« Tilbage

Mens vi venter på sommervarmen ...
af Louise Nabe

Don Ranudo
GrønnegårdsTeatret
30/6-26/8 2017

Sommervarme var der ikke meget af og støvregnen faldt stødt og blidt over premiereaftenen for Don Ranudo – årets forestilling på GrønnegårdsTeatret. Regnen var der ikke så meget at gøre ved, men varmen kan man få i Grønnegården, hvis man blot skubber sig lidt tættere på sidemanden. Det er både hyggeligt og varmende, når nu vejrguderne sådan holder én lidt for nar. Men stemningen! Den kunne de ikke gøre noget ved, vejrguderne – hverken blandt publikum eller på scenen, hvor de største narre huserede.
 
I Holbergs Don Ranudo er det narrene – i skikkelse af Don Ranudo de Colibrados (Henrik Kofoed) og hans frue Donna Olympia (Lone Hertz) – der holder sig selv for nar: Ludfattige sidder de i et faldefærdigt hus, i mølædte for længst udtjente gevandter og med intet andet end luftsuppe og luftkasteller at holde sig mætte på, mens de til gengæld mæsker sig i familiens alenlange, fornemme stamtavle, der gør dem finere end alle andre omkring dem. S er det eneste, de har tilbage, men ikke om de vil indrømme det. Til nar har de været længe i hele byen. For alle ved, hvor ludfattig den fornemme familie er blevet, og det er kun Don Ranudo og fruen selv, der tror, at de narrer nogen med deres maskespil.
 
Men da Don Ranudo og Donna Olympia forsøger at holde kærligheden for nar ved at nægte datteren Donna Maria (Molly Blixt Egelind) at gifte sig med den unge, rige og forelskede Gonzalo de las Minas (Peter Hald), flyder bægeret – og med det byens borgeres tålmodighed – over. For som det er set igen og igen i teaterhistorien, så slipper man ikke godt fra at sætte sig i vejen for kærligheden – og da slet ikke, når Holberg fører pennen. Man kan derfor være sikker på, at det hele ender såre godt, med kærlighedens triumf og hovmodets forfald.
 
Med Don Ranudo i Emmet Feigenbergs iscenesættelse leverer GrønnegårdsTeatret endnu et sikkert sommerhit i Kunstindustrimuseets idylliske have med tydelige ”skurke” og et tydeligt ”projekt” – at gøre ”skurkene” til nar og lade kærligheden triumfere.
 
Hvad der dog egentlig rigtig er ”på spil” – som der jo altid er hos Holberg – virker dog lidt svært at få øje på. Kærligheden triumferer, ja. Og vi griner af de gammeladelige, der selv uden en trævl på kroppen føler sig for fine til at omgås ”almindelige” folk. Men midt i det sjove, føles det, som om der mangler lidt kød på den vigtige krog til nutiden – som om spejlet, der skal holdes op for naturen, som Shakespeare bød det, ikke helt er klar over, hvad det er, det skal spejle. Måske de gammel-rige med al deres selvbestaltede snak om, at de er finere end alle andre, fordi deres stamtavle går længst tilbage, kunne være blevet gjort til at billede på den danskheds diskussion, der huserer i tiden – hvor nogle er ”mere rigtige” danskere end andre, fordi de har været med fra ”starten” eller lignende. Det havde givet lidt mere bid og genskabt Holbergs karakteristiske bidende satire lidt tydeligere. Men i sidste ende, er det ikke til at komme udenom, at GrønnegårdsTeatrets Don Ranudo er fin sommerunderholdning til de lyse og – forhåbentlig fra nu af – varme og tørre sommeraftener. 
Iscenesættelse: Emmet Feigenberg
Scenografi og kostumer: Karin Betz
Komponist: Jacob Gurevitsch
Henrik Koefoed, Lone Hertz, Tina Gylling Mortensen, Molly Blixt Egelind, Jesper Hyldegaard, Peter Hald, Ida Cæcilie Rasmussen, Steen Stig Lommer, Jacob Weble, Jacob Gurevitsch (guitarist)

Foto: Bjarne Stæhr