Jeg glæder mig altid, når jeg skal ind og se teaterkoncerter, for når de lykkes til fulde, som f.eks. Nick Cave teaterkoncert på Aarhus Teater, kan de ramme en så hårdt, at den dramatiske og musikalske stemning fra koncerten sidder længe i kroppen efter lyset på scenen er slukket.
Der er rigtig meget positivt at sige om Maria Kjærgaard-Sunesens opsætning af Teaterkoncerten ’Imagine’ på Aarhus Teater, men den kommer bare aldrig helt derhen hvor magien rigtig tager fat. 

Statisk

En af de ting jeg mangler i forestillingen, er en dramatisk udvikling. ’Imagine’ er som forestilling flot, men bliver hurtigt meget ensformig. Et godt eksempel af scenografien og kostymerne. Scene er dækket af en stor hvid rutsjebane, som de medvirkende kravler, løber og glider op og ned af. Men selv om de er opfindsomme og benytter scenografien godt, er det begrænset hvor mange måder man kan komme op og ned af en rutsjebane på gennem forestillings 1½ time. Kostymerne er hovedsagligt overdådige hvide kreationer, kun afløst af nogle få enkelte design kjoler i andre farver. Det visuelle indtryk bliver desværre derfor lidt statisk, og selvom de enkelte gange prøver at bryde den store hvide flade med lys og tæpper kommer det aldrig til at imponere. 

Hvad det visuelle mangler bliver båret godt oppe af dygtige præstationer fra de medvirkende. Det er et stærkt hold der indtager scenen, og de gør det alle utroligt godt. Særligt Mr. Teaterkoncert, Jimmy Jørgensen står stærk og sikkert ligeledes gør Jacob Madsen Kvols dybe stemme og de formår begge at indtag hele salen med deres sikre performans. Den stærkeste scene, som kommer til at stå i bevidstheden, efter tæppefald, er dog Dictes afsluttende fortolkning af ’Imagine’.