« Tilbage

Inga og Lutz på ny scene
af Bjarke Eijgendaal
Inga og Lutz
Svalegangen
Ny Scene
11-20/3 + 28/4 - 8/5 2015

I et gråt boligbyggeri, hvor arkitekterne har planlagt ens depression på forhånd, bor kæresteparret Inga og Lutz. Stykket starter fredeligt, Inga er i gang med at vaske tøj, og Lutz sidder og bladre i sit nye katalog om geværer. Lutz store passion er geværer. Han har ikke nogen ønske om at skyde med dem, men interessere sig kun for dem som rene samlerobjekter. Scenen er sat, og vi ved det ender galt, men hvordan kan det gå så galt for den godmodige Lutz der blot ønsker at sidde stille og roligt og pusle med sin hobby. 

Svalegangen leger med den dramaturgiske form i ’Inga og Lutz’, og der bliver hentet elementer både fra litteraturen, filmen og det klassiske teater. Det første møde med forestillingen er fortælleren spillet af Holger Østergaard, der pænt byder os velkommen. Gennem forestillingen følger fortællere med, og sætter billeder på de tanker og handlinger som skuespillerne gør.  Jeg må indrømme at jeg i starten af forestillingen, var meget skeptisk over dette valg, og blev irriteret over at få forklaret noget, jeg allerede havde udledt af skuespillernes præstation. Hvorfor fortælle at han lukker døren, når jeg lige har set ham gøre det. Tanken voksede dog for mig gennem forestilling, i takt med at kommentarende til forestillingen blev mere nuanceret, og til tider helt modsatrettet i forhold til forestillingens handling. Grundhistorien i ’Inga og Lutz’ er et banalt hverdagsdrama hvor alt går galt, historien handler om hvor tynd den fernis vi svøber vores dagligdag i, til tider kan være. Men gennem Holger Østergaards kommentar, bliver publikum hele tiden fastholdt i historiens mange nuancer, hvorved fortællingen hævede sig over den rene aktion tragedie den ellers ville være.
De medvirkende i forestillingen gør det alle godt. Trols Malling imponere som den godmodige Lutz, (kun en enkelt gang skinner Johannes fra Krysters Kartel igennem). Anders Brink Madsen brænder godt igennem som den maniske ven Manni. Generelt er man bare i godt selvskab sammen med holdet bag ’Inga og Lutz’.

Svalegangens nye scene.
Med ’Inga og Lutz’ indvier Svalegangen deres nye scene på toppen af bygningen. Det er blevet en super flot scene, og jeg glæder mig meget til at se hvordan de kan udnytte de nye faciliteter i fremtiden. I ’Inga og Lutz’ har scenograf Lisbeth Burian bygget en 22 m² lejlighed, der kan dreje 360^o. Scenografiens cementgrå trøsteløshed, underbygger godt den dystre ghettostemning, mens den samtidig underbygger den filmiske karakter i stykket, gennem de hurtige sceneskift drejescenen tilbyder.

Teatrene mangler de unge.
’Inga og Lutz’ er en forestilling der helt klart henvender sig til det yngre publikum. Den er aktion præget, og filmnings fremstillet. Det er derfor ærgerligt at se, at det ikke helt virker til at lykkes for teatret at få de unge ind og se stykket. For selvom jeg har rundet de 40 føler jeg mig stadig som en ung knægt, blandt et publikum der har rundet de 60 - nogen for længe siden.  
Troels Malling Thaarup og Lykke Sand Michelsen. Fotograf Jakob Lerche