|
’Danish Dynamite’
OPGANG2 turnéteater
1. – 6. september
OPGANG2 tager livtag med fordomme og eksistentielle dilemmaer i
drama-dokumentaren ’Danish Dynamite’. Idéen er sympatisk, men særlig
spændende bliver forestillingen desværre aldrig rigtig.
Lad det være sagt med det samme: Der er ingen tvivl om, at
manuskriptforfatter og instruktør Pia Marcussen har meget på hjertet
med sit nye teaterstykke ’Danish Dynamite’. Og vælger man at se
hendes forestilling som et debatindlæg om den måde, vi møder
indvandrere på, er stykket vel egentlig heller ikke så ueffent
endda. Som teateroplevelse lader det til gengæld meget tilbage at
ønske.
Historien handler om to mænd, der umiddelbart er som nat og dag. Den
ene, Wassim (Chadi Abdul-Karim), er en ung libanesisk mand i
tyverne, der til daglig arbejder som slagtermedhjælper hos sin
onkel, mens han i hemmelighed drømmer om at blive filminstruktør.
Den anden, Aksel (Jørn Holstein), er en pensioneret folkeskolelærer,
der mest af alt ønsker sig fred og ro. De to mænd mødes tilfældigt
på en bro en sen nattetime, hvor Aksel netop er faldet og har slået
sit hoved temmelig voldsomt. Han indvilliger derfor – noget
modvilligt – i at lade den hjælpsomme Wassim følge sig hjem.
Hermed er scenen sat til en skæbnesvanger nat, hvor vores to
hovedpersoner udvikler et begyndende venskab og en gensidig
forståelse. Men først må en lang række kulturelle og personlige
barrierer brydes ned. Aksel er nemlig ikke typen, der udveksler
livshistorier med hvem som helst, og da slet ikke med en mørklødet,
speed-snakkende indvandrer (man ved jo aldrig, hvad den slags kan
finde på!). Det lykkes da også omsider for Aksel at få Wassim verfet
ud. Men Wassim vender dog hurtigt tilbage: Først for at hente et
glemt kamera, dernæst for at fortælle, at han er stukket af fra sit
bryllup og har brug for en at tale med.
Den første halve time er klart forestillingens bedste. Jørn Holstein
er god i rollen som den ensomme og bitre Aksel, og hans afdæmpede
spillestil fungerer her som en fin kontrast til Chadi Abdul-Karims
sprælske portræt af den unge indvandrer, hvis livsgnist stadig
sprudler på trods af de mange nederlag, han er stødt på. Også
scenografisk byder forestillingen på flere fine detaljer bl.a. i
form af stemningsskabende filmmontager og opfindsomme
skyggeeffekter.
Desværre er det ikke nok til at løfte forestillingens samlede
indtryk. Historien er alt for forudsigelig og virker noget fortænkt
i sin insisteren på at fortælle os, hvor godt det hele kunne være,
hvis vi da bare talte sammen og lagde fordommene på hylden. Der er
ingen overraskelser, og som handlingen skrider frem kommer Aksel og
Wassim mere og mere til at fremstå som samfundsrepræsentanter frem
for troværdige menneskeportrætter.
Især Jørn Holstein lades i den grad i stikken af manuskriptets alt
for umotiverede karakterskifte. På to sekunder går hans karakter fra
at være indelukket og fordomsfuld til pludselig at fremstå som en
faderlig ”lytte-pædagog”. Det virker utroværdigt og bevirker, at
historien forekommer fadt utopisk i sin jubelslutning.
Det hele står ganske enkelt lidt for meget i ønsketænkningens tegn.
Pointerne leveres med syvtommersøm, og de barske livshistorier vi
præsenteres for bliver desværre underligt uvedkommende.
|