« Tilbage

Professionalisme og spilleglæde
af Merethe Klint

En Skærnissenats Drøm
Eventyrteatret
Tivoli, Glassalen
26. november - 18. december 2011

De unges spilleglæde, sang- og dansepræstationer vidner om, at Eventyrteatret  tager sin egen målsætning om at give talentfulde børn og unge mulighed for at udvikle deres talent igennem et professionelt tænkt set-up seriøst.

Ideerne til Eventyrteatret blev tænkt for 20 år siden i 1991 og visionen var, at skabe et teater, hvor talentfulde børn og unge kunne udvikle sig. Siden da har mange børn og unge gået igennem forestillingerne. Iblandt de tidligere ”eventyrbørn” er skuespiller Cecilie Stenspil og flere nuværende skuespillerelever på forskellige skuespiller- og musicalskoler i Danmark og Norden. Alle – hvad enten de har fortsat deres virke inden for teatret eller om de er gået i helt andre retninger – udtaler de sig om den betydning tiden som eventyrbarn har fået for dem. Især taler de om den professionalisme de har fået med sig i forhold til at være velforberedte, om at turde stille sig op foran et stort publikum og i forhold til det at arbejde sammen i en helhed mod ét samlet mål, hvor alle er afhængige af hinanden.
Det må man sige er det, der også står tilbage, når årets forestilling En Skærnissenats Drøm, er spillet, og man – for en anmelders vedkommende – skal hjem og skrive om, hvad man synes om det, man ser deroppe på de skrå brædder.

Eventyret – oplægget
Forestillingen tager udgangspunkt i den klassiske Shakespeare forestilling En Skærsommernats Drøm, og selv om historien er flyttet til et nisse-univers, er mange af de velkendte Shakespearske takter bibeholdt. Det gælder persongalleriet, den overordnede historie og den glimtvise brug af shakespearske greb i forbindelse med eksempelvis den rimende tekst og brugen mandlige skuespillere klædt ud som kvinder – her i forbindelse med håndværkernes forestilling til Grev Nis a la Mande og Lametta’s bryllup.
På den anden side har der været tale om en stor og omfattende omskrivning og tilpasning til moderne og unge skuespillere såvel som publikummer. Der er tilføjet musikalske og dansemæssige fornyelser, så den klassiske sang og dansetræning forenes med rytmisk musik og moderne dans fra den verden, der omgiver de unge anno 2011.

Sangen, dansen og holdpræstationen
Det er også inden for disse områder, at forestillingen og de unge har deres helt store styrker. De er teknisk dygtige og præcise inden for både sangen og dansen, og jeg vil især fremhæve opgøret imellem Kong Oberon (Jonathan Stahlschmidt) og Dronning Titania (Maria Elsfort), hvor både de to rolleindehavere og deres følger – de to alfehold – danser og synger så det er en fryd for både øje og øre.
Jeg vil også fremhæve Magnus Bruno Jakobsens udgave af Skovånden Nis Puk, den klassiske nar-rolle, som formår at danse, synge og spille aldeles overbevisende, når han skal sørge for, at Titania forelsker sig i et rensdyr, kludrer i det så nisserne forelsker sig i de forkerte, og efterfølgende må sørge for, at det hele falder på plads så de rigtige får hinanden til sidst, og der kan komme sne og juleglæden kan indfinde sig til Grevens og Lamettas bryllup.

Dog er det mindst lige så vigtigt at fremhæve holdpræstationen. Både fordi det i denne sammenhæng er mindst lige så vigtigt som enkeltstående præstationer og fordi en teaterforestilling – professionel eller for talenter – altid er afhængig af holdets fokus på det samlede mål. En enkelt stjerneskuespiller kan trække publikum til huse, men kan ikke alene stå for den samlede kunstneriske succes, men idet Eventyrteatret både indeholder potentielle fremtidige skuespillere, sangere og dansere og børn som på et senere tidspunkt vælger helt andre veje, så får alle værdifulde kompetencer med fra deres tid i Eventyrteatret.

Professionalismen og spilleglæden
Spilleglæden og professionalismen går hånd i hånd i hele set-up’et. Fra bestyrelsen bag Eventyrteatret, som blandt andet består af idékvinde og primus motor Susanne Vognstrup, skuespiller Jan Hertz og filmproducent Regner Grasten til holdet bag selve forestillingen, hvor eksempelvis skuespiller Bo Skødebjerg er instruktør og dirigent og pianist Christian Dahlberg varetager komposition og arrangering af musikken. På samme måde er professionelle kræfter ansvarlige for de imponerende kostumer (Christine Brincker) og den smukke scenografi (Kirsten Brink), som bakker forestillingen flot op, og ikke mindst i forbindelse med de fysiske rammer i kraft af muligheden for at spille i Glassalen i Tivoli, som også danner rammer for store, professionelle shows og koncerter.

Man må alt i alt sige, at det er nogle privilegerede unge mennesker, som får mulighed for at udvikle deres talent og personligheder igennem så fantastiske og professionelle rammer, men at de også lever op til dette privilegium. De giver sig fuldt ud og leverer et flot produkt til deres publikum, og der er ingen tvivl om, at der ligger hårdt arbejde bag sådan en præstation fra både de unge skuespillere og alle de engagerede og professionelle mennesker, som er rundt om dem.

Ikke mindst er det tankevækkende, at det kan lade sig gøre at skabe så flotte forestillinger, når der ikke er nogen offentlig støtte, men det hele gennemføres på markedsvilkår og støtte fra private fonde og samarbejdspartnere. Det kunne det etablerede teater til tider lære noget af.
Instruktør: Bo Skødebjerg
Medvirkende: Markus Søe, Josephine Feit, Frederikke Kaysen, Rikke Westi, Alex Høgh Andersen, Lukas Toya, Martine Levinsen, Niels Skovgaard Andersen, Tilde Gaardboe, Simon Dyreby, Jonathan Stahlschmidt, Magnus Bruno Jakobsen, Bjarke Helgason, Cilie Brovall, Nadia Westi, Sandra Toft, Theis Post, Maria Elsfort, Silje Aass, Minna Flyvholm, Amanda Wendel, Mathilde Nyegaard, Nina Pedersen og Iris Olsen

Manuskript: Gunvor Reyenberg
Scenograf: Kirsten Brink
Kostumier: Christine Brincker
Komponist: Christian Dahlberg
Koreografi: Mette Soldan
Lyddesign: Henrik Christiansen
Lysdesign: Bjarne Olsen

Alex Høgh Andersen, Jonathan Stahlschmidt og Lukas Toya (Foto: Ole Mortensen, Tilsted.com)
www.teateranmeldelse.dk Ansvarlig Bjarke Eijgendaal kontakt: teater@teateranmeldelse.dk
FORSIDE
ANMELDELSER
LINKS
KONTAKT