« Tilbage

Velkommen i min skriveblokering
af Tom Rahbek

Bye Bye Yue Yue
Teater Katapult
27. marts - 12. april 2014

Dramatiker Line Mørkeby sætter sig selv og sin egen desperate kamp for at skrive et vedkommende manuskript om menneskelig tragedie i centrum for forestillingen ’Bye Bye Yue Yue’ på Teater Katapult.  

Sjældent er der blevet brugt så meget blæk og revet så meget papir itu på en scene.

Og sjældent er det blevet råbt så højt og direkte in-yer-face: »Dette er bare teater« - »Kan teater redde verden?« - »Hvorfor har vi brug for teater?«.

Og sjældent har en mandlig skuespiller (Peter Zandersen) i udseende, mimik og stemmeføring mindet meget om en yngre udgave af Martin Brygman i en paryksketch fra det nu hedengangne halvfemserfænomen ’Lex og Klatten’.

Om denne lighed er tilsigtet eller ej, skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed (min ledsagergæst grinede højt, da jeg bragte det på banen – så den lader vi bare ligge).

Til gengæld er selve præmissen for forestillingen ikke til at tage fejl af: ’Bye Bye Yue Yue’ er meta-teater med meta på. Det er en teaterforestilling, hvor fremdriften skabes ved at inddrage publikum i den skabende proces; i forfatterens dybfølte men også selvdestruktive kamp med sit manuskript; i instruktørens afprøvninger af forskellige spillestile og referencerammer, og i skuespillernes kamp for at give teksten mening og liv.


Klichéen som teatergreb
Som forestilling er ’Bye Bye Yue Yue’ først og fremmest et interessant eksperiment. Umiddelbart vækker fortællekonstruktionen associationer til litterære værker af Paul Auster og Kirsten Hammann (forfatterens rammefortælling og fiktionslag der smelter sammen) – uden at Mørkebys tekst dog besidder helt samme spændingsmotor og sproglige raffinement. Og bevares. Mindre kan også gøre det.

Udgangspunktet for manuskriptforfatteren – i dette tilfælde både den virkelige og hendes fiktive alter ego på scenen (Sophie Zinckernagel) – er en tragisk hændelse for nogle år siden i Kina, hvor en lille pige, Yue Yue, blev kørt ned og efterladt blødende i vejkanten, imens op mod 20 mennesker passerede forbi uden at hjælpe. Missionen er nu at fortælle historien om Yue Yue og andre pigers tragiske skæbner, så vi mærker den kollektive skyld og handler.

Men hvordan kan man overhovedet skildre ondskab og kollektiv skyld i dag, uden at det bliver en ulidelig kliché?

Alt hvad de tre skuespillere – Sophie Zinckernagel, Peter Zandersen og Kaja Kamuk – foretager sig i deres forsøg på at formidle Yue Yue’s historie lander lige præcis i en kliché. Det er den pointe, der eftertrykkeligt accentueres igennem den bevidst rodede, repetitive dramaturgi og igennem iscenesætter Emil Hansens opfindsomme leg med teatrets klichéer.


Trættende ironisk distance
Der er flere gode og sjove episoder i forestillingens første halvdel, og især Sophie Zinckernagel er overbevisende i rollen som den patosfyldte, højtråbende og selvhøjtidelige manuskriptforfatter, der hundser rundt med sine medspillere.  Men det er som om historien om den lille Yue Yue og hendes åndsfælder hurtigt fordufter til fordel for meta-leg og appellen til publikums grin.

Den konstante ironiske distance, der står ud fra scenen, virker trættende i længden. Det hele bliver lidt for meget safe play uden for alvor at ramme os, der hvor det gør ondt. Særligt den endeløse diskussion blandt skuespillerne i slutscenen om, hvordan stykket skal slutte og hvad det afrundende statement skal være, er stærkt medvirkende til at afmontere forestillingens nødvendige farlighed og alvor.

I den forstand bliver forestillingen mest af alt en selvkommenterende tale til intellektet om abstrakte begreber som ondskab og ligegyldighed. Man savner ganske enkelt et følelsesmæssigt engagement.

Og det er en skam. Især når man tager forestillingens inspirationsmateriale i betragtning.

For har man først set den hjerteskærende video fra overvågningskameraet med den lille Yue Yue, er den ikke til at slippe af med igen. Den hamrer sig fast i hjertet som en lille knude af indignation og vrede.

Det gør Teater Katapults forestilling desværre ikke.
 
ISCENESÆTTELSE: EMIL HANSEN
MANUSKRIPT: LINE MØRKEBY. TEKSTDRAMATURG: Mette Marie Bitsch D'Souzas SCENOGRAFI: VIGNIR JOHANNSSON. LYDDESIGN: ANDRÈ FALSIG. LYSDESIGN: HENRIK BONDE. VIDEODESIGN: JENS MØNSTED.

MEDVIRKENDE: SOPHIE ZINCKERNAGEL ™ PETER ZANDERSEN KAJA KAMUK

»This is a Fuck You scenario!« På billedet: Kaja Kamuk, Sophie Zinckernagel og Peter Zandersen. Foto: Jens Peter Engedal
www.teateranmeldelse.dk Ansvarlig Bjarke Eijgendaal kontakt: teater@teateranmeldelse.dk
FORSIDE
ANMELDELSER
LINKS
KONTAKT