« Tilbage

Omstillingsparat i dobbeltsengen
af Tom Rahbek

'Se dagens lys'
Aarhus Teater
13. sep. — 10. okt. 2019

Aarhus Teaters forsøg på at omsætte Svend Åge Madsens sci-fi-roman ’Se dagens lys’ til teater drukner i gentagelser og karikaturer. Morsomme detaljer og en stærk scenografi kan ikke redde en ubeslutsom iscenesættelse.
 
Jeg må indrømme, at jeg ikke fandt ’Se dagens lys’ helt så sjov, som jeg havde forventet efter at have set traileren for stykket på Aarhus Teaters hjemmeside. Jeg må også indrømme, at jeg aldrig for alvor blev grebet af kærlighedshistorien mellem stykkets to hovedpersoner, Elef og Maya, og deres kamp for at bevare hinanden og deres egen identitet i det rædselssamfund af effektivitet og omskiftelighed, som de ufrivilligt er blevet en del af. Momentvis er der sjove og rørende øjeblikke i Rune David Grues iscenesættelse. Men som samlet hele pendler instruktionen noget ujævnt mellem distanceskabende situationskomik og deklamatorisk kammerspil, hvilket gør det svært at finde sig til rette i forestillingen og engagere sig.
 
Præmissen for forestillingen er nu ellers både ganske sjov og skræmmende. Vi befinder os i et udskiftningssamfund, hvor kun nuet eksisterer. Væk er alle fortidens fejltrin og mislykkede forhold, og ingen behøver at stresse over fremtiden. I ’Se dagens lys’ vågner man hver dag op til et helt nyt liv; nyt job, en ny partner, nye børn, nye venner.  Det hele styres af computeren Madam Datamat og det eneste hun kræver er omstillingsparathed og fleksibilitet.
 
Julian Juhlins pastelfarvede kitsch-kostumer og scenografi af neonlysende dukkehuse med den store dobbeltseng i midten fungerer som en vellykket og meddigtende ramme om forestillingen: Dobbeltsengen som den bastante metafor for det moderne parforhold. Her kan du afprøve nye identiteter og udleve dine fantasier sammen med ”what’s her name” uden moralske tømmermænd. Alt er alligevel glemt i morgen.
 
Men måske netop fordi at alt er tilladt og intet har reelle konsekvenser, foretager personerne i stykket sig stort set intet nyt (heller ikke i dobbeltsengen for den sags skyld). Hver dag har sin faste rutine med uddeling af dagens jobfunktion, kvalitetstid med familien og aftenbesøg hos vennerne (børneskuespillerne er i øvrigt lige irriterende og krævende, uanset hvem man får tildelt, hvilket er en sjov detalje i forestillingen). Hver dag et ét langt ”rollespil”, hvor alle skal lade som om, de kender hinanden.

 
Karikeret spillestil
Særligt i ensemblespillet hvor personerne mødes til aftenhygge i ”gode gamle venners lag”, byder forestillingen på sjove momenter, og det er også her, at Julie Petrine Glargaards replikker fungerer bedst. Personerne plaprer løs og overgår hinanden i bullshit-bingo-klicheer uden på noget tidspunkt at tale sammen. Frederik Mansø Boutrups mandschauvinistiske sportsfreak, Anna Nøhr Tolstrups lattermilde og udglattende ”kontor-Spice Girl” og Marie Marschners rosédrikkende forstadsfrue byder alle på alle underholdende indslag.
 
I det hele taget kæmper skuespillerne alle en brag kamp for at holde dampen oppe. Men den over-karikerede spillestil bliver trættende i længden (ikke mindst da det pastelfarvede ”systempoliti” er på jagt efter vores hovedpersoner – puha, den scene kunne man godt have været foruden!). Samtidig står spillestilen i skærende kontrast til de to hovedpersoner, hvis historie har karakter af hverdagsrealisme. Intentionen har muligvis netop været at skabe denne kontrast mellem de to verdener og livsopfattelser, men det virker forceret og utroværdigt: Monty Python møder Mike Leigh? Derfor er det svært at indleve sig i Christians Hetlands forelskede Elef og Anne Plauborgs lidt mutte og handlekraftige Maya - og slutscenen bliver mere lang end gribende.
 
Det er tankevækkende, hvor aktuel tematikken i Svend Åge Madsens roman fra 1980 stadig er i dag. Men to en halv time i dobbeltsengen på Scala-scenen ender desværre som lidt af en blunder.
 
 

ISCENESÆTTELSE: RUNE DAVID GRUE
AF: SVEND ÅGE MADSEN / DRAMATISERING: JULIE PETRINE GLARGAARD / SCENOGRAFI OG KOSTUMEDESIGN: JULIAN JUHLIN / LYSDESIGN: ANDERS KJEMS / LYDDESIGN: KIM ENGELBREDT
MEDVIRKENDE: CHRISTIAN HETLAND / ANNE PLAUBORG / ANDERS BAGGESEN / MARIE MARSCHNER / ANNA NØHR / KIRSTI KÆRN/ KIM VEISGAARD / FREDERIK MANSØ / MAGNUS HAUGAARD

Christian Hetland og Anne Plauborg i ’Se dagens lys’. FOTO: Emilia Therese
www.teateranmeldelse.dk Ansvarlig Bjarke Eijgendaal kontakt: teater@teateranmeldelse.dk
FORSIDE
ANMELDELSER
LINKS
KONTAKT