« Tilbage

Ibsen-opsætning savner fokus
af Tom Rahbek

Rosmersholm
Aarhus Teater
Scala
17. jan. - 15. feb. 2014

Inge Sofie Skovbo er lyspunktet i stilforvirret opsætning af Ibsens ’Rosmersholm’ på Aarhus Teater.

De medvirkende taler og taler i Thomas Bendixens iscenesættelse af Ibsens ’Rosmersholm’.  De taler om politisk forandring, om frigørelse og om idealisme. Og nogle gange taler de også om dét, man ellers ikke rigtig må tale om – nemlig de genfærd, der manifesterer sig som hvide heste og bringer påmindelser om fortidens fortrængninger i det fine overklassehjem.  

Som handlingens centrum står den indflydelsesrige enkemand og tidligere præst Johannes Rosmer (Thomas Bang). Forpint og ubeslutsom. På den ene side spaltet imellem om han tør forfølge sine revolutionære tanker om et moderne samfund eller om han skal blive ved sin tro og sine rødder. På den anden side imellem skyldfølelsen overfor sin hustrus selvmord og sit stigende begær til fritænkeren Rebekka (Marie Louise Wille).   

Jovist, kærlighedsdrama, arvesynd, overnaturlige hændelser og storpolitik: ingredienserne til en psykologisk teaterthriller (som Aarhus Teater lover os i programteksten) synes da bestemt at være til stede i Ibsens stykke.  


Clash i spillestil
Alligevel er det som om ingen af delene for alvor forløses i Thomas Bendixens ellers så ambitiøse iscenesættelse – hvis man da ser bort fra forestillingens vellykkede indpakning, hvor den stilfulde stue forenes med dobbelttydige og faretruende elementer. Hatten af for scenograf Steffen Aarfing. Freudiansk uhygge for alle pengene.
 
Stykkets to hovedpersoner, Thomas Bang og Marie Louise Wille, har nogle fine øjeblikke sammen, men kærlighedshistorien imellem dem er mere snakkende end den er lidenskabelig og suspense-skabende.
 
Thomas Bang kæmper bravt for at puste liv i Rosmer, men døjer med en noget enstrenget diktion og et meget stillestående arrangement. Bangs spil er såmænd ganske troværdigt, men karakteren bliver desværre for anonym og uvedkommende. Og selvom Marie Louise Wille er både indsmigrende og kælen i rollen som den hemmelighedstyngede Rebekka, kan rollen slet ikke bære den pludselige forvandling til femme fatal i forestillingens (melo-)dramatiske slutscene, der i sig selv virker en anelse postuleret.   
 
Dertil kommer et noget besynderligt clash af spillestile blandt forestillingens medvirkende. Mens samspillet mellem Thomas Bang og Marie Louise Wille bæres af en nærmest underspillet naturalisme, fremstår resten af personliggalleriet mere som ”typer” end psykologisk motiverede karakterer.

Dette skaber en række komiske momenter i forestillingen, men det har samtidig den konsekvens, at skuespillerne har svært ved at forsvare deres roller. Særligt Niels Ellegaard i rollen som Rektor Kroll og Kim Veisgaard som huslæreren fremstår mere som karikaturer end som troværdige repræsentanter for forskellige livsanskuelser. Og det er en skam. For derved punkteres stykkets politiske dimension.


Inge Sofie Skovbo brillerer igen
Forestillingens største oplevelse er ubetinget Inge Sofie Skovbo, der i rollen som husholdersken Madam Helseth atter brillerer i en Ibsen-forestilling på Aarhus Teater.

Som en anden Misse fra Matador tilsat Twin Peaks-uhygge, doserer hun nænsomt komik, psykologisk dybde og tragisk frustration samtidig med, at hun forsvarer troen på det overnaturlige og de fortrængte sider i mennesket.

Gennem hende ser vi momentvis de ”hvide heste” uhyggeligt galopperende over scenen – og gennem hende oplever vi det format i såvel gestik som replik, som man kunne have ønsket sig over hele linjen.

For nok kan hun meget, den gamle Madam Helseth – men redde en hel forestilling, det kan hun trods alt ikke.
 
ISCENESlÆTTELSE OG MANUSKRIPTBEARBEJDNING: THOMAS BENDIXEN
AF: HENRIK IBSEN. SCENOGRAFI OG KOSTUMEDESIGN: STEFFEN AARFING. LYSDESIGN: BENJAMIN LA COUR. LYDDESIGN: KIM ENGELBREDT.

MEDVIRKENDE: MARIE LOUISE WILLE THOMAS BANG NIELS ELLEGAARD INGE SOFIE SKOVBO KRISTIAN IBLER KIM VEISGAARD.

Thomas Bang og Marie Louise Wille. Foto: Rumle Skafte
www.teateranmeldelse.dk Ansvarlig Bjarke Eijgendaal kontakt: teater@teateranmeldelse.dk
FORSIDE
ANMELDELSER
LINKS
KONTAKT