Udfyld så mange felter som muligt for at opnå bedst søgeresultat. « Tilbage
Barbara på kanten af frihed
af Bjarke Eijgendaal
Barbara
Aarhus Teater
Scala
4/5 - 6/6 2026
Aarhus Teater kaster sig endnu en gang over en litterær klassiker og giver den en nutidig form, hvor de sceniske virkemidler er i centrum. Denne gang er det Barbara, baseret på Barbara af Jørgen-Frantz Jacobsen, der bliver fortolket af Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensen og resultatet er en forestilling, der både vil fortælle og udfordre sin egen fortælling.
Forestillingen starter forholdsvis klassisk og følger i begyndelsen romanens handling. Vi møder Barbara som en dragende og livlig skikkelse i det færøske samfund, hvor hun både fascinerer og provokerer omgivelserne. Men som publikum fornemmer man hurtigt, at der er mere på spil. Ligesom i Johannesens opsætning af Jane Eyre på Aarhus Teater (2023) er det tydeligt, at ambitionen ikke blot er at genfortælle historien, men at åbne den op.
Scenografien spiller en central rolle. Scenen er bygget op som en lille ø, der fungerer som fortællingens univers. Når skuespillerne befinder sig på øen, er vi inde i historien. Men i det øjeblik de træder ned fra øen, brydes illusionen. Her træder de ud af fortællingen og henvender sig direkte til publikum. Det greb fungerer overbevisende og bliver bærende for forestillingens måde at koble det personlige og det politiske.
For det er netop i den kobling, forestillingen finder sin struktur. Ligesom Danmark historisk har forsøgt at kontrollere Færøerne, forsøger præsten Poul Aggersøe at kontrollere Barbara. Han repræsenterer orden, moral og struktur – hun repræsenterer frihed, begær og uforudsigelighed. Barbara vil ham, men hun vil ham på sine egne præmisser. Det er en frihed, Poul Aggersøe ikke kan acceptere, og netop i det spændingsfelt opstår forestillingens centrale konflikt.
Dermed forskydes fokus også i forhold til titelfiguren. Det er i høj grad Poul Aggersøe, der bliver forestillingens bærende figur. Det er gennem hans forsøg på at fastholde kontrollen – og hans gradvise tab af den – at vi oplever fortællingens udvikling. Barbara bliver i højere grad en kraft, der sætter noget i gang, mens det er præsten, der må bære konsekvenserne.
Samtidig foldes et trekantsdrama ud mellem Barbara, Poul Aggersøe og Andreas. Andreas bliver et alternativ til præstens stramme verdensbillede – en anden mulighed, en anden retning. Det skaber en klassisk, men velfungerende dynamik, hvor begær, magt og frihed konstant forskydes mellem de tre. Konflikten bliver uundgåelig, både på det personlige plan og i den større fortælling om forholdet mellem Færøerne og Danmark. Dette tema forstærkes i øvrigt i Barbara’s slutmonolog, hvor ukendte skibe i horisonten symboliserer hvor svært det nok er at vælge en sikker fremtid.
I forestillingens anden halvdel begynder den klassiske fortælling gradvist at opløses. Grebet med øen bliver mere markant, og skiftene mellem spil og direkte henvendelser bliver skarpere. Det giver forestillingen en interessant dynamik, men det er også her, den mister en smule af sit greb. Hvor Jane Eyre formåede at samle sine virkemidler i en stærk og konsekvent afslutning, føles Barbara en smule mere ujævn i sit udtryk.
Skuespillerne leverer solide præstationer. Rollen som Barbara (Marie Boda) rummer både tiltrækning og distance, mens Poul Aggersøe (Emil Busk Jensen) står som forestillingens følelsesmæssige centrum. Ensemblet omkring dem er med til at tegne et samfund, hvor normerne er tydelige, og hvor afvigelse får konsekvenser.
Barbara er en ambitiøs og vellykket forestilling, der tør arbejde med både form og indhold. Den når ikke helt samme niveau som opsætningen af Jane Eyre, men den rummer stadig stærke billeder og interessante perspektiver, som gør den værd at opleve.
Så hvis man er nysgerrig på en klassiker i en ny fortolkning – og på en forestilling, der spejler det personlige i det politiske – er der god grund til at lægge vejen forbi Aarhus Teater.
Iscenesættelse Sigrid Johannesen
Medvirkende Marie Boda, Emil Busk Jensen, Emil Prenter, Laura Kjær Jensen, Christian Hetland, Oskar Salvatore, Anders Baggesen, Mette Døssing, Nanna Bøttcher & Aarhus Teaters Kor: Sigrid Vibe Kristensen, Meike Frandsen, Maria á Lakjuni, Beinta Dahl Mathiesen, Signe Brun Bugge, Anna Kathrine Rask Christensen/Ida Bergholdt Jul Christiansen
Forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen
Dramatisering Sigrid Johannesen, Hanne Lund Joensen
Iscenesættelse Sigrid Johannesen
Scenografi & kostumedesign David Gehrt
Lysdesign Súni Joensen
Lyddesign Kim Engelbredt
Musikalsk arrangement, indstudering & kompositioner Marie Koldkjær Højlund
Koreografisk konsulent Marie Brolin-Tani
Korindstudering Andrea Krüger Holm & Marie Koldkjær Højlund
Foto Rumle Skafte