« Tilbage

(Vel)lystigt spil for galleriet – og publikum på Grønnegårds Teatret
af Louise Nabe
Don Juan af Molière
Grønnegårds Teatret
25. juni – 21. august 2010

Mens årets studenter kørte deres traditionsrige sejrsrunde i den gamle stad, lystigt truttende i deres vuvuzela horn, indtog en anden om end ligeså sagnomspunden herre scenen på Grønnegårds Teatret, opslugt af sine egne (vel)lystige sejre. Molières Don Juan har fået nye ben at gå på, der skyder sommeren i gang på frydefuld og lattermild maner tilføjet et stænk af eftertænksomhed.
 
Selviscenesættelsens mester
Don Juan er nok en af verdens mest sagnomspundne forførere. Kendt, elsket og hadet for sine mange erobringer, sin skruppelløshed, selvoptagethed og – selvfølgelig – voldsomme endeligt. I Grønnegårds Teatrets og instruktør Thomas Bendixens opsætning anno 2010, får den store forfører (i Nicolas Bros uforlignelige og uimodståelige skikkelse) en ny dimension: Han end ikke forsøger at forklare, undskylde eller godtgøre sig selv og sine handlinger. Næ nej – han handler jo bare i tidens ånd. En ånd, der dikterer, at hvis man vil opnå sit mål og opfylde sin egen lykke (for den er man jo selv ansvarlig for og fri til at forfølge), så må man spille den rolle, der skal til. Og det gør han så. Med sig selv – i tidens trend – som det eneste, altoverskyggende omdrejningspunkt.
 
Helten fra Egoland
Takket være Thomas Bendixen og Nicolas Bro præsenteres vi for en Don Juan, der er uforskammet, ufin, uforlignelig og (undskyld mig) pisseirriterende. Men det giver også en Don Juan, der er hylende morsom og tankevækkende på den der ”bitter eftersmag” måde. Ikke så meget på grund af de skæbner forføreren når at ødelægge og de mennesker han sårer på sin rejse rundt i ”Ego land” – men fordi vi hvad enten vi vil det eller ej godt kan se, at Don Juan rammer plet, når han tørt konstaterer, at det ”at spille god og menneskekærlig er den taknemmeligste rolle i øjeblikket, smidig forstillelse er den bedste måde at komme frem i verden”. Med andre – af forførerens ord: Hvis blot du evner at foregive næstekærlighed og godhjertethed på de rette tidspunkter, kan du tilgives næsten hvad som helst. Selv de groveste forbrydelser mod kvindehjerter, fader kærlighed og venskabsbånd.
 
Scenisk festfyrværkeri, gennemført komik og dramatisk patos
Holdet bag årets Grønnegård ”experience” formår at forene den lårklaskende komik med dramatisk patos og alvorsord, der sætter tankerne i gang og lader enkelte billeder blive hængende til hjemturen.
 
Især Morten Kirkskovs Sganarelle – den ikke altid helt så tro tjener – og Signe Egholm Olsens forsmåede Donna Elvira, der uden held forsøger at få Don Juan til at indse fejlene ved sin selvoptagede levevej, før det er for sent, fortjener at blive fremhævet. Sammen giver de Nicolas Bro et flot mod- og medspil, der driver værket frem og trækker publikum med rundt fra smil til medfølelse og tilbage til ukontrollabelt latterbrøl. Men også resten af holdet fra Joen Billes ”old school” sceniske tilstedeværelse til Jens Jacob Tychsens og Lise Baastrup Nielsens bevis på, at det ikke kræver en hovedrolle at stjæle scenen, fortjener at blive fremhævet.
 
Sceneshow og finurlig scenografi
Med i den samlede oplevelse spiller også blandingen af en lidt sælsom, finurlig scenografi (fra Rikke Juellunds hånd), der i al sin enkelhed formår at skabe rammen om en handling, der står fint alene uden overdådige udstyrsstykker. Eneste udstyrsstykke er de tre frække røvere m.v. der fra tid til anden indtager scenen med akrobatiske krumspring, der måske ikke lige giver mening, men som alligevel passer dejligt ind i helheden og giver lidt ekstra godt at nyde under sommersolen i Frederiksstadens gamle have, hvor fortidens stemmer igen får lov at tale til nutiden og give den et par alvorsord med på vejen … godt pakket ind i et smil.

Don Juan Nicolas Bro og Morten Kirkskov Foto: Bjarne Stæhr