« Tilbage

Hvor tager man hen, når ens hjem tages fra en?
af Louise Nabe

Vredens Druer
Betty Nansen Teatret
4/3 - 9/4 2017

Sammen med Øst for paradis hører Vredens druer et af den amerikanske forfatter John Steinbecks største værker. Den indskriver sig – hvis en sådan fandtes – i den amerikanske kulturkanon over litteratur. På én gang et barskt pletskud af USA under den store depression in 1930’erne og et billede af den sagnomspundne amerikanske ånd: Troen på den amerikanske drømmen - en drøm, der for rigtig mange forblev en drøm. 

Det er, med andre ord, end bog og en fortælling med en enorm kulturel kontekst. En kontekst, der lidt mangler i Kathrine Wiedemanns opsætning af denne dramatisering af Steinbecks murstensroman. Det var – tror jeg – grunden til, at forestillingen aldrig helt greb fat, til trods for de otte skuespilleres store indsats og skønne samspil.
 
Forestillingen fortæller – i en  nøgen, minimalistisk scenografi, hvor publikums forestillingsevne og fantasi bliver sat i sving – om landforpagterfamilien Joad, der mister alt til depressionens klør. Deres hus rives ligesom nabohusene ned for at drive dem fra den jord, de har dyrket i årevis, og familien sendes på en rejse mod det forjættede land, Californien. For i Californien er der arbejde at få. Det er de blevet fortalt. Men det er de ikke de eneste, der er blevet fortalt, og på deres vej kommer de ind i den bølge af desperate, nødstedte mennesker, der alle bevæger sig mod vest.
 
Undervejs mister de endnu mere af deres tidligere liv. Men de kan ikke stoppe og sørge, for så risikerer de aldrig at komme frem. Og da de kommer frem, ser de horder af desperate mennesker, der vil arbejde for snart sagt ingenting, stuvet sammen i lejre, der ryddes brutalt af politiet, når der kommer for mange på ét sted.
 
Parallellerne til den stadige flygtningekrise, vores verden er vidne til i disse år, er dermed åbenlyse uden dog at bære præg af løftede pegefingre og ”in your face” moralisering. I stedet pointerer forestillingen det alment menneskelige i at søge lykken for sig selv og sine nærmeste, hvis det bliver umuligt at blive der, hvor man har hjemme. Det er ikke noget, der kun sker i andre lande – det kan også ske og er sket i vores egen trygge vestlige verden. Vi bliver nødt til at være villige til at hjælpe andre og betragte os selv som en del af et større hele. Ikke små geografiske/kulturelle enklaver, men en menneskehed, med fælles (med)ansvar.
 
På dét punkt er Betty Nansens Vredens druer en vigtig og aktuel forestilling. Og netop derfor er det ærgerligt, at den aldrig rigtig helt når i mål. Om det er på grund af den fragmenterede dramatiske opbygning, eller at den minimalistiske scenografi måske er lidt for minimalistisk, hvilet overlader enkelte huller i forståelsen, der er lidt for svære for fantasien at fylde ud, er svært at sige. Men tak skal lyde til Betty Nansen Teatret for at turde give teatret den politiske kant – uden pegefingre, men med den rene fortælling som redskab.
Instruktør: Katrine Wiedemann
Scenografi og kostumer: Maja Ravn
Lysdesign: Christian Alkjær
Lyd
Joachim Fjelstrup (Tom Joad), Lars Simonsen (Far Joad), Laura Bro (Mor Joad), Marie Bach Hansen (Rose Joad), Jens Jacob Tychsen (Noah Joad), Kristian Halken (Onkel John), Olaf Johannessen (Jim Casy), Joen Højerslev (Al Joad, Connie Rivers)

Natascha Rydvald