« Tilbage

Minimalistisk Hamlet med stort potentiale med for meget ekstraudstyr
af Louise Nabe

Hamlet
Mungo Park
23/1 - 27/5 2017

Der skal ikke mange ting til på en scene for at skabe en overbevisende Hamlet forestilling. Ofte fremmer enkeltheden forståelsen, da enkelheden giver bedre mulighed for at koncentrere sig om ordene. Det fungerede på Shakespeares tid, og det fungerer også i vores tid. Rent besætningsmæssigt og (kerne)scenografisk er Mungo Parks Hamlet endnu et eksempel herpå – men enkeltheden forstyrres af for mange ekstralag, -udstyr og -effekter, der fjerner fokus fra handlingen og ordene og ender med at skabe flere spørgsmål, end de besvarede.
 
De kun syv skuespillere, der varetager det væld af store og små roller, der er så typiske for Shakespeares verdener, leverer alle levende og medlevende præstationer – også selvom det krævede hurtige skift i karakterspil og enkelte godt udtænkte klip i originalmanuskriptet for at få det hele til at gå op. Især det meget enkelte skift i kostume, der forvandler hoffets folk til skuespillerne, var skønt udtænkt. Som Hamlet fungerer Christine Albeck Børge godt som den ”weltschmertzene” unge mand, der så gerne vil handle, men ikke rigtig kan tage sig sammen, og som helhed bærer ensemblet godt igennem, hvilket altid er skønt at se. Samlet set var det dog svært helt at få en fornemmelse af, hvad der var på spil i denne Hamlet – hvad vil den sige?
 
Den grundlæggende enkelthed i scenografien fungerer, som nævnt rigtig godt: Et sort rum. En lille sort scene. Brugen af hele salen til udgang og indgang, inklusiv trappen op igennem publikumspladserne. Det ville have været skønt at se den opført i denne enkelthed, men enkeltheden forstyrres af de mange ekstra lag, der er lagt på – et eller to kunne måske have været fine, men der bliver for mange gimmicks, der fjerner fokus fra handlingen og skuespillet og – måske – derfor bliver det svært at nå ind til kernen af, hvad forestillingen vil:
 
Shakespeares værker er fulde af musik og sang, så det er naturligt, at inddrage disse elementer i forestillingen – men her tager musikken næsten overhånd, i nogle tilfælde endda bogstaveligt, når den forstærkede musik og korsang gør det svært at høre den talte tekst. Ligeledes mangler brugen af en mikrofon, der tages i brug til bl.a. to af de største monologer i forestillingen, tydelig motivation. Snarere end at gøre monologernes indhold tydeligere, bliver de sværere at forstå, idet de proklameres og ”tales” snarere end spilles og fortolkes – samtidig med, at musikken hele tiden lå i baggrunden.
 
På samme vis virker de iscenesatte kampscener, der leder tankerne hen på Matrix-lignende tilstande, og den overdådige indsats fra de besøgende skuespillere – der fremfører deres skuespil i historiske kostumer og scenetæpper tilsat musicalsang og ironisk distance – som virkelig gode ideer, der  bliver ”for meget”, når de alle lægges ovenpå helheden. Var et lag eller to blevet fjernet – et par ”darlings” taget af dage, om man vil – ville der blive bedre plads til ordene og grundfortællingen, som de syv skuespillere har så godt fat i under det hele.
Iscenesættelse og bearbejdelse: Martin Lyngbo
Christine Albeck Børge/Maike Bahnsen, Anders Budde Christensen, Mads Hjulmand, Nana Morks, Marianne Mortensen, Jonas Munck Hansen, Henrik Prip

Rikke Juellund (scenografi), Jonas Munck Hansen (komponist), Niels Brunse (oversættelse), Jacob S. Rasmussen & Rasmus Overgaard Hansen (lysdesign)

Poul Rasmussen