DEN STUNDESLØSE
Grønnegårds teatret
26/6 - 22/8 2009

Svidende satire, formfuldendte karakterer og en gennemført og detaljeret iscenesættelse. Den Stundesløse er intet mindre end vidunderligi Christoffer Berdals uimodståelige og dybt aktuelle opsætning. Det er teater – og Holberg – når det er bedst.

Godt 300 år på bagen har den – Holbergs satiriske komedie Den Stundesløse. Men i Grønnegårdsteatrets og Christoffer Berdals opsætning betyder et par hundrede år fra eller til ingenting, ej heller de Holbergske kostumer eller det til tider lidt gammeldags sprogbrug.

For travlt til livet
Et af de første væsener Alice møder, da den magiske svamp har bragt hende til Eventyrland er en forvokset kanin, der forvirret styrter rundt og ikke har tid til noget. ”I’m late, I’m late, I’m late – for a very important date” gisper han stakåndet og løber videre til en aftale, han aldrig når og en opgave, han aldrig får løst. Sådan er Holbergs ”stundesløse” Vielgeschey: Fortravlet, forvirret, forblændet af sin egen imaginære travlhed. For travlt med så meget, at intet bliver nået. For travlt til menneskene omkring sig. For travl til livet.

En tematik, der skriver Holbergs 300 år gamle komedie direkte ind i nutidens fortravlede hverdag og som bliver smukt forløst af Henning Jensens på en gang latterlige, uimodståelige og ynkværdige Vielgeschey. For i en tid hvor alle har så travlt så travlt og stress er ved at blive den foretrukne folkesyge, kan det være tiltrængt med et godt gedigent ”wake up call” – og den vare leverer Grønnegårdsteatret.

Latter og alvor
Ingen Holberg uden en intrige for at redde kærligheden – og ingen intrige uden intrigemageren over dem alle: Pernille. Denne sommer bringes hun skønt til live af Ditte Gråbøl, der som Vielgescheys tjenestepige ikke blot har sin herre snoet om sin lillefinger, men også går en hårfin balancegang mellem at holde af ham og at holde ham for nar for sin skabagtighed. At hun holder af sin arbejdsgiver, er der ingen tvivl om – men at lade ham forpurre sin eneste datters kærlighed lader hun ham ikke komme af sted med. Og når først hun spinder sit net af intriger, har den gode stundesløse ikke mange rolige stunder tilbage.

Ditte Gråbøl er en rigtig Pernille, der styrer sine medsammensvorne ligeså behændigt som hun styrer sin arbejdsgiver lige derhen, hvor hun vil have ham. Alt sammen med en vidunderlig blanding af stereotypt komiske karaktertræk og ægte menneskelighed, der vækker latterudbrud det ene øjeblik og medfølelse det næste: Som den giftelystne husholderske Magdelone (Solbjerg Højfeldt) og den håbløse bogholder Peder Erichsen (Morten Staugaard) der oplever effekten af kærlighed ved første blik, så man selv sidder og bliver lidt forelsket. Eller spradebassen og skuespilleren Oldfux – en helt igennem uimodståelig Peter Plaugborg, der med en nærmest Jim Carrey’sk attitude indtager og ikke mindst stjæler scenen ved flere lejligheder – der bag alle sine mange masker og komiske attituder gemmer et følsomt og forsmået gemyt.

Det er træk der og giver hele det komiske kaos en forankrende dybde, som stykket sagtens tåler.

Gennemført personinstruktion
Den Stundesløse giver en del at tænke over. Men den gør også det, den skal – få os til at grine. Og også dét er den god til ikke mindst takket være den gennemførte og detaljerede personinstruktion, der gør selv bipersoner til uimodståelige fokuspunkter fra tid til anden. Ikke mindst de tre skriverkarle (Johannes Lilleøre, Henrik Birch og Kristian Høgh Jeppesen) og Joen Bille, der inden han træder i karakter som Vielgescheys fornuftige bror Leander, kort betræder scenen som en håbløst – på tysk – sladrende frisør, der ikke forstår, at han spilder den stakkels stundesløses alt for dyre stunder.

Det er godt. Det er morsomt. Det er tankevækkende.

Det er teater, når det er bedst!