« Tilbage

En citronmåne i Chanelposen
af Heino Holst Hansen
Farlige forbindelser
Aarhus Teater
Scala
12. april - 15. maj 2013

Annika Silkebergs iscenesættelse af Laclos berømte brevroman er en forførende fornøjelse, hvor hævnlyst udspiller sig i absurd samspil med fjerbolde og fortæring af citronmåner. Det er underholdende og velspillet teater, men de absurde elementer kunne med fordel være gentaget til de havde ramt grotesken.

Pierre Ambroise Francoise Choderlos de Laclos’ ”Farlige forbindelser” fra 1782 er en giftig omgang hævngerrighed, der gennem brevets intime kvaliteter, opruller den uhellige alliance mellem de to libertinere Vicomte de Valmont og markise de Merteuil. De indgår en pagt, hvor Vicomte de Valmont udfordres til at forføre den unge, uskyldige Cecile, hvis udkårne, markisen er blevet sur på. Vicomte er dog mere optaget af en endnu større udfordring, nemlig at forføre den lykkeligt gifte Marie de Tourvel. Det er det intrigante omdrejningspunkt for en fortælling fyldt med forviklinger og forførelse – og en historie om at tage magten over andres og egen skæbne.

På Scalascenen på Aarhus teater udfolder intrigerne sig i et simpelt scenerum indhyllet i sølvfolie. En lang planke er placeret over scenen, hvor der også er opstillet 14 tommers TV, ghettoblastere, køleskabe og en stor mængde fjerbolde. Jenny Andrés foliescenografi er langt fra bjergtagende og virker som et lidt mærkeligt valg til en historie, der i den grad handler om excess og forfængelighed. Planken på scenen er ikke køn, men den bruges til gengæld godt af Annika Silkeberg, der lader skuespillerne balancere, kneppe og spise på den. Den er bord, seng, og metafor for personernes farefulde linefærd og gyngende grund i ét.

Skuespillerne udnytter i den grad planken. Ensemblet leverer godt over hele linjen. Marie Louise Wille er som Marquise de Merteuil, fransk og flabet, hvad enten hun spankulerer rundt i store rober eller med bare bryster. Hendes portræt af den hævngerrige Markise Isabelle er både absurd og afstumpet, men først og fremmest opfyldt af den stædige styrke, der er central for fascinationen af figuren.  Thomas Bang leverer udmærket modspil i rollen som Vicomte de Valmont, og især efter pausen når hans forførende karakter ud og holder fast i publikum. Et af Valmonts ofre, den naive og uskyldige Cécile, leveres med udtalt kropslig komik af Theresa Blüthgen Sølvsteen, der ganske enkelt er fremragende i rollen. Også Inge Sofie Skovbos vidunderlige Madame de Rosemonde er en oplevelse, men det er måske også her, man kan indvende, at stykket med fordel kunne have givet endnu mere los. For hvor ville man ønske, at Madame de Rosemunde havde drukket endnu mere Café Noir Plastique.  Annika Silkeberg kunne have brugt stykkets absurde indslag til at lade skuespillerne gå planken ud.

Der er mange intelligente indfald og absurde elementer i stykket. Køleskabe fyldt med citronmåner, som specielt Marquise de Mertuil åbner og fortærer i et væk eller bærer rundt i en Chanelpose. Der spilles badminton på scenen, og tastaturer bruges både til at spanke med og til at skrive intrigante breve under selve penetrationen. Ordene og brevene fucker med personerne, og det er tydeligt, at Annika Silkeberg har et godt greb om det litterære forlæg.  Brevet som medie får en fortjent plads i forestillingen. Efter pausen oplæses hver aften et indsendt kærestebrev, og selvom skuespilleren snubler lidt over ordene, viser indslaget på fremragende vis brevets styrke. (Ja faktisk får man lyst til at møde op hver aften blot for at få oplæst et nyt). Brevets kapacitet undersøges, og det virker overraskende stærkt med stemmen udefra.
 
 Med de gode ideer kunne stykket være kommet længere end den forventeligt slaviske og tragiske Romeo og Julie afsked. Vi ender i Shakespeare og moralisme eller med Marquise de Merteiuls ord med et tirsdagsknald med fru Kedsommelighed. Det er der ingen grund til. Man morer sig nemlig højlydt undervejs. Og det er trods alt ikke den værste anbefaling af et stykke teater, at man bare gerne ville have haft meget mere. En grotesk kulmination. Endnu mere citronmåne og meget mere excess.
 
 

Thomas Bang og Theresa Blüthgen Sølvsteen. Foto: Rumle Skafte