige det, de tror man gerne vil høre og derved ikke kan hjælpe, når de indre konflikter raser.
Store følelser
Madeleine Røn Juul imponerer atter med sin iscenesættelse. Det er de helt store følelserne, der portrætteres på scenen i Århus. Og hvor er det dog dejligt at få lov til at indleve sig og opleve Schillers (og Madeleine Røn Juul og Co.) magi folde sig ud.
Man læner sig ganske enkelt tilbage i stolen og nyder den spændingsmættede thriller/melodrama-cocktail, der serveres for os. Hovedingredienserne lyder på konflikter, intriger, begær og jalousi tilsæt scenografisk opfindsomhed. Og trods en lidt bitter første slurk (åbningsscenen der forekommer lang som et ondt år!), får man hurtigt lyst til bare at suge klassiker-saften i sig.
Timerne flyver af sted og forestillingens to pauser går mest med at glæde sig til, at vi snart skal mere.

Greis og Flyvholm imponerer
Der er mange flotte skuespillerspræstationer i ’Don Carlos’, men især Martin Greis og Peter Flyvholm som henholdsvis Markis´en af Posa og Don Carlos er en udsøgt fornøjelse at se. Greis’ er dybt troværdig som Markis’en, som han tilfører både varme, alvor og en stor portion charme. Man mærker hele vejen igennem, at der er meget på spil for figuren. Flyvholm er i sit es som den følelsesladede Don Carlos, og han pendler flot mellem rastløs drengerøv og slagkraftig protagonist. At spille Don Carlos er ikke en nem rolle, men Flyvholm bærer rollen med glans.
Stærkt gået!

 

  Iscenesættelse Madeleine Røn Juul

Af Friedrich Schiller Efter Mike Poultons engelske version Scenografi Manfred Blaimauer Oversættelse Niels Brunse Medvirkende: William Rosenberg Søren Pilmark Peter Flyvholm Martin Greis Lærke Winther Jesper Dupont Jens Zacho Böye Frederik Ømann Frank Gundersen Finn Storgaard Ene Øster Bendtsen Anne-Vibeke Mogensen

 


Martin Greis og Peter Flyvholm Foto Jan Jul

www.teateranmeldelse.dk                  Ansvarlig Bjarke Eijgendaal                           kontakt: teater@teateranmeldelse.dk