« Tilbage

Kedsommelig kirsebærhave
af Tom Rahbek
Kirsebærhaven
Scala, Aarhus Teater
1. feb. - 6. mar. 2013

’Kirsebærhaven’ har flotte sceniske billeder, men Tjekhovs tragikomiske potentiale forløses ikke i Gábor Zsámbékis iscenesættelse på Aarhus Teater.

Der er sket meget, siden Anton Tjekhovs stykke ’Kirsebærhaven’ havde premiere i Moskva i 1904. Alligevel forekommer stykkets præmis umiddelbart skræmmende aktuel: Hvad stiller man op midt i en krisetid, når gælden hober sig op og tvangsauktionen lurer lige om hjørnet?

På den baggrund er det måske ikke så underligt, at Tjekhovs klassiker – om en fallerende russisk familie, deres gods og deres berømte kirsebærhave – netop nu kan opleves i to forskellige versioner på henholdsvis Aalborg Teater og Aarhus Teater.

I Århus-udgaven iscenesættes ’Kirsebærhaven’ af den ungarske instruktør Gábor Zsámbéki, der til lejligheden har medbragt Levente Bagossy som scenograf. Især sidstnævnte er et spændende bekendtskab.
 
Katastrofen lurer
Rent scenografisk er ’Kirsebærhaven’ vellykket og original. Familiens dagligstue er på én gang smuk og stilfuld samtidig med, at de faldefærdige vægge, de vakkelvorne skabe og den dinglende lysekrone vidner om, at katastrofen bogstaveligt talt kan ramme familien hvert øjeblik det skal være.

Med denne dobbelthed indkapsler Bagossy essensen af Tjekhovs drama på det tematiske plan. Allerede før stykkets karakterer kommer på scenen ved vi, hvilken livssituation de befinder sig i og hvilke udfordringer, der venter dem.

Samtidig finder vi i Bagossy’s scenografi et velfungerende handlingskommenterende lag. De religiøse forfaldssymboler og motiviske forvrængninger, der ledsager hvert eneste sceniske billede i forestillingen, er med til at kaste et drilagtigt ironisk skær over karaktererne.  Med dette lån fra det absurde teater skaber Bagossy en væsentlig del af forestillingens tragikomiske islæt: karaktererne indser på intet tidspunkt at de er fastlåste i metafysiske forestillinger om det gode liv og at de netop derfor er ude af stand til at opnå det.
 
For lidt på spil
Desværre matcher Zsámbékis iscenesættelse ikke den opfindsomhed og dynamik, som forestillingens fysiske ramme besidder.
Forestillingens tretten skuespillere gør hvad de kan for at puste liv i deres karakterer, men forestillingen savner i den grad fremdrift. Der er simpelthen for lidt undertekst og for lidt på spil for karaktererne, der alt for tidligt i handlingen lader til at have affundet sig med deres livssituation.

Derfor bliver iscenesættelsens dramaturgiske komposition yderst vakkelvorn i sin kombination af pseudo-dialogisk taledrama og montagepræget situationskomik. Det tragiske er ikke tragisk nok og det sjove er kun halvsjovt.

Charlotte Fich har sine øjeblikke som den kommanderende godsejerinde, men hendes karakter forekommer endimensionel og underligt uvedkommende. Og på samme måde med Holger Østergaards idealistiske student, der aldrig rigtig finder sig tilrette i forestillingen.

Blandt aftenens lyspunkter finder vi den gamle excentriker Firs (Preben Harris), der med timing og fabelagtig gestik bidrager til en række comic reliefs. Det samme gør Marie Louise Wille som familiens guvernante når hun forsøger at underholde familien med trylleri samtidig med, at melankolien lyser ud af hende. Men alt i alt er iscenesættelsen en langstrakt og gumpetung affære.

Skal man se ’Kirsebærhaven’ (og det skal man ikke nødvendigvis) er det for scenografiens skyld.
 

Jens Zacho Bóye, Charlotte Fich, Bue Wandahl og Preben Harris. Foto: JAN JUL