« Tilbage

Smertefortællinger i close-up
af Tom Rahbek
Jeg forsvinder
Aarhus Teater
Studio
30. jan. - 28. feb. 2015

Danmarkspremieren på norske Arne Lygres ’Jeg forsvinder’ er rendyrket smerteteater. Men det bevæger desværre ikke nok.

Det skandinaviske vintermørke har i dén grad fundet vej til Studio-scenen på Aarhus Teater, der byder på rendyrket Nordic Noir-tragik: Sygdom, tab, svigt, afmagt, sorg og kaos. Katastroferne vælter ned over de fem karakterer i Arne Lygres stykke, der tematisk er koncentreret om, hvordan mennesket handler under ekstremt pres, når civilisationen krakelerer og kun angsten står tilbage.

Og der er ingen formildende omstændigheder eller forsøg på comic relief. Hverken i Annika Silkebergs iscenesættelse eller i Rebekka Bentzens scenografi. I det mest ubehagelige lys jeg længe har set (ja, også værre end Bilka!) står de fem skuespillere – Marina Bouras, Camilla Gjelstrup, Marie Marschner, Thomas Bang og Kirsti Kærn – usminkede og vinterblege i deres ”depressions-kostumer” (kedeligt hverdagstøj i nuancer af brunt og gråt).  Her fremfører de skiftevis en række gruopvækkende historier og kommenterer løbende egne og de andres handlinger. På gulvet står der gamle malerspande, fra loftet hænger mikrofoner og fra et videokamera projiceres close-ups af skuespillernes ansigter på en række fladskærme.

Udtrykket er bevidst grimt, rodet og kaotisk, men dog ikke helt vellykket. For selvom vi for så vidt får smasket smerten lige op i synet via fladskærmede, skaber de samtidig en vis distance til de forskellige historier - og som teatergreb er det efterhånden et lidt slidt virkemiddel.

’Jeg forsvinder’ byder momentvis på stærke og rørende scener, og især samspillet mellem Marina Bouras som den kræftramte kvinde og hendes veninde spillet af Camilla Gjelstrup er intenst og gribende. Marina Bouras leverer bl.a. i kraft af sin på én gang indestængte og længselsfulde mimik og replikføring en meget personlig skildring af en kvinde, der konstant er på nippet til at eksplodere i afmagt.

Men desværre er det kun momentvis, at forestillingen når ind under huden. Det ensartede udtryk, de mange monologer og stykkets krævende form med skiftende fortællerperspektiver bliver slet og ret trættende i længden. Det gør, at man til tider forsvinder. Ind i sig selv. 



Afmagt. Marina Bouras i Jeg forsvinder. Foto: Rumle Skafte.