Kong Lear
Katapult
10-11,15-18/4 kl. 20.00
12+19/4 kl. 16.30

Teatertruppen Stormen har valgt at opføre Kong Lear på en scene, der kun indeholder det mest basale. Scenografien udgøres af sorte podier og tre søjler midt i rummet. Samtidig er tilskuerpladserne drejet 90°, så rummet virker større, og der er højere til loftet end normalt i den lille sal. Det passer godt til Shakespeares tragedie. De mange døre på Katapult fungerer optimalt til de mange entréer og sortier, der skaber rytme og dynamik i stykket. Det giver plads til Shakespeares ord og billedsprog.

I instruktør Lone Dam Andersens bearbejdning handler historien om to gamle mænd, der lærer hvad det vil sige at blive forrådt af sine børn gennem forblændelse og manipulation. I denne beskårede og forenklede udgave har Kong Lear inviteret til fest, og familien er samlet for at hylde kongen. Én efter én skal hans døtre erklære ham deres kærlighed, hvorefter de vil få tildelt deres arv, en tredjedel af kongeriget. Men Cordelia har ikke noget at sige, og det udløser Kongens vrede. Cordelia forvises og hendes søstre, der svor evig kærlighed til deres far, forråder ham, og smider ham på porten ud i stormen. Kun fulgt af trofaste undersåtter kæmper Lear mod den indre og den ydre storm, og i erkendelsen af sin fejltagelse bliver han sindsyg. Hans trofaste ven Jarlen af Gloucester lider en lignende skæbne, hvor hans bastardsøn Edmund manipulerer ham til at sende sin ægte søn på porten, og først da han bliver blind ser sandheden. At den mellemste søster Regan har overtaget opgaven som den der trykker Gloucesters øjne ud, viser med al tydelighed de to søstres kynisme.

Eksperimentet er at sætte stykket op på Shakespeares præmisser, at prioritere de talte ord frem for scenografien. Det er ”Telling” frem for ”Showing”. Det lykkes glimrende i scenografien og korreografien, men i denne sorte kasse drikkes der champange af langstilkede glas og konverseres og spankuleres i næsten nutidige lettere slidte gevanter. Trods præmissen er det lidt synd at man ikke udnytter rummets enkelthed, til i højere grad at vise personernes status gennem deres kostumer. Regans kjole afspejler ikke ligefrem hendes kongelighed. På samme måde ligner Kong Lears smoking ligner noget der er hentet i den nærmeste genbrugsbutik, der ikke rigtig passer i størrelsen. Hvis alle kostumerne havde passet til deres figurer, i lige så høj gad som Jarlen af Gloucesters kostume, havde de taget mig med storm.

Det virker som om det højtidelige i overdragelsen af kongeriget trækker det teatralske ind i skuespillernes spil, men efterhånden som de bliver varme, bliver også figurerne mere levende på scenen. Dog er det først da Kong Lear kaster sin alt for store smokingjakke af sig, at hæmningerne virkelig forsvinder.

Shakespeare historier er aktuelle og klassiske fordi de afspejler grundlæggende mekanismer i den menneskelige natur og vores samfund. En aften i selskab med Shakespeares Kong Lear på teater Katapult står da også i et stærkt forhold til teaterets egen kamp for overlevelse efter 2 års unåde hos Århus Kommune. ”Af ingenting kommer ingenting”, spytter Kong Lear i hovedet på sin elskede datter Cordelia, da hun ikke vil fylde ham med løgnagtig smiger som sine søstre. Men hverken Teater Katapult eller Cordelias kærlighed er forsvundet, og både Lear og Århus Kommune har tilgivet deres børn.

 

Teatertruppen Stormen