Faust
gæstespil på Det kongelige teater


Noget af det bedste ved teatret er, når man støder på en af de forestillinger, der bider sig fast, udvisker fornemmelsen af tid og sted og efterlader én eneste tanke i hovedet bagefter: WOW!
Sådan en oplevelse var det at se Deutsches Theater med deres opsætning af Goethes Faust (– der Tragödie, erster Teil), på gæstevisit i Skuespilhuset. Mindre fascinerende blev oplevelsen heller ikke af, at forestillingen i sagens natur blev spillet på tysk og at undertegnede – trods ellers ganske rimelige tyskkundskaber og hjælp fra overtekster – så langt fra nåede at fatte alt hvad der blev sagt. Men det gjorde ingenting. Slet ingenting.

En mand kommer ind
En mand kommer ind på scenen. Han går målrettet og beslutsomt frem. Midt på scenen stopper han og bliver stående, med blikket fast rettet mod scenens modsatte side. Uden kontakt til publikum. Dér bliver han stående. Og stående. Og stående. Indtil han efter et par minutter, der føltes som en lille evighed (af den gode slags) lige så målrettet og beslutsomt, som han kom ind, vender sig mod publikum og begynder at tale. Hurtigt, dybt og filosofisk – og længe. Så længe, at han nogle gange må hive efter vejret for at tilkæmpe sig luft til den næste del af sin svada.

Her er Dr. Faust. Videnskabsmanden, der opslugt af sine ord, filosofiske tanker og videnskabelige undersøgelser, har glemt at leve livet. Nu er det snart forbi, og han har intet at vise for det. Og han er godt træt af det hele: Af livet, af chancerne han ikke tog, mulighederne han lod passere sig forbi. Men mest nok af alt, er Dr. Faust træt af Gud og han er ikke bange for at sige det. Og idet han siger det – at han (lidt omskrevet) kunne tænke sig Gud hen, hvor peberet gror – kommer endnu en mand ind på scenen. En almindelig mand, tilsyneladende, men med noget djævelsk over sit ansigt, sit blik og sine ord; en mand, der tilbyder Faust en handel, som er svær at sige nej til: Han vil give Faust sit tabte liv tilbage og tilmed tjene ham resten af hans liv på jorden. Til gengæld skal Faust tjene den djævelske mand i hans eget rige, når Fausts liv på jorden er forbi.

Enkelthed fremmer forståelsen
Hele forestillingen fra Deutsches Theater er holdt i en stram, minimalistisk tone med personerne i nutidigt, hverdagsagtigt tøj og en scenografi der består af en kæmpemæssig trædemøllelignende ting, der ulideligt langsomt drejer og drejer bag Faust i den første halvdel af forestillingen, en seng og et kors.

Hvad der ikke er på scenen, bliver til gengæld frembragt i spillestilen, der svinger mellem det næsten hverdagsagtige, det let komiske, det dybt tragiske og det gennemførte groteske. Djævelen især har det med at lade sine djævelskab skinne igennem ved at tage enkelte menneskelige bevægelser – et træk på skulderen, en rullen med øjnene – og gentage dem, så det først bliver morsomt, så lidt pinligt og så morsomt igen for til sidst at ende i nærmest Dario Fo’ske tirader af uforståelige gloser, mimik og bevægelse. Menneskets uendelige gentagelser af dagligdags ting, sat på en spids.

Gentagelsen bliver også brugt med stor dramatisk effekt da videnskabsmanden Faust møder den skønne og fromme Marguerite og hun stiller ham det enkle spørgsmål: Tror du på Gud? Videnskabsmanden Faust vil ikke sige ligeud til sin elskede, at det gør han ikke. Så i stedet prøver at han at spise hende af med en højtflyvende tirade om hvad tro egentlig, for blot igen og igen at blive mødt med spørgsmålet ”Tror du på Gud?” Så enkelt men så fantastisk virkningsfuldt.

Fortiden møder nutiden
Myten om den aldrende Dr. Faustus, der prøver at snyde skæbnen ved at sælge sin sjæl til Djævelen mod at få sit ungdomsliv igen, er en af teatrets ældste og stærkeste myter. I sin prisbelønnede opsætning, giver Deutsches Theater myten nyt liv og ny betydning igen.

Og ihhh, hvor jeg godt gad se det hele en gang til.