« Tilbage

Tør vi tro på Jeanne d´Arc?
af Henriette Cohen Simonsen
Jeanne d´Arc af Jean Anouilh
Odense Teater
Store Scene
8. februar 2013 - 12. marts 2013

Den historiske Jeanne d’Arc
Jeanne d’Arc - den mytiske kvinde fra 1400-tallet – blev dømt som kætter og mange år senere helgenkåret af den katolske kirke. Hun begyndte som helt ung at høre stemmer, som befalede hende at drive englænderne ud af Frankrig. Jeanne iklædte sig mandsklæder og gik ind i den franske hær. Senere blev hun taget til fange og brændt – dømt af inkvisitionen. Hun gik i døden for sin tro.
 
Højtalere dræber magien
På Odense Teater møder vi Jeanne d’Arc på en stor trappe opbygget af højtalere. Trappen er placeret på en stor drejescene og er den bombastiske kulisse for hele forestillingen. I bogstaveligste forstand forstår vi, at der kommer stemmer ud til Jeanne – også synliggjort at det kor – som i den første halvdel af forestillingen står på trappen og udgør en lydkulisse for dramaet. Desværre virker den kolossale højtalertrappe som en dårlig ramme for forestillingen, hvor forskellige scener fra Jeanne d’Arcs korte liv afdækkes. Det poetiske, der ligger i Jean Anouilhs tekst – fx da Jeanne hører stemmer for første gang, mens hun leger ved ”alfetræet” - forsvinder nærmest i forestillingens voldsomme scenografi.
 
Mille Lehfeldt som Jeanne d’Arc
Mille Lehfeldts Jeanne d’Arc er drenget og vital, men bliver også i længden lidt monoton og blodfattig. Der mangler lidt saft og kraft, så vi virkelig kryber ind under huden på personen Jeanne d’Arc og fornemmer den komplekse natur, hun er. Scenen, hvor hun manipulerer med hærlederen Grev Beadricourt, er en af de mere interessante, ligesom mødet med den svage tronfølger Karl (Morten Brovn). 
 
Vellykkede hofscener
I det hele taget er scenerne på hoffet noget af det mest vellykkede i forestillingen, og Morten Brovn spiller ganske enkelt fremragende som den bange, underkuede tronfølger, der har svært ved at træde i karakter og bliver taget ved næsen af de omgivende kvinder (dronning, kone og elskerinde). Her er noget humor og nærvær på spil med dybde og dynamik.
 
Tung sidste del
Den sidste og afgørende del af forestillingen er også stykkets mest problematiske – det virker langt og tungt. Efter pausen ser vi Jeanne d’Arc fanget og bundet på scenen, imens hun skiftevis forsvarer sig og forhøres af biskoppen. Det bliver en meget lang scene, der aldrig rigtig ”løfter sig”. Da inkvisitoren træder til, mangler der den gnist og dynamik, som kan bygge op til det dramatiske klimaks, hvor vi ser Jeanne vandre op ad trappen og gå i døden.
 
Aktualitet?
Man kan spørge sig, om stykket stadig er aktuelt i dag? At ville gå imod strømmen rummer jo i sig nogle arketypiske kvaliteter. Det faktum, at man er villig til at gå i døden for sin tro eller dræbe kættere med ”forkert” tro er jo også noget, vi stadig ser i dag – tænk bare på sharia og radikal islamisme. Jeg synes dog ikke, at det lykkes forestillingen at fremdrage parallellerne – måske har det heller ikke været hensigten?
Tilbage sidder man med en oplevelse af, at Jean d’Arc som mytisk figur er interessant og Jean Anoilhs drama rummer tekst af litterær værdi. Momentvis er det interessant, men som samlet pakke er Jean d’Arc på Odense Teater en tung og støvet trappe af bestige. 
 
Drama i kulissen
Afslutningsvis kan det være svært at lade være med at bemærke, at forestillingen på Odense Teater er blevet til midt i et andet drama. Teaterdirektøren, Michael Mansdotter, som i øvrigt skulle have medvirket i Jeanne d’Arc, blev fyret umiddelbart inden premieren. Vi kan kun gisne om, hvilket drama, der ligger bag dette, men utvivlsomt må forløbet have påvirket de medvirkende.
Måske var dette også grunden til, at vi aldrig fik et egentlig, selvstændigt program til forestillingen?

Natalø Vallespir Sand, Ane Helene Hovby og Githa Lehrmann Foto: Emilia Therese