« Tilbage

Âh - Vi har det nu godt!
af Tom Rahbek

Den sidste bølge
Aarhus Teater
Studio
28. april - 24. maj 2017

De absurdistiske greb står i kø i Peter-Clement Woetmanns science fiction-komedie, der udstiller og ironiserer over I-landsmenneskets problemer og bekymringer. ’Den sidste bølge’ er stedvist virkelig fin, men forestillingen savner tyngde og overraskelsesmomenter.
 
Tre solskoldede mennesker sidder på hver sin havestol på en ferieø i selvvalgt isolation fra omverdenen. De er fjerne i blikket, og de bevæger sig kun, når de skal have en slurk af deres overpyntede drink. »Vi har det nu godt!« siger de til hinanden – igen og igen – alt imens deres kropsholdning og tonefald bliver mere og mere apatisk.
 
Ironien er ikke til at tage fejl af i Peter-Clement Woetmanns ’Den sidste bølge’, der er hans andet stykke som husdramatiker ved Aarhus Teater. Universet er dystopisk og absurd, og teksten er præget af gentagelser og tilstandsbeskrivelser, mere end den er dramatisk fremadskridende. Vores tre hovedpersoner – Samuel, Sarah og John –  snakker og snakker og får vendt både klimakrise, flygtningekrise og Putins indflydelse på verdenstilstanden. Men de foretager sig absolut intet og de udviser heller ikke det store engagement i samtalerne. Kun diskussionen om, hvorvidt den nyeste iPhone er bedre end den nyeste Samsung, kan virkelig skabe en indlevet debat blandt de tre venner.
 
Forestillingens inspiration er åbenlyst hentet fra 1950’ernes og 1960’ernes absurde teater. Det vrimler med intertekstuelle hilsner til især Samuel Becketts klassikere ’Vi venter på Godot’ (1952) og ’Glade dage’ (1961). Ligesom hos Beckett fantaserer stykkets karakterer i det ene øjeblik om at »tage billetten«, mens de i det næste øjeblik fremstår som lalleglade optimister. Men hvor kararakterne hos Becketts ”venter på Godot”, forstået som en eksistentiel søgen efter mening i lyset af krigens rædsler, er det vores angst og irritation, der er de bærende elementer i Woetmanns tekst: Angsten for hvornår den sidste bølge af flygtninge kommer og drukner vores samfund – koblet med en stigende irritation over overhovedet at skulle forholde sig til alle mulige kedelige problemer i verden.

 
God første halvdel
Der er mange gode idéer og sjove scener i ’Den sidste bølge’. Særligt den første halvdel fungerer godt. Blandt forestillingens perler finder vi bl.a. ”Nu skal vi læse jobannoncer”-scenen, der snedigt udstiller sprogets klichepræg og mangel på indre logik.  Det samme gælder scenen, hvor Samuel (Christian Hetland) beslutter sig for at tage til Mars for at slippe for verdens problemer, men så tilsyneladende ikke helt orker alligevel, og derfor vælger at tage af sted i form af en ”Mars-hypnose-App”.
 
Her er der satirisk bid i Woetmanns tekst, der leveres overbevisende af forestillingens tre skuespillere. Mette Døssing og Bue Wandahl spiller begge med stor timing i replikføringen, mens Christian Hetlands primære styrke ligger i kropssproget og de fysiske udfoldelser.
 
Johan Sarauws iscenesættelse rummer også mange sjove og finurlige detaljer og er generelt stilsikker og genrebevidst. Men den bliver – ligesom Woetmanns tekst – efterhånden en anelse monoton i sit udtryk. På trods af sine kun 80 minutter føles det, som om at ’Den sidste bølge’ går lidt i tomgang mod slutningen; som om den undervejs ikke rigtigt har mere at sige og derfor bare gentager de samme absurde greb.
 
Måske er det netop en pointe i sig selv: at vise os, at historien gentager sig og at vi hverken kan eller bør undslippe en verden i krise – heller ikke selv om vi tager til Mars. Men uanset hvad forlader man den lille Studio-scene med en uforløst fornemmelse i kroppen.
 
Den slutning kunne vi godt have været foruden. Nu havde vi det jo lige så godt!
 
 
 
ISCENESÆTTELSE: JOHAN SARAUW*
AF: PETER-CLEMENT WOETMANN / SCENOGRAFI: IDA GRARUP NIELSEN

MEDVIRKENDE: CHRISTIAN HETLAND, BUE WANDAHL, METTE DØSSING

*STUDERENDE VED DEN DANSKE SCENEKUNSTSKOLE, KØBENHAVN

Foto: Anna M­n Schramå