’Sidste udkald’
Aarhus Teater, Stiklingen
15. marts - 5. april
 

Den tyske dramatiker Albert Ostermaiers ’Sidste udkald’ fortolkes som et surrealistisk stemningsværk i Skuespillerskolens afgangsforestilling på Aarhus Teater. Begavet og krævende dramatik i en iscenesættelse, der dog mangler noget uforglemmeligt.
 

Entydighed og sammenhæng er bestemt ikke blandt de ord, der falder først for, når det gælder den tyske dramatiker Albert Ostermaiers teaterstykke ’Sidste udkald’.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at det tager lidt tid, før man finder sig tilrette blandt det brogede persongalleri af mystiske eksistenser, der på skift gør sin entré i Mikkel Flyvholm og Eva Jørgensens aktuelle iscenesættelse på Aarhus Teaters lille intimscene Stiklingen.

Handlingens ydre ramme er nu ellers ikke til at tage fejl af. Vi befinder os i en lufthavn. Aftenens sidste fly er lettet og de strandede passagerer må derfor fordrive natten med sex, druk, small talk og hvad man nu ellers kan finde på i lufthavnens ventehaller, barer og hotelværelser. Og det gør de så. Hvileløst vandrer de rundt. På én gang i venteposition og på jagt. Men på jagt efter hvad? Måske efter hurtig succes, måske efter lykken, måske døden. Ja, måske efter sig selv, hvis de da overhovedet eksisterer…

Hvem fortæller historien?
Som handlingen skrider frem bliver det nemlig mere og mere klart, at stykkets egentlige drivkraft ikke så meget består i at løse den mordgåde, som vi præsenteres for i starten af 2.akt (hvad man ellers narres til at tro!). ’Sidste udkald’ er i langt højere grad en forestilling, der accentuerer selve dét at konstruere en fortælling. Den egentlige gåde består således i at finde ud af, hvad der er "sandt" og hvad der er "opdigtet" indenfor stykkets eget fiktionsunivers.

Denne metafiktionelle leg med fortællelagene aktualiseres igennem manuskriptforfatteren Leo (Kenneth Andersson) der, ligesom stykkets bartender (Anne Gry Henningsen), mere iagttager de andre karakterer end at tage del i handlingen. Det antydes dermed, at de små historier om de forskellige ventende passagerer måske – måske ikke – blot er noget, vores manuskriptforfatter finder på. Eller er det mon i virkeligheden bartenderens fantasi, der er på spil?

Krævende dramatik
’Sidste udkald’ er krævende dramatik, og forestillingens massive bombardement af tvetydige og mystificerede betydninger tærer da også undertiden på kræfterne. Det tager tid at absorbere de mange indtryk, og forestillingen rummer en vis risiko for, at tilskueren går død undervejs.

Når det alligevel lykkes at gennemtrumfe stykkets begavede præmis, skyldes det i høj grad, at både Kenneth Andersson og Anne Gry Henningsen er dybt troværdige som de to ensomme, iagttagende mennesker i lufthavnens ingenmandsland. Gennem disse to karakterer får vi som tilskuere et dobbeltblik på begivenhederne, og deres afdæmpede portrætter skaber en vellykket kontrast til de øvrige karakterers ’her kommer jeg’-spillestil. Især den ugeblads-agtige historie om affæren mellem piloten og stewardessen (sjovt fremført af Nina Marie Birk og Anders Heinrichsen) bliver med dette meta-blik vældig underholdende i al sin melodramatiske svulstighed.
 

Lynch i lightudgave
’Sidste udkald’ en forestilling, der i bedste David Lynch-stil er mere optaget af at skabe stemning, tone og følelser end at forfølge en fortløbende handling. Ja, faktisk synes hele plotkonstruktionen kraftigt inspireret af den fragmenterede form vi kender fra Lynch’s filmiske univers med dobbelte identiteter, begær og drab (Twin Peaks, Lost Highway og Mulholland Drive).

Og stemning er der da også masser af. Med Lisbeth Burians dobbelttydige scenografi, der på én gang miner lufthavnens anonyme rum og via vellykkede dias-projektioner udlægger symbolske handlingsspor, fornemmer man hurtigt den eksistentielle tomhed, som præger karakterernes mentale tilstand. Og så gør det jo mindre, at selve overgangene mellem de enkelte scener fungerer lagt mindre smidigt.

Forestillingens svaghed er til gengæld – og her adskiller ’Sidste udkald’ sig mærkbart fra Lynch – at man aldrig rigtig gribes af den mordgåde, som er omdrejningspunktet for hele fiktionslegen. Og det er en skam. For når vi ikke for alvor gider gå med på "detektivarbejdet", kommer de enkelte scener ofte til at virke for lange og ubetydelige – og som helhed får forestillingen derfor også et lidt for tungt, intellektuelt præg.   

Herfra skal der derfor lyde en lidt lunken anbefaling. For nok er det spændende at opleve det nye skuespillerhold folde sig ud i et surrealistisk stemningsunivers.

Men den store, uforglemmelig oplevelse har vi endnu til gode.
 

Nikolaj Krogh Mineka, Anders Vølpert Momme, Ida Marie Rasmussen, Anders Heinrichsen, Anne Gry Henningsen, Mina Marie Birk, Kenneth Andersson, Anders Vølpert Momme, Marie Dalsgaard og Anders Heinrichsen. Foto Jan Jul