« Tilbage

Det er kafkask
af Eva Høj Andersen

Processen
Republique
store scene
26. feb. - 6. april 2013

Så kom Kafka på scenen i en visuelt smuk og stærkt fortalt forestilling om et menneskes undergang. Martin Tulinius Processen er ualmindelig uhyggelig, og skildrer et samfund i total ukontrolleret kontrol.
 
Kampen der aldrig kan vindes
Der er nogen der overvåger dig, holder øje med dig, og anklager dig. Måske, måske ikke har du gjort noget forkert. Uanset skal du i retten og forsvare din sag. Processen er en mareridts fortælling om Joseph K, der bliver anklaget, men aldrig får at vide for hvad. Republiques store scene tager kærligt hånd om Kafkas eksistentielle fortælling om en mand der bliver offer for et samfunds ordenshierarki. For at et samfund kan fungere skal nogen dømmes og nogen skal dømme de anklagede. Først kæmper man imod, men lige så stille accepterer man spillereglerne, og først her er man fortabt. Det er en kamp der aldrig kan vindes.
 
Kafkas roman blev udgivet i 1925 og rammer ind i et samfund i efterkrigstidens kaos. Samfundets nervøse tilstand behandles med kontrol. Forestillingen er på alle måder interessant i dag. Joseph K’s anklage stempler ham, og han bærer den nye identitet som en tung byrde. Fra at være succesfuld bankmand bliver han et rystende nervevrag der ikke kan bevæge sig offentlig uden at have mistanke til alle omkring sig, og med god grund.   
 
En fortælling der aldrig slutter 
Processen er visuelt ufattelig smuk. En kæmpe mur spærrer Joseph K inde i sit lille værelse, han er fange i sit eget liv. Det er klaustrofobisk og uhyggeligt. Scenografien er grafisk holdt i sort, hvid og rød. Forestillingen har næsten filmisk karakter, stiliseret i bevægelse, lys og lyd.  
 
Jens Jacob Tychsen er Joseph K der mod al sin fornuft bliver hvirvlet ind i processens angstfremkaldende virvar. Pludselig skal han forholde sig til en identitet som anklaget, der sætter ham i bås med alle de andre indelukkede og deprimerede anklagede. Alle omkring kender tilsyneladende hans status, og alle vil gerne hjælpe, men de vil alle også have noget igen for deres besvær. Alle hjælper sig selv. Jens Jacob Tychsens udvikling fra kontrolleret bankmand til kuet nervevrag er lige i øjet. Han giver rollen præcis den rystende menneskeskildring som den fortjener.
Skuespillerne er fantastisk sammensat af den kropskære Troels II Munk, som spiller rollen som grotesk ordensmagt og fimset maler med nedknappet skjorte og sælgertrang. Karen Lise Mynster er autoritær juraprofessor, der på sygelejet finder kræfterne til måske at hjælpe Joseph K, mens Kitt Majken Mortensen vimser omkring og servere te og forelsker sig i alle anklagede i byen.  
 
Så er det forbi
Processen er ikke forbi, når forestillingen slutter, den sidder i kroppen flere dage efter. Som et stærkt emotionelt brandmærke, sætter den spørgsmålstegn ved retsvæsen og autoritetstro. Dette er en proces man ikke må gå glip af.   
 
Martin Tulinius
Jens Jacob Tychsen, Karen-Lise Mynster, Kitt Maiken Mortensen, Troels II Munk og Morten Hauch-Fausbøll. Dramatiker: Astrid øye. Dramaturg: Jokum Rohde. Lyddesign: Janus Jensen. Lysdesign: Mikael Sylvest.

det er en hård proces. Foto: Per Morten Abrahamsen.
www.teateranmeldelse.dk Ansvarlig Bjarke Eijgendaal kontakt: teater@teateranmeldelse.dk
FORSIDE
ANMELDELSER
LINKS
KONTAKT