« Tilbage

Gentle people with flowers in their hair går foråret i møde på østre Gasværk
af Louise Nabe

Hair
Østre Gasværk
26. februar - 12. maj 2013

Hair er en moderne klassiker. Et musikalsk mesterværk, der bragte 1960ernes amerikanske ungdomsoprør og kritik af Vietnamkrigen ind i Broadways rampelys. Den varslede også en ny tid for musicalgenren ved at introducere verden for en ”rockmusical”, der turde bryde grænser og forarge, om nødvendigt. Østre Gasværks opsætning er på mange punkter tro mod Hairs udtryk, og der mangler hverken energi, stemmekraft eller udstråling hos den helt igennem fantastiske besætning. Det er bare som om, at forestillingen ikke stikker dybere end til ønsket om at tegne et tidsbillede af en svunden tid. Den forsøger ikke at forklare tiden eller at trække bånd mellem fortid og nutid. Deri ligger forestillingens svaghed.
 
Om hippier, fri kærlighed og sammenhold
Der lægges en fantastisk energi for dagen fra første øjeblik musikken går i gang. Med toptunede stemmer og toptonede kroppe kaster de atten skuespillere sig ud i sang og dans, der sætter gåsehuden på overarbejde og opløser enhver barriere, der skulle have været mellem scene og sal. Her er der ingen ”fjerde væg”. Her er der kun nogle unge mennesker, der vil dele deres historier og livsglæde med os, der sidder låst fast på vores teaterstole, der føles alt for små i forhold til de signaler musikken og sangen sender os. Hair handler først og fremmest om sammenhold. Og det formidles i den grad fra scenen.
 
Hvad der derimod savnes lidt, er en sammenhæng mellem de enkelte sange og fortællinger. Der er fri kærlighed. Der er hippielivets frihed og glæder. Men HVORFOR besvares ikke rigtig. Hvorfor dette behov for oprør? Hvorfor denne foragt mod netop denne krig? Hvorfor dette ønske om at fremhæve, at etnisk ophav intet betyder? Der savnes, med andre ord, en fortælling, der knytter "dengang" til "nu".
 
Det har uden tvivl givet sig selv, da musicalen havde urpremiere i 1967 og da den nåede til Danmark i 1971. Og det giver uden tvivl mening for dem blandt publikum, der kan huske tiden eller som har kendskab til den fra anden side. Men den giver ikke sig selv på samme måde som før, hvilket denne opsætning ikke rigtig har taget hånd om.
 
Tilbageblik til en svunden tid
Instruktør Kenneth Kreutzmann har godt nok forsøgt at skabe sammenhæng mellem dengang og nu i karakteren Sheila: Da forestillingen for lidt over 40 år siden tog på Danmarksturné var det med en meget ung Sanne Salomonsen i rollen som hippien Sheila. Nu er hun med igen. I samme rolle men som en 40 år ældre udgave, der tager et syretrip ”down Memory Lane”. Det er som udgangspunkt en god ide, der dog sagtens kunne have været uddybet og tegnet et billede af tiden dengang for de uindviede.
 
Det er også, som om der mangler sammenhæng i figuren Claude (en fantastisk syngende Tim Schou), hans udvikling og indre kamp for at opfylde både egne og samfundets forventninger til ham. Også hans kontrastfulde men dybe venskab mellem ham og Berger (kraftfuldt og charmerende spillet af Simon Stenspil) kunne tåle en uddybning, en mangel, som samspillet imellem de to dog roder bod på.
 
Slå håret ud
Men ret skal være ret. Til trods for, at forestillingen emmer af at kunne have været noget mere, så kommer livsglæden og musikken til sin fulde ret. Det er jo det, Hair i sidste ende (også) handler. Og på Østre Gasværk giver den dig lyst til at danse, slå håret ud og give dig hen til de dejlige folk på scenen med deres energi og blomster i det lange hår.
Instruktion: Kenneth Kreutzmann

Kapelmester: Joakim Pedersen

Koreograf: Morten Innstrand

Ov
Sanne Salomonsen, Sara Viktoria, Tim Schou, Simon Stenspil, Jean Michel, Simone Cameron, Simon Duus, Sebastian H. Aagaard-Williams, Alex Friis Nielsen, Sara Broberg, Sofie Topp, Teit Samø¸ Clausen, Anne Sofie Steen

Dansere: Søren Linding Urup, Matthew Bailey, David Lagerqvist, Malin Sandberg, Frida Lehman, Fie Dam Mygind

Orkester: Vicky Singh, Phong Le, Minh Le, Fredrik Damsgaard, Kasper Tranberg

Østre Gasværk/ Per Morten Abrahamsen
www.teateranmeldelse.dk Ansvarlig Bjarke Eijgendaal kontakt: teater@teateranmeldelse.dk
FORSIDE
ANMELDELSER
LINKS
KONTAKT