« Tilbage

Teatermagi uden at det bliver magisk.
af Bjarke Eijgendaal
Teaterkoncert Bob Dylan
Aarhus Teater
Store Scene
12 maj - 19 Juni 2010 samt 20. august - 11. september 2010

For 4. år i træk har Aarhus teater en Teaterkoncert på repertoiret. Først TV2 så Nick Cave derefter Beach Boys og nu er det Bob Dylan der får æren af at ligge musik til en musikalsk aften på Aarhus Teater. Det er endnu engang Nikolaj Cederholm der står for den musikalske iscenesættelse af forestillingen. 'Teaterkoncert Bob Dylan' er den sidste del af en trilogi fra Cederholm, startende med Beach Boys på Aarhus teater, derefter "Beatles Come Together" på Gasværket.

'Teaterkoncert Bob Dylan' foregår i et mærkeligt frelsens hær univers, hvor det især, er den dystre melankoli der dominerer det visuelle udtryk. Her indtager 7 skuespillere (sangere) samt 5 musikere scenen og præsenterer os for 31 numre af Bob Dylan i nye fortolkninger, både de kendte som Mr. Tambourine Man, Knockin´ on Heavens Door, Quinn The Eskimo (The Mighty Quinn) samt nogle numre jeg ikke havde hørt før eller ikke lige kunne genkende i Peter og Jens Hellemanns arrangement.

Teaterkoncert
Det er for mit vedkommende anden gang jeg ser en Cederholm teaterkoncert, og igen bliver jeg skuffet over hvor lidt han får ud af en ellers fantastisk genre. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet:  Hvad kan en teaterkoncert?
Cederholm skriver at "En teaterkoncert er en koncert med teater i. Ikke teater med musik i. Her er karakterer, situationer, kostumer - alle de velkendte ting fra teatrets værktøjskasse (..) en mulighed for at iscenesætte koncerten og for at fortolke den kendte musik radikalt." Jeg mener at en teaterkoncert er et fantastisk sted at udfolde historierne i de sange vi alle kender så godt, således at de pludselig giver ny mening og dermed nye oplevelser, hvilket var noget af det jeg mangler i ' Teaterkoncert Bob Dylan'. Som dramaturg, kan jeg naturligvis ikke lade være med at tage lidt fagligt stolthed med i bagagen. Jeg elsker historier, men dog ikke så meget at jeg mener det skal gå ud over det musikalske udtryk. Jeg mener at instruktionen af en teaterkoncert skal være en balancegang mellem de to genre. En balancegang, der kan være meget svær. For hvor meget skal være koncert og hvor meget skal være teater. I TV2 teaterkoncert på Aarhus teater havde Rune David Grue valgt at lægge mere vægt på det teatrale, hvilket blandt andet gjorde, at der var en overvægt af skuespillere frem for musikere. Dramaturgisk var TV2 Teaterkoncert stærk, men haltede lidt på det sangtekniske. Med Bob Dylan er det lidt det modsatte, der gør sig gældende. Sangteknisk er de dygtige og klare det godt, men det halter lidt på det dramaturgiske, for hvad Cederholm vil med Bob Dylans numre blev for mig aldrig helt klart.

Musikalsk variete. 
Cederholm er i denne opførelse mere inspireret af hvilke effekter, der kan tilføjes forestillingen, end hvilken betydning de har. Og til tider bliver det derfor mere en "cirkuskoncert" end en teaterkoncert, man præsenteres for. Der er til tider gang i de visuelle effekter, som når Liv Lykke kommer op af en lille kuffert i en kjole der er så stor at den fylder hele scenerummet eller de mange numre hvor både musikere og sangere flyver rundt, og hvor jeg blev meget imponeret over hvordan de rent teknisk kunne både synge og spille så præcist mens de svingede rundt højt over scenen. Desuden har forestillingen en del numre der leger med ultraviolet lys, hvilket skaber nogle sjove og flotte scener, hvor det ligner at skuespillerne trosser tyndekraften.

Musikken.
Bob Dylans lange karrierer som musiker, har givet Cederholm og co. et kæmpe materiale at vælge imellem, og der er ikke noget at komme efter i det valg af de 31 nummer, som er valgt ud af de over 600 numre som Bob Dylan har udgivet. På trods af Dylans store repertoire, forekommer tvillingebrødrene Peter og Jens Hellemann bearbejdning dog lidt for ens og til tider lidt kedeligt. Især byder første akt på lidt for meget af det samme. Til trods for gode vokaler hos især Bjørn Fjæstad og Claus Hampler, fik jeg aldrig musikken helt ind under huden. Dette gjorde sig især gældende i slutningen af første akt, hvor opbygningen af klimakset inden pausen med 'Knockin´on Heavens Door' manglede intensitet og nærvær. Klimakset inden pausen blev kun redet af to ekstra takker på volumen-knappen, og en ellers godt syngende Bjørn Fjæstad der ligeledes skruer mere og mere op for volumen således at han til sidst skreg omkvædet ud. Jeg sad som publikum og savnede den kraft og nærvær som f.eks Sara Grabow leverede i det sidste nummer inden pausen i 'TV2 teaterkoncert', hvor hun med nummeret 'Hele verden fra forstanden' ramte helt derind i hjertet, hvor man bare bliver blæst væk.

Ashok Peter Pramanik, Mikkeline Kierkgaard, Liv Lykke og Claus Hempler Foto Jan Jul