« Tilbage

Smilene breder sig gennem tårer, når Engle i Amerika går over scenen på Betty Nansen
af Louise Nabe
Engle i Amerika
Betty Nansen
Edison
10. januar - 17. februar 2013

Engle og indre dæmoner på spil
Engle i Amerika havde urpremiere i New York i 1993, som et af de første skuespil om AIDS epidemien og de mennesker, den ramte. Handlingen tager sin begyndelse i New York i 1985, hvor den homoseksuelle Prior (Peter Plaugborg) og den stor-kyniske og øretæveindbydende advokat Roy Cohn (Flemming Enevold) begge må indse at deres liv har taget en drastisk drejning med afkørsel mod døden.
 
Omkring dem kredser Priors kæreste, Lou (Martin Bo Lindsted), der ikke kan klare sin kærestes sygdom og lader ham alene om at klare kampen mod en krop, der ikke har meget at kæmpe med. Lou indleder et forhold til skabsbøssen og mormonen Joe (Johannes Lilleøre), der tager det ultimative skridt og forlader sin valium omtågede kone Harper (Marie Tourell Søderberg) i forsøget på at finde kærligheden.
 
Sammen vikles de ind i et net, der knytter dem sammen på tværs af døden og gabende sociale kløfter. Et net, der trækker dem væk fra afgrundens rand og i sikker havn i – til tider – de mest usandsynlige arme. Det er ikke kun livet, der er på spil – det er også kærligheden med alle dens vidt forskellige ansigter.
 
Er det allerede slut…?
Med forestillingens spilletid (inkl. pauser vel at mærke) er det noget af en maratonaften, man indlader sig på både som tilskuer og skuespiller. Og indrømmet: Man synker lige en ekstra gang ved tanken om de mange timer i andægtig stilhed, men det er en uro, der hurtigt viser sig at være i den grad ubegrundet.
 
Rent scenisk finder der lidt over 50 sceneskift sted i løbet af forestillingen, inkl. vægge, der væltes og engle, der flyver gennem rummet. Men sceneskiftene er ingenting i forhold til de følelsesmæssige skift, man som tilskuer bliver ført igennem af de otte skuespillere. De giver deres karakterer og handlingen et nærvær og en ægthed, der trods Edison scenens allestedsnærværende karakteristiske rå vægge, får én til at glemme tid og sted. Hvis ikke det, er teater, når det er bedst, så ved jeg ikke, hvad er.
 
Så tak til Peter Plaugborg for sin rørende og kæmpende Prior. Til Flemming Enevold for en Roy Cohn, hvis øretæveindbydenhed, man skal lede længe efter. Til Johannes Lilleøres for sin fine og naive Joe og Martin Bo Lindsted for som Roy at vise smerten ved ikke at turde elske én, der skal dø. Og til Casper Crump, Ditte Gråbøl, Sarah Boberg og Marie Tourell Søderberg – for at rive os med og give os både latterkramper og våde øjenkroge.
 
Glemmer du …
Det er første gang, Engle i Amerika vises i Danmark, hvilket kan vække lidt undren. Men bedre sent end aldrig som bekendt, og det virker både modigt og helt rigtigt at sætte en forestilling op, der kan minde os om: At kampen mod AIDS ikke er forbi. At det stadig er langtfra alle, der har lige adgang til den livsforlængende medicin. At kærligheden endnu ikke har så frie grænser, som den fortjener.

Foto: Peter Sørensen/Das Bro