« Tilbage

Psykose i kælderen
af Tom Rahbek
’4:48 Psychosis’
Aarhus Teater
STUDIO
3. – 30. nov. 2018

Mette Døssing udstiller psykosens komplekse væsen i original iscenesættelse af Sarah Kanes ’4:48 Psychosis’ på Aarhus Teater.
 
Først en advarsel: Hvis du hører til blandt den type teatertilskuere, der foretrækker at læne sig trygt og godt tilbage i den røde plysstol i sikker afstand fra grimme ord som publikumsinddragelse, øjenkontakt og berøring – ja, så er det en god idé at holde sig langt væk fra den lille kælderscene, Studio, på Aarhus Teater den kommende måned. Sargun Oshanas iscenesættelse af den engelske dramatiker Sarah Kanes monolog ’4:48 Psychosis’ er ikke for sarte sjæle. Til gengæld er den intens og gribende.  
 
’4:48 Psychosis’ er et portræt af en psykisk syg kvinde, der febrilsk prøver at forstå sin egen dødsdrift. Plaget af tvangstanker og selvdestruktion ender hun med at tage sit liv, hvilket også blev skæbnen for Sarah Kane. I 1999 begik Kane selvmord, 28 år gammel, umiddelbart efter færdiggørelsen af stykket.
 
Selvom historien om kvinden er fiktiv, gør det naturligvis ikke tragedien mindre, at den ligger så tæt op af dramatikerens eget liv. Stykkets titel refererer til det tidspunkt af døgnet, hvor Kane mente, at depressive mennesker er allermest sårbare og oftest begår selvmord. Og det er netop i dette ”farlige” tidsrum mellem fire og fem om morgenen, at vi som publikum træder ind i forestillingens fiktionsunivers i form af et tomt kælderrum.
 
Og der står vi så, badet i et klinisk skarpt neonlys, mens vi forgæves kigger efter siddepladser. Men siddepladser kan vi godt glemme alt om. Forestillingen går i gang, og i lidt over en time føres vi nu gradvist ind i en kvindens komplekse sind frem mod den afgrund, der synes mere og mere uundgåelig.
 
Intenst og nervepirrende
Sarah Kane tilhører en gruppe af unge engelske dramatikere, hvis provokerende ”in-yer-face-dramatik” og voldsomme sprogbrug skabte stor opmærksomhed i halvfemserne. Teksten fremstår stadigvæk voldsom og grum her godt og vel tyve år efter urpremieren, men det er nu ikke ordene, der gør det største indtryk i Aarhus Teaters version.
 
Det gør til gengæld Mette Døssings sceniske nærvær og hendes kropslige visualisering af psykosens komplekse væsen. Stærkt og nøgternt gennemlever hun kvindens skiftende følelser i depressionens klaustrofobiske tomhed. Døssing indtager, styrer og forvandler scenerummet med stor autoritet og indlevelse. Og som publikum inddrages vi på opfindsom vis som vidner og samtalepartnere forestillingen igennem. Det er intenst og lidt nervepirrende, men aldrig ubehageligt.  
 
Kanes tekst er krævende, og undertiden falder man lidt ud af ordstrømmen. Man keder sig dog på intet tidspunkt. Sargun Oshana originale iscenesættelse giver nemlig rig lejlighed til at få alle sanser i spil. Man iagttager hinandens reaktioner, lader sig suge ind i forestillingens meddigtende lydkulisse, mærker hinandens hænder, ja sågar ens smagssans aktiveres – hvis man har lyst. 
 
’4:48 Psychosis’ er mere en sanseoplevelse end det er en teaterforestilling i traditionel forstand: en symbiose mellem teater, installation, lydunivers og publikumsinteraktion. Og en forbløffende vellykket en af slagsen, vel at mærke.   
 
Tag en tur i kælderen, hvis du tør. Og bare rolig: Du skal ikke stå op hele tiden.
 
 

Mette Døssing i ’4:48 Psychosis’. Foto: Anna Marin Schramm