« Tilbage

Et kig ind i samtalekøkkenet
af Tom Rahbek
Frøken Julie
Aarhus Teater
Scala
4. sep. - 3. okt. 2015

Strindbergs berømte tragedie iscenesættes som en opfindsom voyeuristisk leg med publikum på Scala-scenen i Århus.  ’Frøken Julie’ er en stærk visuel oplevelse, men også et lidt ujævnt trekantsdrama om magtkampe og begær.

Det hører til sjældenhederne at scenografien stjæler billedet på en premiereaften. Alene af den grund bør det indledningsvist fremhæves, at Aarhus Teater har begået lidt af et scoop ved at finde frem til den britiske scenograf Alex Lowde, der i samarbejde med forestillingens instruktør Polly Findlay har skabt et vanvittigt vellykket scenerum: et klaustrofobisk samtalekøkken i form af en kæmpe lukket glasboks, der illusorisk svæver i rummet. Indeni befinder skuespillerne sig og kan kun høres gennem højtalerne i salen.

Scenografien er i dén grad medfortællende og rammesættende for forestillingen. Ved første øjekast ledes tankerne over på en moderne skandinavisk naturalisme med koldt og sterilt Ikea-interiør (sådan kan vi jo lide det!). Men den visuelle oplevelse af rummet ændrer sig i takt med skuespillernes bevægelser. Uanset hvor de placerer sig, opstår der en række spejlinger og fordoblinger, der snedigt minder os om, at vi befinder os et Strindberg’sk laboratorium, hvor den menneskelige psyke skal dissekeres lag for lag.

Og ja, den freudianske symbolik er måske lige lovligt tyk af og til. Men den er blæret flot og fremmaner en voyeuristisk trang hos publikum til at bevæge sig helt op til glasvinduet og iagttage skuespillerne på helt nært hold velvidende, at de ikke kan se tilbage på os.

Stærkt gået af Alex Lowde og lysdesigner Benjamin la Cour.

 
Et stærkt fysisk arrangement
Mens forestillingens ramme virker let og moderne, forekommer replikkerne til gengæld en anelse gammeldags. De tre skuespillere – Sara Hjort Ditlevsen, Jesper Dupont og Mette Døssing – må kæmpe lidt med en tekst, der ikke er helt up-to-date. Det skaber undertiden et clash mellem ordene og det sceniske univers.

Heldigvis opvejes den lidt tunge replikføring af et stærkt fysisk arrangement, hvor skuespillerne hver i især giver deres karakterer liv og ikke mindst den dobbelttydighed, som er så central i Strindbergs ”hvem narrer egentlig hvem-magtspil”. Allerede i forestillingens begyndelse er stemningen således ladet med en vis uro, når Mette Døssing som kokkepigen Kristin bevæger sig alene rundt på scenen. Med fine små pauser og falden-i-staver øjeblikke indikeres det, at hun måske ved, at noget er på færde. Og denne indbyggede spænding bevarer hun fint forestillingen igennem.

Døssing tilfører i det hele taget rollen som Kristin en god portion værdighed, der gør, at karakteren godt kan modstå de mange verbale ydmygelser uden at fremstå for meget som offer.

Rollen som frøken Julie spilles af skuespillerelev ved Skuespiluddannelsen på Den danske scenekunstskole Sara Hjort Ditlevsen. Og på linje med Døssing formår hun langt hen af vejen at skabe en troværdig karakter. Ditlevsen tilfører rollen som Julie en afvæbnende sårbarhed, der gør, at hun er mere drillende og sødmefuld end decideret femme fatale-farlig i sin forførelse. Samspillet med Jesper Duponts på én gang charmerende, møgirriterende og herligt forfængelige udgave af Jean er – særligt i stykkets første halvdel – underholdende og sjovt alt imens magtkampen og den seksuelle forførelse bølger frem og tilbage.

’Frøken Julie’ fungerer i det hele taget bedst, når Julie- og Jean-karakteren holder hinanden i skak og magtbalancen fremstår ligeværdig.  Luften går derfor en anelse ud af ballonen mod slutningen, hvor magtbalancen tipper lige rigeligt til Jeans fordel. Her forvandles Jesper Duponts rolle til et noget unuanceret ”dumt svin” af en mandschauvinist.

Men han er det i det mindste i en flot scenografi.


Jesper Dupont som Jean i FrØken Julie. Foto: Rumle Skafte.