« Tilbage

Fra folk til fladpandet
af Heino Holst Hansen

American Spirit’
Aarhus Teater
Store Scene
26. aug. – 8. okt. 2016

Amerikansk folkemusik ender som fladpandet dansk kliché på Aarhus Teater. Teaterkoncerten om Johnny Cash, virker - på trods af et ganske stærkt ensemble og et solidt spillende band - afsporet fra start til slut.
 
Intentionen er for så vidt god. Iscenesætter Rolf Heim, der senest har stået bag de succesfulde teaterkoncerter om koryfæerne Nick Cave og Leonard Cohen, er meget bevidst om, at han med Johnny Cash har at gøre med en ganske anderledes kunstnerisk karakter.
 
Hvor Nick Caves musikalske udladninger rummer en iboende, voldsom teatralsk dimension, og hvor Leonard Cohens tekster nærmest virker større end selve universet, der har Johnny Cash sine styrker i det folkelige og det jordnære. I hvad man kan kalde det autentisk amerikanske.
 
Netop derfor er det helt rigtigt set af Heim, at han skruer ned for de teatralske effekter og op for folke- og countrymusikken, og at han i jagten på den amerikanske sjæl, graver dybt i den sorte, amerikanske muld, der omgiver Johnny Cashs sangskat. Desværre efterlader Heim autenciteten på perronen, og han lader teaterkoncert-toget rulle afsted tilsyneladende uden mål og i hvert fald helt uden The Man in Black som passager.
 
Hovedproblemet med forestillingen er, at Heim tilsyneladende oversætter folkelig med fladpandet, og at skuespillerne igen og igen bevidst udviser lystspilsagtige attituder og iscenesætter et syn på USA, der virker både bedaget og bedrevidende. Vi overdænges med ord fra sponsorer, slogans og "fun facts" om våben, ketchup, banker og forsikring - uden at det for alvor bidrager til hverken underholdningen eller oplysning.
 
Allerede fra starten, hvor vi får et par numre fra scenekanten før tæppet går op, mødes vi af et ensemble, der tilsyneladende synes, det hele er lidt skørt. Et underligt, kejtet “ti-hi-vi-spiller-country-er- det-ikke-fjollet”-udtryk er fremtrædende og især hos Simon Matthew og Caroline Henderson tipper det fra begyndelsen over i uklædelig revy, der virker langt mere dansk end amerikansk i udtrykket. Det er som om musikken absolut skal holdes ud i strakt arm, og det er svært at se meningen i den prioritering, hvis formålet er at udforske den amerikanske sjæl gennem Cashs egen musik og fortolkninger.
 
Det danske spiller en uheldig hovedrolle i forestillingen. Både i de mildest talt uheldige oversættelser af halvdelen af numrene, men også i det ordvalg og de dialekter, der konstant skæmmer både hjerne og hjerte i jagten på Amerika. Så sjovt er det altså heller ikke at sige “igg-å”, “pis mig i øjet” eller synge om “en dejlig tøs”. Sidstnævnte sker i et af forestillingens lavpunkter, hvor Simon Matthew, Mathias Flint og Nis Pedersen gør “Solitary Man” til en uudholdelig “Helt Alene Mand”. Til gengæld får bandet langt om længe lov til at løbe linen ud i slutningen af nummeret, hvor både violin og talentfuld omgang med tangenter afslutter selvsamme nummer med maner.
 
Og det er her, det er sværest for denne anmelder at forklare teaterkoncerten "American Spirit". For der er faktisk ikke en eneste af de medvirkende, der synger dårligt, og bandet er ganske enkelt fremragende, når det får lov at folde sig ud. Der er ikke mangel på talent på scenen, men der er voldsom mangel på retning og timing i fortolkningerne.
 
Caroline Henderson viser flere gange sin imponerende vokal, men oftest ender det i en teatralsk blindgyde, hvor autenciteten har ualmindeligt trange kår. Værst er det , når hun - godt hjulpet på vej af en ubehjælpsom dansk/engelsk-tekst  - gør  “Personal Jesus” til en både anmasende og utroværdig forestilling langt fra både Depeche Modes originaludgave og ikke mindst Johnny Cash’s jordnære, autentiske cover. Heldigvis følges skaberiet af et af forestillingens højdepunkter, når Kira Skov fortolker Sheryl Crows “Redemption Day” med god hjælp fra Simon Matthews falset. Her aner man lidt af den støvede Americana, der gjorde Johnny Cash’s sidste to albums til uafrystelige hverdagsværker, og det er samtidig den eneste gang i forestillingen, at der serveres danske gloser med lyrisk finesse.
 
Sofia Nolsøe klarer sig bedst gennem forestillingen, fordi hun både mestrer det talte og sungne ord, og fordi hun trods alt omgiver sine karakterer med en vis form for mystik. Kira Skov, der får sin teaterdebut, vil ene kvinde kunne lave en formidabel koncert med Johnny Cash-numre. Hun har om nogen den autencitet og timing, der skal til for at kunne afsøge nye dimensioner hos Cashs amerikanske fortællinger. Desværre virker hun flere gange malplaceret i forestillingens alt for bogstavelige og flade tableauer, og hun får slet ikke den musikalske plads, som hun har brug for og fortjener.
 
Det er heldigvis sjældent, at en forestilling på Aarhus Teater rammer så forkert, som den gør her. Det hele slutter, som det startede. Med hele ensemblet, der fjoller lidt på den lille stribe foran scenetæppet i en helt igennem forglemmelig udgave af “Walk the Line”.
 
Og mens man forlader teatrets smukke sal, føler man sig desværre så langt fra Johnny Cash og fra den amerikansk sjæl, som man overhovedet kan komme. 
ISCENESÆTTELSE: ROLF HEIM
MUSIKALSK ARRANGØR OG KAPELMESTER KÅRE BJERKØ / SCENOGRAFI SISSE G. JØRGENSEN / LYSDESIGN KASPER DAUGBERG / LYDDESIGN LARS GAARDE

MEDVIRKENDE: KIRA SKOV, CAROLINE HENDERSON, NIS PEDERSEN, SOFIA NOLSØE, SIMON MATHEW, MATHIAS FLINT, KÅRE BJERKØ, BOI HOLM, NICOLAJ MUNCH–HANSEN, MARIA JAGD, SILAS TINGLEF

Caroline Henderson, Nis Pedersen, Simon Mathew og Mathias Flint i ’American Spirit’. Foto: Rumle Skafte.
www.teateranmeldelse.dk Ansvarlig Bjarke Eijgendaal kontakt: teater@teateranmeldelse.dk
FORSIDE
ANMELDELSER
LINKS
KONTAKT