|
Ifigenia I Aulis
Skuespilhusets store scene
Spiller fra d. 19. dec – 27. marts
En græsk tragedie indeholder fantastiske dramatiske og
psykologiske elementer, der kan udnyttes på de mest levende og
spændende måder på en scene. Desværre bliver disse muligheder ikke
udnyttet i “Ifigenia I Auris”. Euripides’ tragedie om Agamemnon, der
skal ofre sin datter Ifigenia, for at hæren kan komme videre fra
Auris/Tauris til Troja, er et mislykket forsøg. Det er tydeligt at
se, at det er Kasper Bech Holtens første opsætning af en græsk
tragedie, selvom gode ideer og tegn på godt samarbejde med musiker
Klaus Risager og scenograf Steffen Aarfing skinner igennem.
Det starter dog godt ud. Rigtig godt endda. Forestillingen åbner med
et sansetrick, der øger tilskuerens lyttesanser, så fortællerens
historie på scenen virkelig sætter sig og skaber indtryk.
Fortællerfiguren virker i begyndelsen utrolig central, og meget af
tilskuerens tillid bliver lagt I hans hænder fra starten af. Ideen
med denne fortællerfigur er god, men falder desværre til jorden
opsætningen igennem, ligesom de mange andre gode inputs, der kunne
udnyttes mere og bedre.
En af de gode tanker er et simpelt scenerum, som kan udnyttes til
forskellig brug i enhver scene. En anden god ide er at sætte Klaus
Risager til at lave supplerende musik til forestillingen. Ingen af
delene bliver dog udnyttet til fulde, men ender med at stå i stampe.
Musikken bliver flot udnyttet og skaber spændende stemning i
begyndelsen, men mister desværre sin betydning, når selve tragedien
for alvor burde udspille sig.
Listen af skuespillere i stykket er imponerende og derfor med til at
sætte forventningerne højt. Henning Jensen, Kirsten Olesen og Mille
Lehfeldt får langt fra lov til at udnytte deres evner, og deres
udtryk på scenen bliver indebrændt og langtrukkent. En ægte græsk
patostragedie beder om skrig, traumer, skrål og højlydt gråd. Alt
dette mangler denne opsætning.
Alt i alt mangler der et fokuspunkt, og noget der kan gøre
forestillingen unik og anderledes. Det virker ikke som om, at Kasper
Bech Holten har gjort sig klart, hvad det er, han vil sige med denne
opsætning, selvom der er så mange muligheder for netop fokuspunkter:
Børn i krig, Agememnons psykologiske udvikling og forvikling
tragedien igennem osv.
Modsat Kasper Bech Holtens intentioner får tragedien ikke lov at
tale sit eget sprog, men bliver en indelukket og indebrændt
forestilling. Hvis han ønskede at opsætte en klassisk tragedie,
skulle han have gjort det med maner. Havde han ønsket at modernisere
og gøre noget nyt ved tragedien, kunne man også have fuldført denne
tanke, i stedet for at blande moderne klæder som slips og butterfly
med græske dragter. Forestillingen formår altså ikke at sætte sig
nogle mål, men derimod at sende en masse blandede signaler, der
taber kraften og saften som ellers er til stede i de fleste græske
tragedier.
Det endte derfor med en gennemspilning af teksten, i stedet for en
fortælling hvori teksten udnyttes til at udtrykke sig med.
Det er koldt og tørt beskrevet, præcis som oplevelsen i
skuespilhusets ellers smukke omgivelser. De to masker får
forestillingen for sine gode intentioner.
|