« Tilbage

Visen om Sidsel, soldaten og alle de andre - for mange tråde på Grønnegårdsteatret
af Louise Nabe
Visen om Sidsel
Grønnegårdsteatret
Designmuseum Danmarks Have
26/6 - 22/8 2015

Tanken er rigtig god. Nikoline Werdelins: At skrive et skuespil med udgangspunkt i en 1700-tals skillingsvise – de var ofte både dramatiske og saftige – om en virkelig person af kød og blod, der en gang gik rundt i Københavns gader kun et stenkast fra, hvor publikum samles i Grønnegårdens sommeraftensstemning.

Det er Holbergs tid, Werdelin her sætter i spil. Og ligesom Holberg, der ikke havde svært ved at finde stof til sine knivskarpe samfundssatirer, har også hun fundet ind til den både dramatiske, tragiske, komiske og for os i dag ubegribelige skueplads, der var København i 1700-tallet. Tanken er rigtig god. Men desværre er det, som om hun har villet få plads til for mange fortællinger, som en enakter på lige godt 90 minutter kan rumme, hvis der også skal være plads til fordybelse i såvel persongalleri som fortælling.
 
Hovedfortælling kredser om Sidsel Sigurdssdatter – underskønt spillet af Johanne Louise Schmidt – der forlader sit hjem i Thy og drager til København for at tjene til livets ophold for sig selv og den uægte datter, hun må efterlade hos en pengehungrende plejefamilie i Jylland. I frustration over hvor stort set umuligt det var for enlige kvinder i datidens København at tjene til dagen og vejen, beslutter hun sig for at forklæde sig som mand og indgå pro forma ægteskab med en anden kvinde, der har brug for en husbond og far til det uægte barn, hun venter. Sidsel var, siger de historiske kilder, ikke den eneste kvinde, der valgte denne udvej i 1700-tallet og ej heller var hun den eneste, der måtte indse, at livet som mand på samfundets bund ikke var stort lettere.
 
I denne fortælling alene – især taget i betragtning af, at vi i Danmark netop har fejret 100 året for indførelsen af kvinders valgret – ligger der stof nok for os alle at fordøje. Hertil føjes imidlertid yderligere fortællespor: Efterveerne efter pestens hærgen. Religionens pietistiske og til tider dobbeltmoralske indflydelse på almindelige menneskers liv og færden. Samfundet set fra de nederste lag. Og – ikke mindst – de grufulde eftervirkninger af Svenskekrigene på landets soldater, hvoraf et stort antal havde slået sig ned i hovedstaden og en enkelt med navnet Ludvig Johan Buxbom – fint gestaltet af Peter Christoffersen – fletter sig ind i Sidsel Sigurdssdatters skæbne.
 
Soldatens skæbne er uden tvivl lige så vigtig og tankevækkende at fortælle, men dens dystre og tunge karakter ligger lidt for skævt op ad den frie, næsten farceagtige tone, som Sidsels historie fortælles i. Såvel hans hjerteskærende fortælling om krigens gru og hans og Sidsels pludselige varme kærlighedserklæringer falder derfor lidt for pludseligt og lidt for meget udenfor stykkets karakter hen mod slutningen til – og det er lidt synd i en fortælling, der lover så meget godt, og som fortælles så fint af et skønt og energisk holdet af skuespillere.

Fotograf: Bjarne Stæhr