« Tilbage

Underholdende aften i Ulvedalene
af Merethe Klint
De 3 Musketerer
Det Kongelige Teater
Ulvedalene
22. maj – 4. juli 2010

Stemningen begynder allerede at indfinde sig nede ved parkeringspladserne. Vi har skiftet det fine premieretøj ud med den gode jakke og et ekstra tæppe – måske har vi oven i købet husket termokande og et par småkager til kaffen. Så går vi igennem Dyrehaven op til Ulvedalene, og vi har store forventninger, og vi glæder os. Til at se, hvad Det Kongelige Teater, Elisabeth Linton og Jokum Rohde har fundet på til den stort anlagte nyfortolkning af De 3 Musketerer. Og vi får hvad vi kommer efter: God underholdning, hvor dramaet går hånd i hånd med komikken. Had og kærlighed, helte og skurke, kvinder og mænd, venner og fjender – det hele er til stede, men får et twist, så underholdningsværdien og helhedsoplevelsen styrkes.

De store penselstrøg
Det er de store penselstrøg, vi har gang i. Både hvad angår Jokum Rohdes dramatiske oplæg og skuespillernes spilmuligheder i Steffen Aarfings enorme scenografi. Når der spilles i så store rammer, er der ikke plads til små fine fortolkninger i eksempelvis ansigtsmimikken, eller de små intime scener mellem de to unge elskende – D’Artagnan i Peter Plaugborgs skikkelse og Constance fortolket af Helle Fagralid. Det er de store linier, der tæller, og det er helt i tråd med de rammer, der er sat op for forestillingen. Hestene gør også deres til at forstørre billedet. Skuespillerne bliver hævet op, når de sidder til hest, og hele billedet – personen, spillet bliver større, når man sidder på en hesteryg, og inddragelsen af hestene i de store scener, er også med til at skabe den helhedsstemning, som hele set up’et i Dyrehaven ligger op til. Ligeledes er de store statistgrupper med til at forstørre billedet, og scenen indbyder til store fægteopgør og kampscener.
Problemet bliver dog, at det hele alligevel bliver for stort – og så alligevel ikke stort nok. Hvis det skal forestille, at vi har gang i den store krig – først mellem gardister og musketerer siden mellem Frankrig og England, så skal der alligevel mere til, for at det virker, når rammerne er så store. Scenen bliver simpelthen for stor. Den er flot javist, den har nogle dejlige kontraster i sig, men det meste – og især i 2. akt – kommer til at foregå i gruset foran i scenografien. Det er her, kampscenerne foregår, det er her vi er i musketerernes lejlighed, det er her vi er i nonnekloster og det er her, vi rider igennem skovene, når vi bliver jaget eller selv er på jagt efter vores fjender.  Den store alkymistiske kugle, som danner ramme om den kongelige bolig, bliver slet ikke brugt i 2. akten, og den fylder dog en del på scenen. Det fungerer godt i første akt, når vi er i kongens gemakker, igen fordi det bliver hævet op, så det bliver nemmere for publikum at se, hvad der foregår. Men den kommer til at tage meget plads i 2. akt, når den slet ikke er i brug. Derimod fungerer Bastillien flot og funktionelt, og den får sin borglignende virkning, med sine vindeporte, der går op og ned, så man får et kig ind til det grusomme fængsel, hvor folk bliver brændemærket og torteret for et godt ord.
I det tekstmæssige oplæg, er det også de store linjer, der trækkes. Hvor Alexander Dumas’ oplæg var en føljeton – nærmest som den moderne tv-serie – med en masse små plot, der kom som perler på en snor, er Jokum Rohde her nødt til at koge det hele sammen til én historie med ét plot. Men det er også i teksten, at der er mulighed for at have de detaljer, som rammerne ikke giver plads til i skuespilpræstationerne.

Detaljerne ligger i teksten
Jokum Rohde får det klassiske drama kombineret med let fordøjelig komik. Vi griner af de knap så ophøjede, fordrukne og forslåede musketerer herligt spillet af Jens Jørn Spottag (Athos), Henrik Koefoed (Porthos) og Michael Brostrup (Aramis), vi har Peter Plaugborg (D’Artagnan), som kommer som bonderøven på sin western hest, men som da ikke er bleg for at gøre opmærksom på, at ”det er sgu da mig, der er helten!”.  Vi er vilde med Nicolai Dahl Hamiltons Planchet, som altid er på pletten med mad, drikke og hjælp til de hårdt prøvede musketerer. Vi har Søren Sætter-Lassens konge, som er mere optaget af kvinder og sin fødselsdag, end af at lede landet, og hver gang det bliver lidt alvorligt ikke kan ”hitte ud af det”, men som rejser sig efter at have været taget til fange i fængslet som Manden med Jernmasken, og bliver ”den store konge”, som både citerer Martin Luther King, John F. Kennedy og Barack Obama. Noget af en mundfuld, og det er også tæt på at kamme over. Og vi er glade til slut, når de onde er døde, og de gode sejrer. Vi har set ondskaben og snuheden personificeret i Marie Louise Willes fortolkning af MyLady og Richelieu i skikkelse af Morten Suurballe, men vi er glade for, at de nu er døde en gang for alle, og vi kan slutte af med, at kongen får holdt sin fødselsdag i al sin pomp og pragt.
Og det er, hvad det i sidste ende er, hvad hele holdet med Elisabeth Linton i spidsen har valgt at fokusere på der ude i Ulvedalene. Den let fordøjelige komik, underholdningen til at holde sig varm på i den kølige maj-aften. Vi går fra Ulvedalene igennem Dyrehaven tilbage til virkeligheden med en let stemning i kroppen. Vi har hygget os i de sidste to en halv time, men ikke mere end det. Vi har fået en god gang sommerunderholdning, og forventningerne indfries ikke helt. Omvendt er det vel i sidste ende, hvad vi kommer efter. Vi behøver ikke de store forkromede forestillinger her op til sæson-afslutning ude i naturen, vi vil gerne kunne se forestillingen med et glas vin eller en god kop kaffe i kroppen. Så tag kaffen under armen og begiv dig ud mod en underholdende aften og nyd livet og teatret mens mørket falder på.

Camilla Bendix og Søren Sætter-Lassen Foto: Miklos Szabo